Her får I mig. Med fedtet hår, efter fem timers søvn i nat. Fuldstændig gennembanket af en fuldstændig fucked op uge. Nej, lad mig strege det. TO uger. To fuldstændig vanvittige uger. Eller – jeg kan faktisk ikke huske, hvornår det begyndte at gå skævt. Det føles som meget længere, og der er kun blevet addet til. Jeg er så banket, tævet og totalt udkørt. Der er nul og nix tilbage på kontoen. Den mentale. Den er udtømt. Kan I huske, at jeg synes, der var lidt for meget ballade på for mange planer? Det er jo ikke engang længere væk end i sidste uge.
Well, der er nyt at føje til listen, haha! Ja, jeg griner næsten. Jeg har i denne uge fået besked om, at det radioprogram, vi har udviklet og nurset de sidste fire måneder – det bliver lukket, ASAP. Vi stopper med at sende, så snart det næste program er udviklet og klart til at overtage. Jeg kan ikke gå ind en masse om hvorfor eller hvordan. Men I kan sikkert levende forestille jer det kæmpe smæk, det føles som. Vi fik besked torsdag, og det var et chok, to say the least. Vi har sendt i fire måneder og selv haft fornemmelse af, at lave noget der virkelig fungerer. Jeg har været på min arbejdsplads så mange år efterhånden, at jeg også ved, at det er kårene. Det er en biks, ting lukker, starter. Men jeg havde med tiden fundet en ro i uroen og usikkerheden. Den ro og troen på, at det nok skal gå alligevel, at jeg bare skal lave noget andet, den er væk. For med lukningen af programmet betyder det også, at jeg er færdig på min nuværende radiokanal. Bum. Der er ikke noget andet program at lave der for mig. Fire år dér – og så er det slut.
Og hvad filan så, spørger I måske. Well, det er jeg ved at finde ud af. Der er et andet konkret tilbud til mig, som jeg ikke kan sige noget om endnu. Jeg ved faktisk ikke selv, hvad det er endnu, men det finder jeg ud af den kommende uge. Men. Nu er jeg heller ikke typen, der hviler på laurbærene. Efter at have grædt og følt mig ægte afvist hele torsdag eftermiddag, så gik jeg hjem, og så noterede jeg alle de tanker, idéer, mennesker jeg har haft en “vi-skal-da-også-en-dag…”-snak med i en lille bog. Og allerede senere på aftenen havde jeg fem møder i min kalender. Bum! Jeg gør alt, hvad jeg kan for at vende følelsen af vrede, afvisning, blødende sår på både faglighed, forfængelighed til arbejdsomhed, action. Men det er en proces.
I formiddags mødtes jeg til en simpel morgenmad med min gode veninde, og der talte vi om denne her teori om, vi begge har hørt om; at vores liv typisk består af tre flader. I må ikke hænge mig op på kategoriseringerne, men husker det som arbejde/studie, økonomi og så dig selv (og alt omkring dig; helbred, familie osv.) Vi kan godt klare, at der er ubalance i ét af områderne, men hvis der er ubalance i alle tre, så kan det føre til stress.
Lige nu roder det sgu i dem alle sammen, og ubalance virker som underdrivelse. Et vanvidsbyggeprojekt der meget pludseligt står til at blive tre gange så dyrt som estimeret i tidernes morgen. En mistet arbejdsopgave. Og så var der det der privatlivs-rod, jeg ikke har delt endnu. Jeg synes, den boner ud i det røde alarmfelt hele vejen rundt. Jesus Christ.
Men hey, af sådan nogle perioder kommer der typisk noget godt. Ikk’? Det der med at ramme bunden – så kan det kun gå en vej. Ikk’? Jeg glæder mig sygt meget til at kunne se den vej foran mig. Det er faktisk næsten pirreligt spændende. Som livet dog kan vende på en tallerken og lave krølle på sig selv. Det er (næsten) spændende.
