Godmorgen <3
Det har været overvældende 12 timer – I skulle bare vide, hvor mange sms’er, Facebook-beskeder, mails, kommentarer her og der, jeg har fået oven på gårsdagens indlæg. Primært fra kvinder i samme båd som mig/os. Det er dérfor, jeg deler. Vi er mange flere, end vi tror. Derfor kan jeg også kun sige, at vi altså vinder ved at dele. JA, nogen er heldige, at den er der i første hug hjemme under dynen, på øko-måden som jeg på det seneste har lært, nogen kalder det.. Men i snit tager det altså otte til ti måneder at blive gravid – og for flere og flere skal der hjælp til.
Selvfølgelig overvejede jeg det langt og længe, om jeg skulle dele historien, og jeg talte meget med Adam, om vi havde lyst til at åbne op. Det er meget muligt det allermest private og allerhelligste.
Der er jo dét ved at invitere folk ind i sådan et forløb – folk kommer hurtigt til at sidde på nåle og vente på, at vi siger YES, den er der, når først man siger højt, at man prøver (om det er på DIY-måden eller med hjælp fra læger). Både venner, familie, kolleger – og nu oven i hatten også jer. MEN. Vi blev faktisk enige om, at det ikke er det værste. For ligeså mange der ved om situation, ligeså mange vil råbe endnu højere HURRA, når/hvis den på et tidspunkt er der. JA, man vinder en masse bekymring fra andre, om de siger det eller ej, så kan man mærke det. Jeg kan mærke det. Men man vinder også håb, en skulder at græde ved, en masse ligesindede, der har været hele smøren igennem. Derudover er det faktisk rigtig rart ikke at skulle svare på den evindelige post-bryllups-“SKAL-I-IKKE-SNART-HAVE-BØRN?!”. Når folk ved man kæmper, så er de ikke ligeså ivrige og til tider upassende i deres direkte facon. Jeg har en enkelt gang svaret helt ærligt på spørgsmålet, da en bekendt lidt kækt spurgte, og I skulle se dét ansigt efter mit svar; “Jo, måske, hvis ellers de mange hormoner, jeg skal pumpe min krop med, virker – så får vi måske et barn, jah, vi er faktisk lige blevet erklæret barnløse” – jeg sagde det med et lille smil, og ærligt talt? Det var faktisk lidt sjovt at give det svar, hun ikke havde regnet med – hun anede ikke, hvad hun skulle svare. Endnu engang; don’t ask, du skal nok få at vide, når den er der. Emily nailede den i dét indlæg.
En anden overvejelse omkring at dele det med andre, det er selvfølgelig også et hensyn til arbejdsgiver. Man går jo normalt ikke hen til chefen og siger; “HEY! Vi prøver!”, så snart man har smidt p-pillerne. Det er som oftest noget, man går meget stille med, selv når den er der på øko-måden. Alle veninder jeg har, har været meget forsigtige omkring timing af offentliggørelse osv. Det er lidt kvindens lod i forholdet mellem barsel og arbejdsgiver, især når man ikke er bedre ansat end jeg. Vi er mange på projektansættelser eller værre; freelance-tålt-ophold, og der går man endnu mere forsigtigt med alting. Jeg kan faktisk blive helt vred over den… Ja jeg ved sgu ikke, om det er skam eller hvad det, men at skulle bede om barsel er virkelig et svært kapitel i sig selv for os kvinder! Hey, vi sætter lige liv i verden, så gider I lige ikke give mig ondt i maven over det på arbejde? Men nu skal jeg ud og være selvstændig lige om lidt – jeg har ikke rigtig længere en arbejdsgiver at forholde mig til, så dét hensyn har jeg ikke. Og dét kapitel af rockerbogen, haha! Det tager vi også snart, det hele rykker på sig og selvfølgelig samtidig, sådan er det!
Jeg har så mange tanker omkring det her stadig, som jeg noterer til fremtidige indlæg. Jeg bygger hele tiden videre på listen; “Ting man ikke siger til par i fertilitetsbehandling”. Jeg har også en tv-serie, man seriøst ikke skal se, når man er i IVF-møllen, haha! Så vil jeg gerne fortælle lidt mere om den behandling, vi starter op. Og jeg synes også, der er tanker i, når alle andre bliver gravide omkring en. Og i hvordan et familieliv også kan se sæt nu det ikke virker, for den del har vi også så småt overvejet. Der er faktisk mange måder at lave et lykkeligt liv på.
Det bliver ikke en fertilitetsblog, haha, det lyder fanme for kedeligt! Livet er jo heldigvis mange andre og mega vidunderlige ting. Men jeg er kun blevet bekræftet i, at der er MANGE af jer, der har brug for at høre andres tanker og oplevelser. I må også meget, meget gerne skrive, hvis der er hjørner af det, I selv bakser med, som I godt kunne tænke jer, jeg skriver om – måske jeg har en lignende oplevelse. Endelig del, del, del – hvis ikke jeg har delt jeres oplevelse, så er der helt hundrede en anden i kommentarfeltet, der har. Og det er guld værd.
Lad os lige bruge bloggen til det ypperste, den kan, nemlig at bringe sammen og dele.
Billede af Amanda Thomsen
