Mærkværdig. Tung. Trist. Hoved- og kropsomvæltende. Det har været en mavepusterweekend.
Så vi startede fredag morgen på klinikken og skulle have taget æg ud. Jeg vågnede i smerter allerede tidligt om morgenen. Blæren der pressede mod hele systemet. Jeg er typen som hver gang får mindste dosis hormon, og alligevel reagerer helt vildt på det og modner løs. Jeg kunne næsten ikke rette mig ud, da jeg gik ned ad trappen, og det var en lettelse at stå i badet med dette varme vand. Æggestokkene bliver store, spændte og tunge – og det er smertefuldt. Min far kom og skulle hygge om Eddie. Og det var som om, at han godt kunne mærke på mig, at jeg var lidt fraværende. “Min Moaaar…” – det har han for nyligt lært, da han så mig holde en venindes lille baby. Sødeste lille menneske, med alle de følelser i kroppen. Jeg er din mor.
Vi kørte af sted, så vi kom i rimelig tid på fertilitetsklinikken. Jeg kom til, smed bukserne, fik lagt drop, så blev jeg vasket down there, fik lagt fire lokalbedøvende sprøjter i skeden, og så var det igang.
Så længe morfinen suser for ørerne er det til at være i. Men den klinger ligesom ret hurtigt af. Og efter en tre sprøjter fik jeg ikke mere. Og så begynder det altså at kunne mærkes. Man har en scanner oppe og gennem den en nål, som så går gennem skedevæggen og ud i æggestokkene. Den suger så æggeblærerne tomme, en for en. De kiggede i 25 ægblærer og fik 15 æg ud. Og til sidst gjorde det jammerligt ondt. Samtidig faldt min puls pænt meget, og så fik jeg kvalme og begyndte at svede. Det er det samme hver gang. Og så ind til opvågning, og jeg havde så freaking ondt. Det er ikke alle, det gør så ondt på – men når man mosler rundt i 25 æggeblærer, så er det helt normalt at have pænt ondt.
Jeg fik en stikpille og blev hjulpet ind i hvilestuen, og for sago mel altså… Jeg ville bare hjem og ligge i min seng, men man bliver lige set an, til man får det bedre. Og de efterfølgende kvinder som også kom ind så ud til at være i betydeligt bedre stand.
Jeg var så udmattet, at jeg faldt i søvn – og det var perfekt, for da jeg vågnede en lille time efter, så var smerterne allerede bedre. Stikpillen havde taget toppen. Vi fik bugseret mig ud i bilen, hjem til Eddie. Og jeg var træt og ør resten af dagen med lette smerter.
Vi kørte i sommerhus, for det var lige godt det rareste sted at hvile, blev vi enige om. Og om eftermiddagen fik vi en mail; det lille hus vi havde skrevet under på var gået til en anden. De havde frafaldet deres betingelser og handlen var endelig. Æv… Vi havde lige håbet til det allersidste, at vi stod med et hjem, helt ekstraordinært heldige den 1. august. Det var også så vilde odds, vi næsten ikke kunne tro det. At det lige kunne flaske sig. Det gjorde det så heller ikke. Så 5.000 kroner fattigere på advokat og igang med at se på lejelejligheder fra august/september. Der må snart dukke noget op. Vi havde aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi ville stå uden hjem nu.
Men alt det… Ægudtagning og forfejlet drømmehjem. Det var ingenting. Lørdag morgen mens jeg stod og hang vasketøj op, ringede min mor. Hendes stemme var helt skæv og bævende fyldt med væske. Hun forsikrede mig om, at bedsteforældre var okay. Men vi har mistet en kær i den nære familie. Et ungt menneske i en ulykke fredag. Og derfra gik alt helt i itu. Jeg har ikke kunnet mønstre to sammenhængende tanker, for jeg tænker på vedkommende hele tiden. Og på forældrene. På hvor lille og skrøbeligt hele livet er. Hvor åndssvagt det er, at det kan være så skrøbeligt. Det er da latterligt, at man er her, mens man tæller til ét og når man når to, så er man væk. Det ene sekund fra det andet. At man kan bæres, næres, fødes og lande på denne jord. Gøre sige umage for at få en ny dag, hver dag, og så er alt bare væk. Hvordan kan noget så stort og smukt, forsvinde så let og hurtigt? Og jeg tænkte på, hvor fucking sårbare vi er som forældre. Det lille liv på to ben og hudskrabere på begge knæ, som lige nu tonser rundt i gården. Det lille liv, som rejser sig så robust fra et møde med asfalten, “op igen…”. Så robust indtil det er skrøbeligt – på en knivsæg. Hvordan finder man mod til at sende sit barn ud i verden igen, når den lige har taget noget fra en?
The post Mavepusterweekend appeared first on ROCKPAPERDRESSES.