Godmorgen fra Marrakech,
min udsigt ligefremme er mine tæer begravet i et uldtæppe, og vores ret vidunderlige hjælper, Hanane, der laver morgenmad – friskpresset juice, sort kaffe, yoghurt, dybrøde jordbær skåret med millimeterpræcision i skiver. Og på min venstre flanke en lille pool, der ikke lyver med sin isblå farve. Den er i bunden af riaden og født til aldrig at møde solens fangearme. Den ligger bare stille hen.
Vi har det godt. Farer vild hver dag i snørklede, snoede gader. Blinde ender. Mellem lyserøde mure, som skudt op af den røde jord. Det ligner jorden bare har hævet sig i tilfældige højder og mønstre. Som arkitektoniske bjergformationer med små vinduer. Jeg er ikke i tvivl om, hvorfor man kalder hende Moder Jord, med den farveskala hun har valgt til Marrakech. Og den sikre og kærlige hånd hun har lagt i at udsmykke hver en centimeter med mosaikker og farvede fliser. Hun tenderer pyntesyg. Og jeg har sjældent følt mig mere hjemme. Hun er original. #glimmergås, #pinkonsdag og hvad vi ellers identificerer, iscenesætter os med. Hun var der først. Den første til det meste. Og med stil, selvsikkerhed.
Hun er også skidetræls, når hun aser og masser og råber “LOOK! LOOKIE! GOOD PRICE! VERY CHEAP”. For jeg har bare lyst til cola og skygge. Men ladt op med ny energi formår hun alligevel, med sin kvindelist, at lokke mig ind i souken, og så står jeg der med glimmersutsko i begge hænder. Ligesom hun havde forudsagt.
Marrakech er smuk og mild og anmasende men aldrig farlig. Kun dine dirham er et kort bekendtskab, som hun formår at lokke op ad lommen uden stort besvær.
