Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal starte den historie, der har fyldt mit hoved helt til toppen og klemt alt andet ud de sidste mange uger. Og jeg har også tænkt på, om jeg overhovedet skal starte den sådan på rigtig skrift og ikke bare lade den være mund-til-mund mellem venner og familie.
Men jeg (vi) har lyst til at være åben og dele. Dele den der ting, som jeg har mumlet lidt om herinde i et par uger. For det virker stadig virkelig tabubelagt, lidt skamfuldt og ikke som noget, nogen deler med nogen. Men der må jo være masser af os derude, det viser statistikken (et par af jer fra statistikken har kærligt mailet mig, fordi I havde det på fornemmelse). Og jeg har tænkt at hvis jeg kan bruge mit lille hjørne af internettet og vise, hvordan virkeligheden også kan se ud for nogen, måske endda skubbe til et lille tabu undervejs, så har det givet alverdens mening at sige højt og være åben.
Jeg har sindssygt mange tanker om det, I skal til at læse, og jeg har tanker, der ikke er plads til lige her, men som kommer på et andet tidspunkt. Det hele roder stadig i mit hoved, og jeg tænker helt klart og så slet ikke. Og så vender det hele igen. Sådan har det været i uger.
“I kan ikke få børn”
Det var omtrent det, lægen sagde i telefonen, som afslutning på måneders fertilitetsudredning. Og dernæst noget med at sende os videre i systemet for behandling af “barnløshed”. Det var min mand, der talte med lægen og viderebragte beskeden til mig, mens jeg børstede tænder, og jeg kom til at grine og sprutte. Helt kort og pludseligt, som en mavepuster med lyd og tandpastaskum på.
Seriøst? Spurgte jeg min mand. Ja. Ret seriøst. Det var sgu da en vanvidsbesked at give på telefonen, det kan man da ikke, sagde jeg indigneret. Inviterer man ikke lige sine patienter ind eller noget? Jeg kunne ligeså godt have fået svar på urinprøve eller noget andet ordinært. Jeg troede ikke på det. Så jeg loggede ind på nettet og tjekkede resultaterne. Og dér, allernederst på dokumentet; “… henviser til IVF eller ICSI”. Første tanke: Hvad fanden er ICSI? Næste: Åh Gud. Og så synede jeg ellers hen og ud i googlehavet.
Det er allemandsviden, at man skal holde sig fra Hestenettet, hvis man går og døjer med lidt ondt i hovedet. Tre-to-en, og du er i færd med at google testamente. Det samme gælder min-mave.dk, når man står med barnløshed eller ICSI. Du mister på et øjeblik al tro på foretagendet. Der er førstehåndsberetninger om mange års prøver, om dårlige reaktioner på hormonbehandlinger, følgesygdomme, nogen der kender nogen der…
Jeg svømmede digitalt baglæns og fandt ind hos netdoktor og sundhed.dk. “Sidste trin i behandling af barnløshed” … “Ved ICSI indføres en enkelt sædcelle direkte i ægget” … “Op til to års ventetid i det offentlige behandlingstilbud i Hovedstadsområdet” … “2,3 behandlinger i snit”. “Inden for 3 behandlinger er chancen for at få et barn på op mod 75% eller ca. 25% pr. behandlingsgang”.
Efter at have støvsuget nettet for forklaring og forståelse, så tog jeg Frida i hånden, gik en tur og ringede til min mor. Og så græd jeg. Kender I det? Jeg blev en lille bitte, ulykkelig og opgivende skygge af et menneske, der havde brug for at lægge mig bag hende og være tryg. At skulle genfortælle min mor vores nye virkelighed.
Det var som om, det sank ind hos mig synkront med min genfortælling til hende. Vi kan ikke få børn. Vi er mand og kone, til sammen barnløse, “…siger lægen”. Ufrivilligt barnløse. Altså det er sgu da et underligt ord; hvad fanden betyder det egentlig?
Hun fortalte mig, at hun også havde “… en fætter i familien, der aldrig fik børn, selv om de prøvede i mange år”. Og “… det er da fantastisk, at de kan hjælpe i dag… “. Og “… er I sikre på, at det virkelig ikke kan lade sig gøre selv?…” Og “… det skal nok lykkes!”.
“Det skal nok lykkes”. Den er kommet i mange variationer fra venner og familie det sidste stykke tid. “Det skal nok gå”. “Selvfølgelig får I børn”. “Det skal nok lykkes”. Det irriterer mig faktisk lidt, det der håb alle udsender, når vi fortæller det. For tænk hvis de ikke kommer? Tænk hvis vi skal igennem en og to og tre behandlinger, og det ikke lykkedes? Tænk hvis vi ikke bliver gravide? Tænk hvis processen er for hård? Jeg er egentlig optimist til benet, men måske har jeg lige her brug for at skåne mig selv lidt på forhånd? Skåne mig selv fra skuffe andres håb og mit eget og bare være realistisk. Måske. Måske ikke sker det.
Hvis der er noget, vi er blevet pinligt bevidste omkring, så er det, at man ikke skal tage børn for givet. De er ikke en selvfølge, og de kan heller ikke stilles som en garanti. Og nogen gange joker jeg med, at vi da også bare kan være det der par, der altid renoverer og ommøblerer og maler nye farver på væggen og får en hund og en kat og en hund til. Det skøre par, der ikke får børn. Ha ha.
Første skridt i fertilitetsbehandlingen er taget, og måske bliver vi forældre i 2017. Jeg sætter al lid til lægevidenskaben, skruer lidt ned for min træning, herser lidt med Adams helbred, spiser mine vitaminer og deler lidt ud til ham. “Det skal nok lykkes”.
Billede af Amanda Thomsen
