Jeg har ikke lukket et øje i nat, fordi jeg var så bange for at sove over mig. P4 København havde inviteret mig ind til at tale om fertilitetsbehandling (der er kommet en lille artikel ud af det her, og man kan takket være Pernilles arbejde for at finde link, høre det her) og jeg skulle hjemmefra 6.45 for at nå det uden stress.
Krogen er, at Regionsrådet i dag beslutter, om de vil give otte millioner kroner til fertilitetsområdet, blandt andet for at nedbringe ventelister. Vi taler hovedstadsområdet.
Lige nu er der tolv til fjorten måneders ventetid på første samtale på Rigshospitalet. Den er lidt kortere på Herlev og på Nordsjællands Hospital. Men det er altså til første samtale! Ventelisten svinger lidt afhængig af behandlingstype; inseminering, IVF, ICSI – nogen kan komme hurtigere til end andre. Men den er lang, alt for lang.
Jeg har fortalt jer før om vores valg af forløb. Vi har valgt at gå i det private, ikke af lyst men som konsekvens. Egentlig er jeg ikke som sådan fortaler for det private – jeg er stolt af, at vi har et velfærdssystem, der giver “gratis” ydelser (betalt gennem skatten) på så mange områder – skole, læge, hospitaler, politi etc. Det bidrager jeg gladeligt til. Omvendt synes jeg også, det er fint med et alternativ for både konkurrencen, effektiviteten og for dem der er til den slags. Jeg plejer dog at være ovenud tilfreds med det offentlige.
Men den der ventetid. Det tog modet fra os. Bare det at ringe til Rigshospitalet, mellem syv og otte om morgenen, for det er der, der er telefontid. For at få at vide jeg hører til på Herlev. For at ringe forgæves til dem et par dage. For så at finde ud af at der er en lang kø af par og enlige, der har brug for hjælp, som kommer før os. Selvfølgelig, køkultur! Men den der stress omkring det – det er slet ikke godt for fertiliteten. Mand skal jo i forvejen droppe sædevarme, cigaretter, sprit, sygdom og jacuzzi, spise zink og folsyre, træne regelmæssigt, have regelmæssig sex. Droppe mobilen og småmønter i lommen, undgå stramme jeans og kaffe i store mængder. Kvinde skal droppe cigaretter, sprit, få nok søvn, træne men ikke for meget, spise graviditetspiller, prøve zoneterapi eller akupunktur, forsøge at koble af, forsøge at lukke andre menneskers pres ude. Huske sprøjter hver aften, så morgen og aften, så piller morgen, middag, aften. Så piller i en ny ende af kroppen.
I kan godt se det, ikke? Det er faktisk skide stressende at forsøge at være ustresset.
Men så skift da sygehus, der er mindre kø? Ja, vi har frit sygehusvalg. Men at starte behandling i Holbæk, Odense eller lignende for at komme hurtigere til samtidig med at passe et arbejde og skulle scannes hver anden dag i perioder – det holder ikke for os. I det tilfælde ville vi kun tilføje til ovenstående lister. Det er jo vores liv, hvordan de er indrettet.
En (moden) kvindes fertilitet er ca. ligeså presset som haren i denne her scene. Jeg kan næsten forestille mig livmoderen omringet af alle urene, stemmerne. “It’s time, it’s time!”. Selv om vores forløb har kørt slag i slag, efter vi tog beslutningen om det private, så var vi til første samtale helt tilbage i slutjanuar. Vi er nu snart i maj, og vi er stadig ikke kommet til ægoplægning, selv om vi er tæt på. Og det er uden ventetid! Og det er jo slet ikke sikkert, den er der i første hug, første ægoplægning, og så skal vi vente på næste mulighed, nyt æg. Og når der ikke er flere æg, så skal vi forfra med sprøjter og ventetid. Summasummarum: Behandlingstiden er lang nok i sig selv. Privat eller offentlig behandling. Og den kunne jo så være kommet oven i ventetiden for første samtale i det offentlige, som kommer oven i den tid man allerede har prøvet hjemmefra.
Det her er en proces, der hurtigt kan tage både et, to og tre år afhængig af, hvor hurtigt man er kommet igang. Og den tid er sindssygt kostbar. Vores frugtbarhed som kvinder falder fra 30 % pr. cyklus som 20-årig til 15 % som 30-årig, til 6 % som 40-årig. Time is of the essence.
Nu sad jeg tidligere i dag og diskuterede lidt for længe med en mand på P4’s Facebookside, hvor artiklen var blevet delt. Han mente, at “så hårdt” var det heller ikke at vente på behandling, og der er altså mange andre der (også) har brug for hjælp. Det har jeg selvfølgelig på intet tidspunkt anfægtet, og jeg er godt klar over, at der er mere livstruende sygdomme, hvor behandlingsgarantien halter. Men fertilitetsbehandling er en af de få sygdomme herhjemme, som slet ikke er indbefattet af den garanti. Behandlingsgaranti på at få fikset et dårligt knæ, men ikke på at få fikset en ringe livmoder, sløve svømmere eller hvad problemet nu er. Det, synes jeg, er skævt. Ser man på den reproduktive alder fra 20-40 år, så er infertilitet klart den sygdom, der rammer hyppigst (tjek Politikens artikel igen, hvis I ikke har læst den).
Jeg vil ikke diskutere hvilke sygdomme, der er værst – det kan man slet ikke. Det er slet heller op til mig at vurdere, hvor der er hårdest brug for penge – udover i hele sundhedsvæsenet. Det har vi politikere til, og er vi ikke enige i deres fordeling, så kan vi stemme anderledes næste gang.
Men de må gøre noget, politikerne. Man kan ikke både køre nationale (og skrækkelige) kampagner som Knald for Danmark og så ikke understøtte behandling til dem, der har knaldet løs i over tolv måneder uden frugt. Andet end de gode minutter akten tager.
Det er et generelt problem i den sektor. Vi får konstant at vide, at vi skal igang med de børn – få dem tidligt! Få mange af dem! Knald noget mere! Men hverken vores arbejdsmønstre, politisk spin om længere arbejdsuger, fjernelsen af mænds øremærkede barsel, daginstitutioner med stadigt dårligere arbejdsforhold, normering og åbningstider ELLER for få ressourcer til at bakke fertilitetsbehandlingen op, støtter op om de udsagn.
Jeg har ikke hørt afgørelsen på beslutningen endnu, men jeg håber, der bliver skudt lidt flere penge i at nedbringe ventelister. For ikke bare er det kritisk rent fysisk at vente et, to eller tre år på at komme i mål med behandling, det gør også ondt på sjælen, i hovedet og på parforholdet. Hvis I kunne læse nogle af de mails, jeg har fået fra kvinder, der stadig ikke er lykkedes efter flere år – det gør så uendeligt ondt på dem, og det kan mærkes i deres sorgfulde ord. Det river i sjælen at læse dem, tårene flyder, når vi selv er i samme båd.
Jeg er inviteret i Aftenshowet i aften på DR1 for at tale om netop valget af det private for os. Hvis I har lyst til at se med, så er det ca. 19.40 på DR1. Jeg var på lidt tidligt, I kan se det HER og evt. spol hen til 08.30, så kan I se det. Det er egentlig ret grænseoverskridende – en ting er at dele det herind på skrift, i en tryg “lille” bobbel. En anden ting er at gå ud og udtale sig i medierne. Det er to ret forskellige ting for mig, kan jeg mærke. Jeg rådfører mig med min makker, og så mærker jeg efter og tænker, at jeg skal bruge den stemme, jeg har. Så jeg gør det.
