^^^Efter midnat på vores egen bryllupsdag, august 2016
^^^Små og nuttede – til et af vores første bryllupper sammen, juni 2013 (længere tid er det ikke siden?!)
^^^To uger inden vores eget bryllup tog vi lige en øver og syn for sagen til Chris’, juli 2016
Totalt ananas-i-egen-juice, det her indlæg, men hva’ fa’en! Det er en blog i sin grundessens og ved særlige mærkedage som i går, vores ti-års-kærestedag, så må man også godt skilte med det. For hvor er jeg bare skidestolt af denne her lille bunke Kodak-øjeblikke. Vi har virkelig gjort en indsats de sidste ti år for at fylde dem med minder og rejser og kys. Selvfølgelig ser man glad ud på billeder, generelt, man vil gerne huske sig selv som tilfreds i øjeblikket. Men jeg sidder også med en fornemmelse af grundglæde i maven og et smil på mine egne læber, også nu når jeg flipper dem igennem. Vi har gjort det godt.
Jeg synes ikke altid, det har været særligt nemt. Det har jeg skrevet om flere gange, om de to for mig lidt større kriser, når man møder sin makker i så tidlig en alder. Lidt om det der skilsmissebarnssyndrom. Der er masser af indlæg i arkivet om ensomhed og tosomhed, både sammen og hver for sig.
Det har virkelig grillet rundt i mit hoved at møde Adam så tidligt i livet, kun 17 år. Er han VIRKELIG the one? Eller var han der ligesom bare, og så blev det mandag igen og igen, lige og ulige uger, og det ene år tog det næste, og det var meget rart, dét forhold, lidt ligesom de der sko, der bare er gået virkelig godt gået til, som du ikke nænner at smide ud. Og hvis nu det er dé der sko, hvad er sandsynlighed så for, at de faktisk holder, når nu du har trasket rundt i dem så længe? Vel egentlig ikke så stor? Hvad nu hvis du vokser ud af dem? Eller glemmer at få dem forsålet og imprægneret, og så er der pludselig hul eller saltrender på dem? Eller du træder i en hundelort? Skal du så smide dem ud eller finde en, der kan reparere dem? Skal du selv vaske lorten af eller kaste dem i skralderen? Og der er jo bare også så mange andre gode sko derude, flotte sko, smarte sko, dyre sko. Er jeg virkelig til smørblødt, gammelt læder eller ville det frækt med en lille sporty, hurtigsko?
Der var jo engang, hvor byen kun havde én skomager i gågaden, og så købte du skoene der, og du passede på dem, du havde, for du fik nok ikke nogle nye. For nogen var de lidt for store, andre lidt for små, og så blev de sure, men det var, hvad du fik, og du var glad. Men nu kan du gå på internettet, og så kan du bladre og lede efter nye sko hele tiden og i hele verden, og du kan klikke af om de skal være røde, grønne, i læder eller gummi, med snørrer, uden snørrer. Med ritsjratsj eller stropper, stiletter eller sandaler. Det er overvældende, men også enormt gammeldags at holde ved det ene par sko, nu der er så mange andre.
Jeg kan stadig huske en unifest, hvor jeg stod lige udenfor de automatiske lukkedøre ved KUA, og de blev ved med at nærme sig mig og så trække sig væk, meget symbolsk, og jeg hulkede af gråd, og Nadine og Annette og nogle af mine søde veninder dannede en menneskemur om mig, og trøstede. Det var en af kriserne. At starte på uni og møde en masse nye mennesker, spændende mennesker, flotte mennesker, og så skulle jeg bare hjem og være den ene gamle, lidt udtrådte del af skoparret. Det kastede mig ud i moralske og mentale selvdiskussioner, og jeg satte grænser for, hvor tæt jeg skulle komme på bestemte, nye mennesker af dem med skæg, og nogen gange var den grænse lidt svær at se, når rummet var mørkelagt og stroboskoplyset ikke nok til at finde døren ud.
Men vi har talt om det. Vi er skidegode til at tale om tingene. Og jeg taler meget. Endnu mere end jeg skriver (!). Vi skal tale om tingene, for det gjorde min forældre ikke, og så gik min far pludselig ud af døren, og min mor fattede ingenting andet end svigtet i maven. Farmor siger, vi skal tale om tingene, åbne en flaske vin “den behøver ikke være dyr” og spørge, hvordan er din dag gået? og sætte os på køkkenbordet, bare fem minutter, hver dag, inden vi tager hul på aftenens gøremål. Og så skal vi holde om og holde af.
Adam er min makker. Han er min bedste makker, og jeg er skidetaknemmelig for hans rummelighed og min egen stædighed. Og vice versa. Jeg er taknemmelig for, at vi begge to er blevet rundere og mildere og bedre ved hinanden, og for at vi har taget de store diskussioner. Turde tage dem, uden at tænke at det slog skår i os af den grund. Det er så rart, at diskussioner og skænderier ikke længere er en “skal vi gå fra hinanden eller hvad?”-ting men bare et lille hjørne, en lille ventil der til tider er rar at lette.
Vi er blevet til det der par sko, som har taget tid at gå til, og der har været et par vabler og et kødsår undervejs, men de var bare så pæne og gode og rare, at det skulle lykkes. Og det er det. Det er lykkedes. Hver dag, i ti år. Og det bliver, uden at lyve, bedre for hvert evigt eneste år, for hver oplevelse, for hver sejr, hvert nederlag. Vi bliver bedre.
^^^Bryllupsrejse på Bali 2016
^^^Et af mine absolutte favoritbilleder og dét min svigermor har på kaminhylden. Taget på den sidste dag, på toppen af hotellet i LA og med så mange minder og oplevelser i øjnene og ny ring på fingeren
^^^I vores yndlings, yndlings, yndlings by Paris, april 2015
^^^Vores første nytår som forlovede, også det år vi valgte at fejre det alene i hjemmet med Frida, 2015
^^^Rismarker og kærlighed på Bali, honeymoooon (med tryk på “-mooon”, som balineserne siger), september 2016
^^^Vores første skitur med min familie for at fejre nytår, 2014 (for dårligt vi ikke har været sted flere gange, nu Adam elsker det – men det skal vi på fredag (mærkeligt at tænke på her i varmen))
^^^På efterårstur i Hamborg, oktober 2014
^^^En aften med VM på storskærm, pizza og aperol på en lille piazza på Sardinien, august 2014
^^^Nyforlovede, San Francisco 2015
^^^Vores første jul sammen. Havana, Cuba 2013
^^^Lige i starten af vores USA-tur, den anden aften i LA, på toppen ved Griffith Observatory. Stadig vores bedste ferie til dato, august 2015
^^^Vi skulle til fastelavnsfest hos min veninde Tilde, og så bare lige et smut ud til mit arbejde inden til et par øl og se afslutningen på Danmarks Indsamling, jeg havde været med til. Jeg havde bildt Adam ind, at flere fra arbejde skulle med til festen og var udklædt ligesom os. Det var de så ikke endnu! De ville først klæde om efter, og så sad vi der, Black Swan og en M&M, blandt alle mine kolleger i dødelige klæder, haha! Stakkels Adam… februar 2016
^^^Et af de sejeste steder vi har oplevet, 45 grader i Death Valley i august 2015
^^^Samme aften Adam ringede til min far fra Ace Hotel i Palm Springs og bad om min hånd, august 2015
^^^Sanur, Bali, bryllupsrejsen i september 2016
^^^Laaang og sej hike i Grand Canyon, august 2015
^^^Skinnende af sved og solcreme, haha! September, 2015