fotos Mia Jørgensen
Jeg nærmer mig langsomt et halvvejsmærke på denne her noget anderledes graviditet end den sidste. Anderledes pga. corona, som gør, at jeg ser betydeligt færre veninder og venner end sidst, jeg var gravid. Jeg takker nej til fødselsdage, middage og arbejdsmæssigt også til events og for mange møder. Jeg synes virkelig, det er svært, for på den ene side føler jeg mig lidt ‘åndssvag’ at være så påpasselig, men jeg minder mig selv om, at det ikke handler om mig – det handler om den lille baby i maven. For nyligt blev et nært familiemedlem, som mistede livet i sommer, ‘hyldet’ til en allehelgensgudstjeneste, og jeg ville så gerne med for at ære ham og hans forældre, som jo altså er nær familie. Og det var først nærmest på dagen, at det slog mig, at det da ikke var særlig god idé for mig. At sidde i en kirke, et lukket rum, med en masse fremmede mennesker. Det var en virkelig svær beslutning at blive hjemme synes jeg.
Der er så mange “plejer”, som jeg, til trods for at vi har bokset med corona i otte måneder nu, stadig indarbejder mentalt. Især nu jeg ægte er opmærksom – det var jeg også før, men på en eller anden måde fornyet nu… Jeg tænker meget over, hvordan jeg kan reducere antallet af forskellige mennesker, jeg ser. Det samme gør Adam. Jeg er ikke mega bekymret, men jeg er opmærksom, gør hvad jeg selv kan for at beskytte mig selv. Men altså, skal man rammes, bliver man det, tænker jeg. Lyder det dumt? Men selv om man er så opmærksom og spritter og vasker og bruger mundbind, så kan det jo ske. Det kan være det ene håndtag nede i vuggestuen, at en pædagog pludselig ringer og siger, at en dernede er smittet. Det kan ske, når jeg griber håndtaget på opvaskemaskinen på kontoret eller mine nøgler i lommen, som jeg lige lånte til en kollega. Jeg gør, hvad jeg kan, og mere kan jeg ikke. Når vi nærmer os termin, så er jeg ret sikker på, at vi skruer endnu mere op.
Men kropsmæssigt er det jo også bare anderledes. Jeg er blevet større hurtigere. Jeg har haft det betydeligt dårligere og kastet op (det gjorde jeg stort set ikke første gang). Og jeg er trættere denne gang. MAND! Jeg er træt! Jeg har flere dage, hvor jeg går i seng 20.30, og der er jeg nærmest faldet i søvn siddende, før jeg får taget mig sammen til at børste tænder.
Min krop er træt fordi den er gravid, selvfølgelig, men jeg tænker også de to år med MEGET vekslende søvn spiller ind. Vi er nu oppe på otte nætter indtil videre, and counting, på to år, hvor vi har fået lov at sove fra 22-05. Det er for vildt!! Det gør så meget for mig og os. Alle tre, sådan set.
… Og nårh ja, en krop i form? Det har jeg først nu besluttet mig for at gøre noget ved. Sådan for alvor. Jo, jeg har lavet yoga, når jeg ikke har kastet op. Jeg har købt et graviditets-/HIIT-agtigt hold, som jeg stadig ømmer mig over fra i tirsdags, og i aften skal jeg af sted igen.
Jeg tænker også over, om jeg skal finde noget ny fødselsforberedelse. Måske noget for flergangsfødende? For mig var Smertefri Fødsel ikke helt værktøjet – eller måske blev jeg så overmandet under fødslen, at jeg slet ikke kunne rumme at tænke i værktøjer, hm… Har I nogle anbefalinger? Eller behøver man ikke, nu man har gjort det én gang før? (jeg er generelt fan af al slags forberedelse og meget af det).
Og så har jeg jo til stor forskel denne gang en fødsel i baghovedet. Jeg ved på nogle områder, hvad jeg går indtil – og alligevel ved jeg, at det med al sandsynlighed bliver helt anderledes anden gang. Lige som ingen børn er ens, er heller ingen fødsler ens.
Lige nu er min sidste fødsel mest af alt med til at give mig uro. Den har her to år efter stadig ikke fundet sin hylde (I kan læse første del af den HER). Jeg har ringet til Herlev tre gange og bedt om en efterfødselssamtale – uden en aftale i hus. Men jeg havde den dejligste jordemodersamtale for nyligt (ny kommune, ny svangeromsorgssted), og det blev faktisk taget ret alvorligt, og jeg har nu en til januar.
Jeg tror også, jeg er lidt mindre riskovillig denne gang? Ikke fordi jeg chancede noget sidst, men jeg drømte om hjemmefødsel, kastede mig ud i tre vendingsforsøg (altså, på lægernes ‘go’), klargjorde mig til en sædefødsel. Jeg synes ofte, jeg hører, at kvinder anden gang er lidt mere “det gik jo godt”-agtigt og derfor fx drømmer om en hjemmefødsel anden gang.
Jeg tror simpelthen, at min baggage spiller mig et pus. Og nu ved jeg jo hvilket vidunder, der kommer ud af det hele. Det er de helt store følelser, der er på spil. Jeg blødte en del under første fødsel, og derfor anbefaler man hverken hjemmefødsel eller de der nye fødeklinikker. Jeg skal være på en fødestue, så man har lægerne klar. Og det er jeg egentlig okay med. Men for pokker et andet udgangspunkt end første gang; der tænkte jeg meget “lavet ude, nedkommet hjemme”. Jeg havde brug for, at vi efter at have lave et barn ‘ude’, kunne bringe ham til verden hjemme. Men sådan blev det ikke. Det er jeg egentlig okay med – havde jeg ikke blødt så meget, så kunne jeg måske godt gå for en hjemmefødsel – en velvisiteret hjemmefødsel er ligeså sikker, som en hospitalsfødsel, spørger man de kloge. Men altså, sådan bliver det ikke – og det er helt cool.
Det er på så mange måder anderledes denne gang. Fysisk, mentalt. På den ene side glemmer jeg at følge med i min graviditets-app, og på den anden side er jeg næsten mere nervøs denne gang, fordi jeg ved, hvor stor en gave der venter mig. På den ene side har jeg slet ikke været til så mange tryghedsscanninger på det her tidspunkt som sidst, og på den ande side tænker jeg stadig “om alt går vel”… “Om alt går vel, bliver vi forældre til foråret”…
Det er bare anderledes! Og det er det måske også, fordi vi skal have en lille pige. Sgu. Mere om det i næste graviditets-indlæg 😉
The post Coronagraviditet, andengangsfødende – og hvad gemmer sig? appeared first on ROCKPAPERDRESSES.