I har så mange spørgsmål til mig, og hvor er det dejligt! Det meste vil jeg gerne svare på, men jeg tænker at fordele det lidt ud og blande det med andre indlæg og mere rocker-klassiske indlæg. Som jeg skrev forleden, så er det at forsøge sig med at få en baby ikke alt i livet. Vi prøver i hvert fald og lykkes også rimeligt med at fokusere på alt muligt andet. Derfor er der også outfits og tips til morgenmad og alt det sædvanlige herinde. Livet er også glimmertøj og venner og gode tv-serier (Gift ved første blik <3 ).
Men jo. Det fylder meget. Det fylder i hovedet, i økonomien, i hverdagstrummerummen og på ren dagsbasis.
I denne her uge er vi gået rigtig igang med behandlingen. Flere af jer har spurgt til, hvor længe vi har prøvet, og uden det bliver for detaljeret, så var det længe nok til, at min læge gerne ville starte med at undersøge mig tilbage i starten af december. Blodprøver er det første og den mere simple del af en udredning. Konklusionen var, at jeg vejer lidt for lidt, det har jeg altid gjort, og måske træner lidt for meget. Fint! Lidt mindre træning og lidt mere kage! Men heller ikke det, der gjorde forskellen. Derefter gik vi begge videre i udredningen og summasummarum blev desværre, at vi skulle direkte til sidste trin af fertilitetsbehandlingen; ICSI. Og den er siden blevet bekræftet af endnu en undersøgelse for at være helt sikker. Det var ret tough – at vide at vi ligesom er røget direkte til sidste station. Så er der ligesom ikke flere ting, man kan prøve. Til gengæld får man flere forsøg, så… Finger’s crossed.
ICSI er en rimelig vild proces, hvor man hjælper så meget, man overhovedet kan fra lægernes side. Men ligegyldigt hvem der er udfordret (mand, kvinde, begge), så er det mig som kvinde, der skal mest igennem. Jeg skal tage sprøjter, piller, scannes, bedøves, have taget æg ud. Det hele. Tjek min nightcap på billedet; de hormoner jeg nu stikker mig med hver aften. Fra på lørdag mikset med en morgencocktail også. I næste uge, sometime, så skal jeg have taget en masse æg ud, og så er der nogen dygtige mennesker, der forsøger at lave nogle fine præ-babyer til os. Freaky verden vi lever, men også helt vild fantastisk og sejt – tænk man kan! Det creeper mig lidt ud, at jeg skal aflevere min arvemasse, mine æg, og så bygger de et forstadie til en baby (et embryon), mens jeg går på arbejde. Seriøst. Freaky.
Men med den fart hele processen har, så er det altså også, fordi vi har valgt det private. Du kan sagtens få gratis fertilitetsbehandling i det offentlige, men der er op mod 1-2 års ventetid i hovedstadsområdet (Politiken skrev en artikel om ventetiden HER). Det er lang tid, og jeg tror, den ventetid er rigtig hård.
Vi har talt en hel del frem og tilbage, og ja, det er rimelig dyrt i det private, det er ikke en mulighed for alle. Men vi er priviligerede med arbejde og opsparing. Vi talte lidt om, at det jo ikke bare er en fed ferie, en ny dametaske – det er altså et helt menneske, vi betaler for. Vi køber et helt lille menneske – eller hjælpen tila t bygge det. Kan man overhovedet sætte pris på det? De fleste forældre, jeg kender, vil sige, at deres børn er priceless – ikke i det private, haha, I tell you that!
Det er faktisk ret ucharmerende, ret ufølsomt, men selvfølgelig har den slags en pris. Om du adopterer eller får dem lavet på hospitalet – også i det offentlige, hvor du bare ikke ser regningen, fordi du har taget den over skatten. I det private er alt rimelig straight, du får bare stukket en prisliste i hånden – med tillægsydelser on the side. Som at bestille ekstra topping på din pizza. Fx opbevaring af de æg, du ikke bruger, på frys, på årlig basis, vil du have det? Betal. Det er simpelthen så mærkeligt – men vi er jo bare forvente med det danske sygehusvæsen – vi har aldrig set en regning for en brækket arm eller kemo, men den er der jo. Det, tror jeg, vi tager for givet. Og i det private får du regningen serveret med et kontonummer og en kop nespresso on the side. Det er en mærkelig oplevelse at betale for den slags – det man bare drømte om skete hjemme under dynen. Det lyder næsten ukærligt, ikke?
Jeg var i starten lidt ked af tanken om, at det ikke kunne lykkes i kærlighed hjemme. Det er jo sådan, det burde være. “En smuk og stjerneklar nat, hvor to mennesker smelter sammen” og og og… En baby lavet i ægte kærlighed. Men som min rigtig gode veninde Josefine sagde; “Tænk, alt det I går igennem for at få jeres børn, DET er da kærlighed”. Det er så rigtigt, kæmpe kærlighed og virkelig ønskebørn.
