Jeg føler mig stadig som en kæmpe noob i denne fagre nye tilstand, som vi til sammen herhjemme er blevet mærket. Ufrivilligt barnløse. Vi er kun dér, hvor vi er midt i vores første ICSI-forsøg, og på torsdag skal der høstes æg for første gang.
Der er mange af jer, der har været i denne her trummerum i meget længere tid end mig, og jeg kan kun forestille mig, at I har hørt endnu flere vilde reaktioner og kommentarer (hvis I ellers er åbne om det), end jeg har indtil nu. For det er helt sikkert – der er altså nogle VILDE kommentarer imellem.
Jeg tror simpelthen, det gør folk lidt ilde til mode. Det er svært at finde den rigtige sætning for folk, og jeg oplever, at de fleste virkelig gerne vil finde på den der ting at sige, som på en eller anden måde trøster og gør det bedre. Men det er altså slet ikke en forventning. Du behøver ikke komme med den helt store tale. Det er en situation, der ikke rigtig kan fikses med ord, kun med lægehjælp. Men du kan være der, lytte og være nysgerrig.
Lad mig lige melde nogle af de ting, du ikke bør sige, hvis din veninde/kollega/søster serverer dig nyheden om barnløshed – alle eksempler har jeg fået serveret på skrift eller ansigt til ansigt. Og til dem, der føler sig ramt i min nære kreds – sorry, #Alterlove <3
♥ “Det skal nok lykkes!”
Børn er ikke en garanti i livet, og det bliver man pinligt bevidst om, så snart der står “ufrivillig barnløs” et sted i papirerne. Det, du måske håber på, er at indgyde håb, men i virkeligheden virker det lidt negligerende og “pyt skidt”-agtigt.
♥ “Er I virkelig sikre på, at I skal i behandling? Jeg mener bare, det kan jo godt være det sker naturligt, hvis I giver det lidt længere tid”
Jeg forstår din optimisme. Men. Hvad der i starten er et meget romantisk øjeblik; “Er vi virkelig der? Skal vi lave børn sammen? JA FOR FANDEN”, det når over tid at blive rimelig ufedt og måske skaber det mere distance i kæresteforholdet end den nærhed, man havde håbet på. At have sex hveranden dag, også de dage, man ikke har energi “fordi jeg har ægløsning” – it sucks. Og hvis man når dertil, hvor lægen kalder den og siger “behandling, nu!”, så er det ofte tjekket, kontrolleret og tjekket igen. Det er ikke en tilfældig beslutning fra deres side. Så ja, man er rimelig sikker.
♥ “… Men spiser I også rigtigt?”
Man bliver bombarderet med rigtig mange velmenende råd om kost, nedsat motion, alternativ behandling. Og med mindre man spørger direkte efter et godt råd eller en akupunktør, så kan det mest af alt føles som om, at det man gør i forvejen ikke er godt nok. For nogen virker det at spise anderledes, fx ved PCOS, men for andre, som mig fx, så ændrer kosten intet. Og det er svært at sammenligne din bekendte, der gik til akupunktør og *PUF* var gravid med twins, med ens egen situation. Indtil videre er min erfaring, at både min egen læge og vores fertilitetslæge er rimelig opmærksomme på, hvad der kan hjælpe. Sidstnævnte sidder trods alt med det hver dag.
♥ “I er bare så seje, hvis nogen kan klare det, så er det jer”
Det er et sært kompliment, som jeg ikke har vidst, hvordan jeg skulle reagere på. Øh, tak? Det lyder som om, du tror, jeg er mega sej og stærk og klarer det, som var det en flytning eller et jobskifte. Som om de højere magter har valgt os til det her. Men jeg føler mig lille og usikker og dårligt tilpas, jeg er ked af det og spændt, og jeg føler mig ikke særlig sej. Og jeg er ikke glad for, at det er os, der er ramt, fremfor naboen. Jeg vil ikke have, at det er nogen af os.
♥ “Måske skal du prøve ikke at tænke så meget over det”
Det er i hovedet hele tiden. Hele freaking tiden. Fordi det er tid til en sprøjte igen. Fordi du skal på klinik og scannes. Fordi du har ondt som ind i helvede i æggestokkene, fordi de bliver så hyperstimuleret af hormoner hele tiden. Du tænker på det hele tiden. Og sådan en kommentar giver mest af alt dårlig samvittighed – tænker jeg så meget over det, at jeg psyker min krop fra en graviditet? Er det min egen skyld?
♥ “Man kan altså sagtens leve et dejligt liv uden børn”
Det kan man helt sikkert! Selvfølgelig kan man det – det er der mange, der har gjort frivilligt/ufrivilligt gennem tiden. Det er bare rigtig tidligt i livet at træffe dén beslutning om et liv uden børn, når det nu er det, man vil have. Det er jo dét, man vil have, når man når så langt til fertilitetsbehandling. Men tro mig, dén tanke suser forbi. Det tager nok bare tid at nå dertil, hvor man er klar til at gribe den og kigge nærmere på den.
♥ “Måske det er naturens måde at sige, at I ikke skal have børn?”
Det er den klart hårdeste kommentar, jeg har fået. Det er det samme som at sige, at epidemier i Afrika er jordens måde at slå “bestanden” ned på, og det er grimt sagt. Der er ingen højere mening med vores forplantningsevner, når to velfungerende, sunde, kærlige og fornuftige mennesker ikke kan få børn.
♥ “Der er rigtig mange børn ude i verden, som bare venter på at blive adopteret – har I overvejet det?”
Nede på vores fertilitetsklinik er der pamfletter klar til at informere os om adoption, så JA, den er kørt forbi lystavlen. Men adoption er ikke lige til. Jeg ved ikke, hvad Madonna og Angelina Jolie har gjort, men du kan ikke bare tage et gadebarn med hjem fra din ferie i Indien. Der er sindssygt stramme regler omkring adoption, det er meget svært at komme til, og så er der mange års ventetid. Et par i vores familiekreds har nu ventet i fire år. Det er ikke lige til.
♥ “Hvis det er nogen trøst, så er det altså ikke altid toppen med børn”
Selvfølgelig er det ikke det. Det er heller ikke altid toppen at gå på arbejde, at have en kæreste osv. Men det stopper os jo ikke i at drømme om et fedt arbejde eller en sød kæreste, vel?
Hvad jeg til gengæld rigtig gerne vil, det er at fortælle. Tale trinene igennem, igen og igen, for så forstår jeg også selv bedre. Så spørg ind til processen. “Hvordan fik I besked? Hvad betyder det? Hvordan er processen fremadrettet? Hvordan har du det med det?”. Min svigermor har været rigtig sød til at ringe til mig, bare for at høre, hvordan jeg har det de sidste par dage. Den der omsorg – den ligger ikke i den rigtige helbredende sætning (for den findes ikke), den ligger i omtanke. At få et opkald, at spørge ind til dagen, hvordan det går med sprøjterne osv. Lyt, vær nysgerrig, spørg ind til, hvordan det hele fungerer. Vær ærlig – du må gerne bande af det sammen med mig. Men det er sgu også rart at grine ad det engang i mellem. Det gør vi i hvert fald herhjemme på de gode dage.
Tilføj endelig til listen – over do’s and dont’s! Igen, jeg er rimelig ny i det men hurtig på læringskurven. Vi har ikke haft fejlslagne ICSI-forsøg endnu, så jeg er ikke så hærdet og hårdt ramt. Endnu. Måske I er nogle med et andet syn, et andet behov, og det kan være mega behjælpeligt for andre at læse jeres tanker i kommentarfeltet.
Foto af Amanda Thomsen
