Bonsoir fra Frankrig!
I morges kl 04.20 ringede vækkeuret for at lokke mig ud af fjerene og i lufthavnen. Jeg skulle møde op 05.15 for at mødes med et par journalister for så at tage på en pressetur til Avene.
I mit ambassadørskab er turen her et krav for at lære produkterne og Pierre Fabre, der er koncernen bag, rigtig godt og kende. Og det vil jeg sige, jeg nu gør, ha!
Det har været benhård konference-proces, hvor vi kørte direkte fra lufthavn til deres hovedsæde direkte ind til den første diaspræsentation. Så endelig en frokost til de slukne maver og så et par timers diasshow til. Det er alt sammen spændende og lærerigt både om eksem men også om bundlinje og fordelingsnøgler i firmaet. Så nu er jeg også udkørt. Det er en 14 timers arbejdsdag og et træt hoved til mig.
Til gengæld er vi nu her kl 19.00 landet i PARADIS! På et lille slot Le Carla i det sydvestlige Frankrig, nær byen Castres. Her har jeg en lille pause på en time, og den nyder jeg i min prinsesseseng (måske nogen af jer har tjekket det ud på instastoryen). Skulle jeg giftes igen, måtte det gerne være her.
Det var sindssygt spændende at læse jeres komentarer til gårsdagens indlæg igennem. Som I fornemmer på dagens destination – jeg er ikke bange for at rejse til Frankrig. Heller ikke Paris, ikke spor. Jeg har også været i byen kort efter Charlie Hebdo. Jeg synes sagtens, jeg kan tage mine forholdsregler og passe på mig og os.
Til gengæld er jeg stadig ikke sikker på Stade de France. Jeg er helt med på at sikkerheden er i top og alt er skærpet, men som flere af jer skriver, så er det bare ikke rigtig de dårlige nerver værd, hvis de går ud over oplevelsen og koncerten… Hm… Jeg tænker at lade Adam læse indlægget og kommentarerne igennem, for I har så mange fine pointer, og så må vi se ad, hvad han tænker. Så tager vi en god snak.
I al fald er jeg sindssygt glad for alle jeres inputs. I er så kloge og reflekterede og gode til at sætte jer ind både i mine og hinandens tanker. Der er altid plads til det hele – også det irrationelle, og måske for nogen, fjollede. I tager det seriøst!
Nu vil jeg prøve at krølle et fladt og fedtet hår, og så må hverdagsglimt vente lidt endnu. Der er sket det fuldstændig åndssvage, at jeg er kommet af sted uden min omformer til mit trebenede computerstik. Den slags kan man ikke bruge hernede, og computeren er selvfølgelig helt død for strøm, tsk tsk… Derfor får I nu et mobilskrevet indlæg. Hvis det ser mærkeligt ud, så er det derfor. Det er da uprofessionelt af en full time blogger! Tsk…