Billeder: Camilla Jørvad
SEKS måneder, mand! Og kone!
I går havde vi vores allerførste halv-års-dag-bryllupsdag. Og man kan på mange måder sige, at det måske er fjollet på den måde at gøre et nummer ud af det. Altså. Det er jo hverken papirs-, træ- eller nogen for former for metalbryllupsdag. Og i virkeligheden kørte Adam også til Aarhus med arbejde klokken seks om morgenen og er først kommet hjem i dag, og jeg så sæsonpremiere på GIRLS med veninder og chili con carne i går aftes. Men i weekenden blev det fejret så flot vi kunne på Frederiksminde. Et halvt år.
Der må jeg bare sige, det er fanme fedt at være gift. Med Adam, det er klart.
Det er fedt, når jeg står hos bageren og kommer til at trykke forkert pin på Adams kort og kan sige ordene: “Beklager, jeg har min mands kort med mig”. Det er måske en sær situation, men det er sket et par gange. Faktisk kan jeg bare godt lide at kaste “… min mand…” ud, hvor jeg kan. Fordi det lyder så pissevoksent, ligesom dengang jeg for første gang brugte et dankort og kunne sige “på beløbet, tak!”
Det er også lidt fedt, når jeg tømmer postkassen, for der står nu kun ét navn på den, og det er vores eget. Fælles, som ingen andre har. Og det er endda et mellemnavn fra hver af vores mødre. Egentlig rimelig girl power, synes jeg.
Det er også lidt fedt, når Adam præsenterer mig som sin kone – det er så kun sket én gang. På et halvt år! Men det var fedt den ene gang. Jeg elsker ordet kone og tager det over hustru, anyday. En hustru er lidt i et trofæ med flotte negle og vokset overlæbe. I min verden. En kone derimod er sådan en solid krabat, man kan stole på – med uvokset overlæbe. Jeg er en kone. Og jeg elsker det.
Det er også lidt fedt, når folk sender os post med “Fam. Widunok Wichmand” på. Fordi Frida, Adam og jeg nu ikke længere er samboende men en faktisk familie.
Jeg synes faktisk, det føles anderledes at være gift, til trods for snarlig ti-års-kærestedag. Jeg har fået en helt grundlæggende følelse af ansvar, følelsen af at være Adams soldat, både fredsbevarende og i krig. Jeg føler nu mere end før, at vi hinandens ansvar. Det sker jo helt rituelt i kirken på bryllupsdagen; min familie gav mig bort. Før vi blev gift, var jeg faktisk sådan lidt kønspolitisk imod det, “jeg er min egen og ikke nogen andens at give bort”. Jeg overvejede selv at gå op ad gulvet, bare fordi. Men jeg synes faktisk lidt, jeg har forladt dem…? Jeg er stadig nogens datter, men først fremmest Adams kone og han; min mand før sin mors søn. Altså vi er totalt meget ude i noget føle-føle, men det føles altså anderledes. Før brylluppet var mine forældre mine next of kin. Men sker der mig noget nu, så er det Adam, der bliver kontaktet.
Vi har nu valgt hinanden til på alle parametre. Det er altså slut med bare at cykle ud i det blå (eller snestorm) midt om natten, fordi vi skændes. Det er sgu lidt ligesom at gå fra en freelance-tilværelse til en fastansættelse, haha! Som freelancer er du jo sådan set fin nok, ikke? Altså, skøn medarbejder, meeeen… Det er også meget at holde sig lidt fri, sæt nu andre skønne medarbejdere melder sig på banen, ikke? De vil kalde det “omstillingsparat”. Men jeg gider ikke være i et omstillingsparat forhold. Jeg vil nulres helt ind i det med hud og hår og have fælles navn på postkassen. Hr. & Fru Widunok Wichmand.
