Nu er der én måned (og én dag) til, at vi tager på en lille uges ferie i Marrakech! Første juledag tog vi en snap beslutning. Efter et helt år mellem forlovelse og bryllup uden så meget som en smuttur til Jylland sammen, så hungrer vi virkelig efter oplevelser og rejser – og noget vi ønskede os i bryllupsgave, det var oplevelser. Therefore; ti-års-kæreste-dag på to smukke steder i medinaen i Marrakech. Og det glæder jeg mig så sindssygt meget til.
Det er lidt som om, at alle tager til Marrakech – jeg møder tit nogen, der har været der eller skal dertil. Det er også kun fire-og-en-halv time i fly fra København, og om dagen er temperaturen som en god dansk sommerdag. Og det ser jo vanvittigt dejligt ud; farverne, maden. Ehm, shoppingen?! Jeg har advaret min søde mand – jeg skal altså lige have lidt tid på nogle af de der markeder og tæppebutikker. Nu har jeg set den ene veninde efter den anden hive tæpper, sutsko, læderpuffer og fine loftslamper med hjem. Jeg har ambitioner og er allerede gået i mental prut-om-prisen-træning. Det er jeg sååå dårlig til! Jeg bliver altid taget ved næsen, seriøst. Altid! Jeg har hørt, at man nærmest skal betale 1/3 af prisen på markedet, fordi de prøver så hårdt. Jeg ender bare ofte i enten at gå, fordi det er for dyrt eller sige pyt og betale med tanken om, at de har mere brug for pengene end jeg.
Det vigtigste bliver i virkeligheden at slappe af, sove længe, gå lange ture. Holde i hånd. 2017 er allerede langt mere heftigt end jeg lige havde forestillet mig, og det bliver seriøst tiltrængt at nå at synke det hele.
Vi har valgt at booke BE Marrakech, som ser fuldstændig fabelagtigt ud, til de første nætter, inkl. vores 10-års-dag den 1. april. Og så tager vi de sidste par nætter på La Maison, som Chris har boet på.
Indtil videre har vi Saint Laurents hus og Jardin Majorelle på besøgslisten. Min veninde nævnte, at vi burde besøge den blå by Chefchaouen, som dog ligger et stykke fra Marrakech. El Fenn skulle være fin til et par cocktails og måske en middag – og ellers det lækreste hotel, dog over budget for denne gang. Ellers har vi ikke rigtig kigget så forfærdeligt meget endnu. Jeg har en drøm om en lille ørkentur eller vandring i Atlasbjergene, men jeg ved ikke, om det er dueligt. Hvis I har tips til shopping, mad, oplevelser, så endelig skriv dem i kommentarfeltet. Det sætter jeg stor, stor pris på.