Vi er simpelthen så trætte, Adam og jeg. Eddie derimod; fuld fart frem. Han føles nærmest som om, han peaker i de her dage. Så glad, så skæg. Vi taler enormt meget sammen, og han bliver bedre og bedre til at give udtryk for sin lille vilje og sit store hjerte. Han kysser og krammer og sig ‘haaaij’ til ALLE. Og han bliver utålmodig, når vi ikke kommer nok smør på brødet hurtigt nok.
Men vi er trætte. De voksne. Jeg havde glemt alt om, hvor strabadserende det er at flytte! Det tager så lang tid. Og hvor har man mange ting!! Vi har mange ting! Det er helt tosset. 134 kvadratmeter og en gang kælderopbevaring blev til 1,5 container, som vi vinkede farvel til søndag. Hvilket faktisk var en halv mindre end flyttefirmaet havde budgetteret med. Men stadig helt utroligt mange ting. Og de sidste ti flyttekasser blev pakket i al hast, så der er virkelig mange ‘diverse’-labels med løs dims, vi nok i virkeligheden skulle have smidt ud. Men på et eller andet tidspunkt orkede vi ikke mere. Jeg tror, vi pakkede små 100 flyttekasser i alt.
Vi leder fortsat efter et nyt hjem. Og vi sætter vores lid til at sommerferien gør, at nogen får lyst til noget nyt. Så i august og september kommer der en masse dejligt til salg. Ikke? Vi kan godt mærke, at vi får mere og mere lyst til at slække på vores drømme. Bare finde noget. Men samtidig; vi orker simpelthen ikke at skulle flytte igen om 3-4-5 år. Vi skal finde noget, vi kan blive i længere. Flytning er simpelthen så træls. Især når man ikke flytter over i noget. Det tager også noget af adrenalinen og lykkefølelsen fra processen.
Men vi har ikke fortrudt. Jeg kan huske, at jeg var ret emotionel, da vi flyttede fra vores første lejlighed (tilbage i 2014). Vores første hjem sammen! Men denne her gang er jeg mere afklaret. Til trods for at det jo er her vi er blevet voksne. Her vi har bundet os til hinanden i ægteskabet og skålet i champagne på det i gården. Og her vi blev forældre. De mange veer oppe i soveværelset på 2. sal med kig til himlen. Det var magisk.
Men jeg har følelsen af, at vi skal videre til noget endnu bedre. Jeg tror stadig på det. Også selv om det lader vente på sig. Og jeg ved også, at minderne jo ikke bor i væggene men i min krop, mit hoved og i mit hjerte. Og nu skal vi ud og skabe en masse nye et andet sted. Det er okay, at det skal videre. Det lille vidunderlige hus; Fabrikken.
Jeg kan stadig huske lykkefølelsen, som boede i mig nærmest hele det første år. Jeg skulle nive mig i armen over, at vi kunne bo på en stille villavej med fuglefløjt og alligevel om hjørnet fra mit yndlingshjørne af København. Jeg følte mig som verdens heldigste.
Men det er som om, det bliver nemmere at prioritere, når man får børn. Det står ret klart for os, hvad vi savner for at få hverdagen til at fungere. Og det er vigtigere end en fantastisk adresse. Vi drømmer om et rigtig børnekvarter med løb imellem hækkene. Vi drømmer om et lille bitte stykke græs til Eddies små tykke fødder. Vi drømmer om lidt mere plads at lege på end køkkenets lille parketgulv. Det skal nok lykkes. Det tager bare lidt tid at finde.
Jeg har været stille herinde af selvsamme grund. Som jeg skrev i mit sidste indlæg og på instagram i går; det har været en tung tid. En ting er at flytte. Det kan tage pusten fra mange – vi overdrager i øvrigt i morgen, og det bliver en lettelse. Men der var også lige en ægudtagning; ligeså hård den var dagene op til og på dagen, ligeså hurtigt kom jeg mig. Kroppen er sgu fantastisk. Dog fik jeg mail seks dage efter, at vi fik taget æg ud; ét æg (ud af de 15) havde overlevet og ligger nu på frys til næste cyklus. Første gang havde jeg 3 æg på frys. Så 2… Og nu 1 æg! Bare det overlever optøningen… Men altså et sølle æg for pokker. Selvfølgelig skal der ikke mere end ét æg til. Men altså; Eddie var det femte. Jeg kender godt statistikken. Vi har ‘heldigvis’ købt en “3-paks”. En form for tilbudsanordning på 3 ægudtagninger – der er det private sygehusvæsen altså pudsigt. Tilbud… “Knaldtilbud” – er det en hån at kalde det det? Hehe… Anyways. Vi er jo igang, og der er intet andet at stille op end at tage det et skridt ad gangen. Jeg er glad for, at vi starter på et tidspunkt, hvor jeg ikke skruk. Hvor jeg kan være lidt distanceret til hele processen. Det er godt for mit hoved, kan jeg mærke. Det føles stadig anderledes og bedre denne gang.
Jeg har i øvrigt og slet ikke apropos fået tilsendt en masse vidunderlige guides til Danmark. Keep them coming! De kommer drypvis de næste mange uger, jeg tænker et par stykker om ugen, hvis I kan følge med tempoet på mail, jer der skriver.
Men… I dag har vi én begivenhed. Min fætters begravelse. Jeg har gruet for denne her dag de sidste ti dage. Men som jeg har talt meget med min mor de sidste dage om ham, så tror jeg også, der bliver glimt af grin og selvfølgelig en masse tårer. Vejret viser sig også temmelig iltert og omskifteligt; helt som de fleste af os i familien har haft det, forestiller jeg mig. Vrede, sorg, manglende virkelighedsfornemmelse. Det var alt for tidligt og meget pludseligt, en trafikulykke. Smukke, unge menneske. Jeg har plukket blomster i haven til familien, som vi kan lægge i rustvognen, når han kører af sted. Det bliver et svært på gensyn. Det ved jeg, det bliver. Og jeg kan både se for mig, at himlen åbner sig i sorg med os og solen skinnenende midt i mørket, som et lille hej deroppefra. På gensyn.
The post På gensyn appeared first on ROCKPAPERDRESSES.