‘Formiddaaaag, jeg sidder (selvfølgelig) i lyserødt i køkkenet (pink onsdag 
) og hører Anderson Paak (kender I ham ikke, så er det nu – hans album Malibu på repeat (som i øvrigt også er delvist lyserødt på coveret)). Lidt senere kommer det sædvanlige pink indlæg.
Nu gik aaaal min tid i går med fertilitetssnak, både herinde, på P4 og i Aftenshowet. Jeg har tænkt meget over det der med at råbe op og tale højt, forsøge at skubbe til tabuer sammen med en masse andres stemmer. Jeg føler slet ikke, jeg er gearet til at være stemmen i debatten. Måske en stemme i en debat. En lille, bitte personlig stemme, min egen stemme.
Jeg er ung og ideologisk og vil så gerne ændre verden – eller et lille hjørne af den. Havde jeg været ældre, havde jeg måske tænkt PYT, men jeg tog mig selv i at påtage mig en masse ansvar for andres manglende perspektiv. Empati. Forståelse. Jeg brugte krudt i kommentarfeltet HER og HER i et forsøg på at male et nuanceret billede, og det chokerer mig i min dybeste grundvold, at folk i ramme alvor kan skrive, “måske er det meningen, I ikke skal have børn”. Det er SÅ upassende, uempatisk, ucharmerende at mene sådan – jeg skrev gang på gang, at infertilitet er anderkendt som sygdom hos WHO og den mest udbredte i den reproduktive alder 20-40 år ifølge Politiken. Deres ufine kommentarer om skæbnen og meningen med ikke at kunne få børn – det svarer til, at sige til folk der rammes af cancer, gigt, demens etc.; “det er meningen!”. Nej, det er sgu ej. Det er bare skideuretfærdigt, når folk rammes af sygdomme. Det er, hvad det er. Ligegyldigt hvilken sygdom.
Lige nu har jeg rimelig meget overskud til at fortælle, bruge min stemme, forsøge at nedbryde tabuer, for vi har ikke været igang særligt længe. Omvendt føler jeg heller ikke, jeg kan være en stemme på vegne af alle i behandling, for vi har jo netop ikke været i gang særligt længe. Vi har ikke været længe i møllen, mærket sorg på sorg efter tab på tab. I går sad jeg ved siden af Jesper (som jeg i øvrigt er kæmpe Bagedyst-fan af, det måtte jeg også sige til ham), som sammen med sin kone har været igang i 3,5 år – med pauser for at overleve det. DE kender systemet, de har været igennem hele møllen. Jeg skal ikke gøre mig til talsmand efter at have været i gang i knapt et halvt år.
Hvor længe mit overskud hænger ved, min beretterlyst, min trang til at gøre noget ved folks forstokkede holdninger – jeg ved det ikke. Nu er det pludselig alvor. Nu står vi foran den første ægoplægning og potentielt det første tab. Jeg er stadig usåret på den front, har en for det meste stærk følelse i maven af, at det nok skal gå – i weekenden er jeg gravid. Men. Der har Jesper og hans kone og mange andre også stået. Følt en tyrkertro på projektet det ene øjeblik og gået i opløsning af smerte det næste, hvis ikke den sidder fast. Det er ikke sikkert, den er der. Og det vil jeg også gerne forberede mig på. Og hvis det skal fortsætte længe endnu, så ved jeg ikke, hvor meget overskud til det udadvendte jeg har. Måske vi kommer til at lukke os om os selv i et forsøg på at skåne os og dem omkring os, hvis tab bliver en realitet.
Det er lige præcis dér den helt store smerte er. Uvisheden, usikkerheden. Den fucker med mit hoved, får mig til at gentænke, om vi overhovedet vil have børn, får mig til at længes, får mig til at tænke, at der er mange måder at indrette livet på. Og det er der. Det kunne bare være rigtig hyggeligt at indrette os med børn.
Nu giver jeg lige stemmen lidt ro og koncentrerer mig om det næste og pissevigtige trin sammen med Adam. Bare os to. Første “skæbnens time”. Hvis I har tid, så kryds fingre og send os en lille tanke.
Regionsrådet har i øvrigt besluttet at skyde flere penge i området, som forhåbentligt kan nedbringe ventetiden i det offentlige. Pisse sejt!
PS: ELSKER den scene, hvor Hannah (i Girls!) har drukket opiumte og besøger sine forældre på deres hotelværelse, SÅ sjovt!