^^^Årets julefoto 2016 – er det bare mig eller ser vi MEGET mere modne ud end nedenstående billede taget præcis samme tid sidste år? Haha!
Jeg håber sådan, at I har haft en dejlig jul? Har I? Lykkedes det hele?
Vi havde en fin jul, selv om sovsen skilte, ingen havde tænkt på kartofler og den slags. Det var hyggeligt. Og det har været nogle strikbløde og rare dage. Set bort fra Urd, der ruskede bilen rundt på kongevejen på vej hjem fra provinsen for lidt siden.
Og så Georg Michael. Goddamnit! Af alle de entertainere, kunstnere, vi har mistet i år, så var det den der ramte mig hårdest i hjertekulen i morges, da jeg groggy og skæv i fjæset slukkede alarmen og så min pushbesked fra nyhedsappen. To af mine mest spillede bånd på walkmanden var 1) Alberte (“…Tænder på et kys, duh duh duuuh”) og 2) George Michaels Faith, I ved, hvor han står med sin sorte læderjakke og gør sig til (“… If we have faith in each other, then we can be…”). Foruden Smølferne. Selvfølgelig. Der skal være balance i smagen.
Geo minder mig totalt om min mor. Hun har godt nok spillet meget Older på det gamle B&O-anlæg derhjemme, mens vi har danset rundt på strømpefødder på parketgulvet i vinkelstuen i det lille parcelhus. I provinsen, der hvor man må spille på max volumen, til højtalernes liv hænger i en tynd tråd, uden nogen overbo stamper i gulvet. At sidde der og spise popcorn med måsen i de pink sofaer, se på verdens smukkeste kvinder, supermodellerne i Freedom 90, og flagrende hvide lagner på VIVA, mens man ønsker sig bryster og at ligne en dame, mens Geo synger “Sometimes the clothes do not make the man!”. Eller til jul, dét der kunne få mig op om morgenen klokken løgn i rækkehuset i Ballerup, som min far boede i de første mange år efter skilsmissen, det var tanken om Last Christmas i bilen. Vi skulle køre hjemmefra, før Fanden fik sko på, for at nå i skole i Hørsholm. Trods mørke og kulde kunne min far lokke med at tænde det lillebitte plastikjuletræ med de mikroskopiske multifarvede pærer, der sad mellem de to forsæder med strøm fra cigarettænderen. Det var det hyggeligste, det var et øjebliks kvalitetstid med min far og min søster inden en lang skoledag, og kulden gled helt ud af hukommelsen, når han satte Last Christmas på anlægget i Citroënen, og vi nød plastikgranen fra bagsædet hele vejen til skole. Og som voksen har jeg en stålfast tro på, at jeg kan danse ægte jive, så snart Wake me up before you go-go. Det er dén, jeg sætter på mindst én gang efter midnat til fest, og benene kører rundt, og jeg spjætter, til jeg får sidesting.
Det var trist at vågne til dén besked. Jeg havde samme oplevelse, da Michael Jackson. Som et lille stykke barndom, der går hinsides og ikke kan fåes igen.
Min ferie er slut! I morgen møder jeg på arbejde igen, og det er fint. For i går i de sene aftentimer bestilte vi en lille rejse til marts – det gibber i mig af glæde ved tanken om at fejre vores ti-års-kæreste-dag under sol og med sved på læben.
Møs til jer fra spisebordet, hvor mit spritnye spotkøb fra Fakta pryder min udsigt – jeg har købt sådan nogle LED-stearinlys, der blafrer ivrigt og udgyder tisgult lys. Det er lige noget, jeg prøver, haha! Jeg kom nemlig til at læse en artikel om indeforurening grundet stearinlys, og dén sløve død skal vi ikke nyde noget af. “Død ved Asp-Holmblad”, hah!
