En ny dag, en ny guide til dejlige Danmark. Jeg er så på røven over jeres detaljegrad, fine billeder og lyst til at dele jeres hjembyer. Skriv endelig en mail, hvis din hjemby også skal på landkortet!
I dag skal I sige hej til Laura, som tager os op nordpå. Op til 9000 Aalborg, Aalleren, Ålleren. En by jeg har haft glæde af flere gange, da jeg arbejdede i DR. Velkommen til Laura!

Så blev det Aalborgs tur til at blive vist frem. Og hvor har jeg glædet mig! Jeg flyttede til byen i mine 20’ere. Jeg studerede, gik på brune værtshuse i Vestbyen, så byen blomstre op og så fik jeg et par børn og vupti – lige pludselig dannede den her nordjyske by ramme om mit hjem og mit liv. Og gudskelov for det. Her har du lov bare at være, her er nordjysk lune og så er byen inde i en rigtig god udvikling. Velkommen til Danmarks fjerde største by med Limfjorden som baghave og Vesterhavet som overbo.
Ligesom København er Aalborg en gammel arbejderby. Derfor kan man stadig ane rester af industrien rundt om i byen og flere steder er den gamle industri og den nye kultur- og vidensby smeltet sammen. Fx i Nordkraft, et gammelt kraftvarmeværk, som nu fungerer som et levende kulturhus med højt til loftet – på flere planer. Her finder du fx Skråen, Aalborg musikscene, Kunsthal Nord og Ordkraft, Aalborgs årlige litteraturfestival. Nå, ja og pizzaen er nok en af byens bedste.
Butik Gejst Karolinelund
Tæt på Nordkraft ligger Butik Gejst. Butikken holder hvad den lover og man kan mærke begejstringen for flot keramik og secondhand tøj. Og så er flødebollerne kendt i hele byen. Butikken ligger tæt på Østre anlæg. En af byens mange parker.
Husk at gå forbi charmerende Karolinelund. Her er normalt koncerter hele sommeren og de små byhaver sætter stemningen. Jeg ønsker mig en byhave! Se hvor fine de er.

Hos Cykel20, et socialt bæredygtigt værksted køber du en billig brugt cykel, der er istandsat – og pengene går til Blå Kors.

Den gamle gågade ind mod centrum af byen rummer en masse specialbutikker med hvert deres fokus. Nørregade har det hele og her er næsten ingen kædebutikker. Gaden har haft sit navn siden 1600-tallet og emmer af hygge.
Ameli K-Living
Ameli har alt hvad hjertet begærer af farvede lys, bæredygtigt tøj, smykker og lækre hudprodukter.
Hos K-living skal du købe puder, kaffe og Sissel Edelbo-kimonoer, mens du nyder stemningen.

Husk at gå forbi Guf og Kugler og få den is der blev kåret til Danmarks bedste i 2018. Husk det! Du vil ikke fortryde!

I den historiske bydel omkring centrum er der fyldt med historie og stemning. De fine, gamle byhuse sætter stemningen og fortæller historien om en by med en lang historie. Bygget lige der hvor man nemt kunne krydse fjorden.
Du kan få guidede ture, der fortæller gamle røverhistorier om byen – hvor blandt andet Jens Bangs Stenhus spiller en rolle. I det hele taget er der så mange flotte gamle bygninger i den gamle bydel. Det er bare med at kigge op. Byens flotte rådhus på Gammeltorv er bygget i 1662 og danner ramme om vielser hele året. Det er så hyggeligt at gå gennem Gammeltorv op til Budolfi kirke og se de glade nygifte.


Det er også på denne rute du finder studenterhuset. Her er der plads til alle og koncerterne er i top. Budolfi kirke fra sidst i 1300-tallet rejser sig højt over byen og minder om en anden tid. Lige overfor finder du Aalborgs historiske museum og så er et nyt kvarter skudt op – nemlig området omkring Budolfi plads. Legepladsen er skøn og det kuperede terræn er virkelig hyggeligt. Hos Surdejsbageren serverer de byens bedste surdejsbrød og panini! Stedets surdejsstarter hedder Arnold og er stærk og bundsolid, præcis som nordjyderne selv. Du kan få en surdejsstarter med hjem for 20 kr.
Surdejsbageren Surdejsbageren
Til studentervenlige priser serverer Baco bagels og kaffe. Og du kan få lov at sidde her med computeren hele dagen. Du kan også tage din iskaffe med ned på havnefronten. Gå igennem den hyggelige gamle købmandsgade Gravensgade og kig ud på pulserende Vesterbro med de karakteristiske grønne kobbertag og byens uofficielle vartegn Kimbrertyren.
… Men, havnefronten. Det var den vi kom fra. Her er et virvar af alle type mennesker og havnen rummer alt fra skateboardbaner, jomfru Ane park, det smukke utzoncenter, ja tegnet af ham, Utzon, (som var ”fra Aalborg af”) og endelig Musikkens hus, der huser Aalborgs eget, dygtige symfoniorkester. Her er der feriestemning for alle pengene og havnefronten er helt smeltet sammen med resten af byen. Du kan hoppe i fjorden fra havnebassinet eller gå op til slotsparken og nyde alt det grønne.
Nu kan du gå op forbi Toldbod Plads med det dejlige springvand, der inspirerer til at soppe og hoppe fra springvand til springvand. Måske ender du længere nede af Boulevarden hvor Penny Lane sørger for en fantastisk Citronmarengstærte. Juicen og den gode salat køber du hos Wefeat.
Toldbod Plads Penny Lane
Byens teater ligger lige her i smørhullet og er fuld af liv. Når skuespillerne er færdige med aftenens forestilling, mødes de på brætspilscafeen rundt om hjørnet og blander sig med folk fordybet i spillet. Aalborg er lille og intim på den måde, og det er ikke til at stå for.
Kunsten oplever du på en af byens mange gallerier. Både galleri Kirk og Galleri Væg, der ligger lige ved teateret har haft en finger med i spillet, når det gælder byens mange flotte gavlmalerier. Og når vi taler om kunst kan man ikke komme uden om Kunsten, Aalborgs smukke kunstmuseum designet af Alvar Aaltos. Den smukke bygning, beklædt med marmor, i stringente linjer er et besøg værd. Hele sommeren er der Kunsten Summer Lounge i den flotte skulpturpark, der ligger op til museet og bagved gemmer Aalborgtårnet sig. Du kan stadig få en rød pølse og en øl på toppen af byens gamle tårn. Det gynger lidt og du kan se hele Aalborg. Du kan kigge ned til dyrene i Zoologisk have og selv den lille hyggelige ø, Egholm og dens færge, kan man skimte heroppefra. Måske kan du endda høre suset fra Travbanen.
Til slut kan du lige nå en øl til 15 kr på en af byens gamle arbejderværtshuse, eller hoppe i Aalborg friluftsbad. Du kan tage en kop kaffe på Behag din smag på smukke Gabels torv, og du kan finde vej til Nordens kridtgrav eller den lille skjulte strand i Aalborg Øst, Hesteskoen. Maden er i højsædet på Restaurant Textur, hvor du på bedste nordjysk manér kan få sublim mad til få penge. Drinksene sørger storebror Struktur for. De kan virkelig deres kram. Også restaurant Nam og Applaus leverer på madfronten og til billige penge er Pho Saigon, Wedoburgers og Aalborg streetfood, ved lystbådehavnen i Vestbyen, værd at besøge. Det vrimler efterhånden med kvalitetsspisesteder i byen – og naturen er vild, smuk og tæt på.
Jeg håber, vi ses i Aalborg denne sommer. Så bliver ferien uhøjtidelig, overraskende, afslappende og aalborgensisk.
Kh Laura
The post Vis mig din by: Aalborg appeared first on ROCKPAPERDRESSES.