Vi har haft lidt second thoughts omkring Paris-delen af vores sommerferie på det seneste, og jeg fornemmede også stærkt, at I gør jer samme tanker i kommentarfeltet til mit kjole-indlæg. Er det trygt at være i Paris? Især omkring Bastilledagen? Og hvad med sådan en kæmpe stadionkoncert dagen efter Bastille-dagen, skulle vi tage og lade være?
Jeg er i udgangspunktet et temmelig rationelt menneske. Et følsomt men rationelt menneske – kan man være begge dele? Det tænker jeg. Jeg kunne meget nemt blive grebet af den massive medieopmærksomhed for terror, og jeg er også engang hoppet af metroen, fordi en fyr lod en Netto-pose stå på sædet, som han selv forlod vognen. For tænk nu hvis. Tænk hvis der skete et angreb. Tænk nu hvis vi bliver fanget midt i det hele. Det er en frygt, der primært murrer i maven, men jeg prøver ihærdigt på ikke at lade den flytte ind i hovedet.
Jeg har før i tiden tænkt det sådan nærmest skæbnebestemt; hvis det sker for os, så var det meningen, det skulle gå os sådan. Måske i afmagt over hvor utryg og ubestemmelig en fremtid kan være, især med det ene angreb efter det andet sidste sommer. Man kan jo hverken gøre fra eller til, hvis ulykken rammer. Ligeså tragisk som det er.
Og så har jeg holdt ordene “Jeg vil hellere dø stående end leve på knæene” tæt til hjertet. Jeg vil ikke lade være med at nyde livet, tage på Roskilde Festival, tage til koncerter, tage metroen eller et fly, fordi nogen forsøger at gøre verden til et utrygt sted. Jeg vil nyde musikken og natten og maden, for det er livet. De gode ting. Glæderne. Dem vil jeg ikke frarøves, for så bliver det først et fattigt liv.
Men. Nu er vi kommet tættere på. Vi er ikke bange for at tage til Paris – vi har været der et hav af gange, og vi har alligevel ikke behov for at færdes de mest turistede steder. Dem har vi set. På Bastilledagen kan vi holde os lidt for os selv, undgå store pladser, tænke os om, ligesom I skrev. Men dagen efter, den 15. juli, der skal vi til Coldplay-koncert på Stade de France, hvor vi før har været til koncert. Et sted der også blev angrebet samme aften som Bataclan. Det er et stort, uoverskueligt sted med vanvittigt mange mennsker. En gigantisk arena og efter Manchester måske ikke et sted, vi har lyst til at være så tæt på Bastilledagen…
Ih hvor jeg irriteres over at blive så irrationel – blive bange for en hypotese. Noget der slet ikke er sket. Det er vi faktisk begge! Adam har indrømmet, han har gjort sig de samme tanker, og så er det som om min egen frygt får mere liv. Han er, så klichéfyldt som det lyder, min klippe. Han er ikke bange for noget. Men hvis han er, så er jeg det også.
Vi taler om at prøve at sætte billetterne til salg. Hvordan man så ellers lige får billetter til Paris solgt? På den anden side burde vi også bare skide hul i det klart irrationelle og tage af sted og nyde et af verdens bedste live-bands. Åh, vi er splittede! Og det føles både fjollet og dumt!
En anden kliché lyder, hvis vi først bukker under og ændrer vores vaner, så har terroren vundet. Og det nægter jeg at tænke. Men… Måske får hele det her babyforløb og min mulige graviditet til den tid mig til at tænke endnu flere store tanker. Også de mørke og de utrygge. Nu er det kun mig og Adam, men måske et lille nyt liv, jeg har ansvar for.
