Vi er på tuuuur!
Omkring 11.30 kørte vi hjemmefra. Med køresnacks i tasken; prinzen rolle som i barndommen, snackgulerødder og Mads&Monopolet i radioen. Jeg ELSKER at køre på tur, og vi gør det aldrig. Man behøver ikke USA og en åben Mustang for at kalde det en “roadtrip”. En lille Up, en snackbag og en hånd at holde i er rigeligt.
Vi skal på Frederiksminde Hotel i Præstø om lidt og spise god mad og drikke god vin og snakke nogle af alle de oplevelser, der er overgået os de sidste uger, igennem. Og bare slappe af. Sove længe i morgen, hvis vi er så heldige.
Men jeg havde planlagt et lille stop før storforkælelse, og det var et gensyn med Møns Klint. Jeg har ikke været her i snart 22-23 år. Dengang hørte jeg Prop&Berta på min walkman hele vejen fra Fredensborg og herned. Mine forældre var ikke skilt og min farfar levede endnu og var ikke blevet så syg, som han blev år senere. Vi havde madpakker med og var på tur alle seks. Far, mor, søster, bedsteforældre.
Ligeså hyggelige rammerne var, ligeså voldsomt endte turen. En smuk og kringlet nybygget trætræppe slangede sig ned ad klintens side og førte os alle ned på stranden til det krystalklare vand – I kid you not, det er det. De græske øer kunne ikke gøre det bedre, om de prøvede. Al kridtet under fødderne får vandet til at stå turkis mod øjnene.
Jeg har ingen fornemmelse eller minde om, hvor længe vi legede på stranden. På et tidspunkt lød et højt brag og bag os væltede et stort og voldsomt stenskred ned over den smukke strand og ud i det krystalklare vand, der med ét blev grumset.
En mand råbte på hjælp. Hans kone, en fransk kvinde var fanget under stenene, begravet, og mens alle børn, mødre, ældre blev bedt om at flygte i sikkerhed fra stranden, blev alle de mænd, der kunne, og hjalp med grave efter hende, indtil de rigtige redningshold nåede frem. Der kom efterskred, og det var for farligt, alle frivillige måtte forlade stranden. Vi var løbet mod en gammel trappe, den nye var knust af stenene. Min mor, søster, farmor og farfar. Jeg husker min farmors panik og angst ved at lade sin søn blive på stranden med fare for flere skred. Jeg husker lyden af helikopteres propelblade, der skar gennem luften over trækronerne. Og jeg husker min fars helt støvede og slidte hænder, da vi blev genforenet.
Den franske kvinde mistede livet. Køreturen, over broen mod Møn, trækronerne, Falckbilerne, reddere, min far helt støvet, min farfar der forsøgte at løbe med krykke. Et af de tidligste og stærkeste minder jeg har, og det eneste jeg husker fra, da mine forældre var sammen.
I dag tog jeg min mand med derned, min første tur tilbage. Det er det smukkeste, vildeste, rå sted, jeg kender, i Danmark. Det føles så ur-agtigt, så fortidsresolut, at selv dit teleselskab giver op på dig. Du er kappet af for omverden, og alligevel så tæt på dét, der er det vigtigste. Naturen. Kræfterne. Vinden, der blæser så hårdt igennem dit tøj, at ulden er forsvarsløs, blæser helt ind til knoglerne. Det føles næsten befriende, selv om alt i kroppen stivner, rensende. Træerne hyler i et forsøg på at modsige stormen, der gerne vil lege og rive dem op med roden. Bølgerne æder stranden og skider flot på den kommende sommers badegæster. Dit ansigt stivner, næsen løber, huen er på himmelflugt, hvis du ikke holder fast.
Lige dér forstår jeg ikke, hvorfor jeg foretrækker asfalt og metro frem for natur og luft, og jeg minder mig selv om, at “det her burde vi gøre noget oftere”. Men det virker nu også overkommeligt, når turen tilsyneladende gentager sig hver 20. år.
