Vi kører i lidt ekstra højt gear herhjemme i øjeblikket. På det niveau hvor jeg synes, vi er på vej i overhalingsbanen. Og der skal man ikke være for længe. Det kan man slet ikke, når man har børn. Jeg kan og vil i hvert fald ikke.
Adam arbejder helt tosset meget. Jeg gør også – men er også den, der henter Eddie. Hele det her show med frem og tilbage fra Rågeleje til byen. Vi er ok mættede, må jeg indrømme. Mad, der går meget tit med det. Og det er sjældent, at vi kan ligge fulde 7,5 timer på kontoret. Så det er om aftenen, i sofaen, i sengen, ved spisebordet (åhhh, det lyder som romantik, og gid det var så vel, haha!). Arbejde, arbejde, arbejde….
Jeg går bare og tæller ned til 2. februar. Til vi kan overtage vores hus. Selv om der er tusinde år til. Men det gode ved at være travle, det er, at ugen går så frygteligt hurtigt. Så tre-to-en, er det weekend igen, og så er vi en uge tætter på overtagelse. Jeg er så småt begyndt at se på stilen, hvad kunne vi egentlig tænke os. Med Filmfabrikken lå stilen lige for for mine øjne, men her er jeg meget mere i tvivl. Hvilken retning? Hvordan skal det se ud? Jeg vil bare så gerne gøre det rigtigt – det er dét hus, vi skal have os for altid…
Nu til glimt fra den sidste uge!
Ny virkelighed! Det synes jeg faktisk er overraskende nemt. Man skal bare undgå læbestift inden under, hvis jeg skal give et tip.
Jeg har egentlig ikke været sådan urolig omkring Corona indtil videre, men som smittetallene er så høje lige nu… Det er sgu lidt skræmmende. Det er alle mulige steder, og jeg synes alligevel man møder mange i løbet af en dag. I køen, i kassen, på kontoret, når man henter en kaffe. Så jeg tager mig selv i ofte at bruge mundbind på gaden også, og jeg tror også, jeg vil til at bruge det ved indkøb.
I var enormt mange, der spurgte hvor de skægge farvede er fra; fra Weemedi. En lidt weird tandlægeshop, og jeg ventede i over en måned, fra jeg bestilte. Men skægge er de, når de har lidt kulør.
Vi har høstet de sidste ananasæbler fra træet, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke helt er klar til, at der begynder at være “sidste” i haven. Vi har om alt går vel solgt sommerhuset, og skal overdrage engang henover vinteren. Så de sødeste dejligste ananasæbler; dem får vi ikke at se igen.
Vi har overvejet at få skrevet ind i kontrakten, at hvis det nogensinde skal til salg igen, sommerhuset, så vil vi gerne have besked. Men det er måske mærkeligt at købe tilbage?
Vi er helt sikre på, at vi ikke er færdige med sommerhuse, og vi kigger annoncer hver dag. Bare for at holde os opdaterede. Men det er slet ikke nu, og slet ikke i samme mundfuld, som vi har nu. Vi gad godt 60 kvm i skoven-agtigt. Så det hele er lidt mindre low maintenance… Men Adam sagde; “der skal gå et år!”. Minimum. Og vi skal i øvrigt også have råd, det er en anden ting. Vi står overfor en okay omfattende renovering… Apropos starten på indlægget; en ting ad gangen. Men sommerhus; det er lige os. Det må vi sige, vi har erfaret.
Sådan som Adam opholdte sig det meste af weekenden, i skæret fra sin laptop. Stakkels mand med så meget arbejde.
Jeg har virkelig nydt i årevis blot at være min egen chef, kun at have mig selv at holde mig op på, og hold op hvor er det lækkert. Det føles anderledes, synes jeg, når man har knokleperioder. Men nu hvor jeg også selv arbejder på WAWA, hvor vi efterhånden er et par stykker, så kan jeg godt mærke den der frihed langsomt forsvinde. Det skal jeg ægte lige vende mig til! Deadlines på en anden måde, andre mennesker med forventninger. Mit eget behov for at vise, at jeg kan. Det er sgu svært.
Men næste weekend skal Adam have lov at have fri. Det håber jeg for ham.
For mens Adam arbejdede hjemme, så tog vi på Tothaven. Eddie, mormor og jeg. Det er simpelthen det dejligste sted. For voksne og børn. Dyr i lange baner og man må komme tæt på dem alle. Hvis man tør. De havde lige fået et lille kuld grislinger… Hedder det egentlig det? Hold kæft de var søde. Men Eddie var mest optaget af gederne. Dem kender han også fra Byoasen.
De kalder ham en ægte udedreng i vuggeren. Har overvejet, om han skal i skovbørnehave, men jeg synes den der ufleksibilitet er lidt hård? Nu jeg stadig har lidt fleksibilitet. Og tænk sig, der er under et år til børnehave!! Om jeg fatter det. Det er nøjagtigt derfor, man ikke skal have for travlt med små børn, altså.. Det går så hurtigt. Mindre arbejde, nu, tak!
Eddie har i øvrigt ikke lavet andet end at tale om mormor og Balder hele weekenden. Balder er hans bedste ven fra vuggeren. Han taler også om ham, når han skal sove. Det er simpelthen så sødt. Det er noget, der er kommet sådan ret pludseligt for to uger siden. Storm og Balder. To af hans gode venner. Og de kysser og krammer på billederne i vuggeren. Det er helt vidundermagisk at opleve ens barn har en social cirkel uden om en. Det føles lidt som et lettelsens suk – ah! Han har sig nogle venner. Det er lykke at opleve.
Sådan her ser det i øvrigt ud her pt. Vasketøj i lange baner. Jeg når aldrig at folde i bund. Og flyttede jeg skærmen, ville I kunne se byggeklodser så langt øjet rækker, strategisk lagt på plankegulvet som et minefelt for bare fødder.
Jeg prøver at øve os begge i, at vi hjælpes ad med at rydde op, for ligesom at lære den ene halvdel af os, at sådan gør man – rydder op efter leg. Gerne før man begynder en ny. Men jeg blinker med øjnene og så kører der tre lege på en gang, boremaskine, Pippiskib og byggeklodser. Og så er det nogen gange bare hurtigere selv at gøre det. Vi prøver igen til næste leg!
Men det her lille menneske, ikke? Så sindssyg en kærlighed. Jeg forstår det stadigvæk ikke helt. Jeg vil så gerne gøre mig umage for ham, især med mig selv. Hvor jeg måske kan være kort for hovedet eller mangle tålmodighed med andre, så øver jeg mig i at have det i metermål til ham. Og det lykkes for det meste.
Forleden havde jeg den første oplevelse, hvor jeg følte, jeg skulle sige undskyld bagefter. Vi skulle bage kage sammen, og det sejlede sgu lidt til sidst og piskeriset, som var fedtet ind, var klart sjovere end at høre på mig. Men vi kom i mål. Og jeg fik sagt undskyld for at være sådan lidt voksen classic, som jeg husker det fra min barndom, ‘fordi jeg siger det’, og jeg sagde med det samme undskyld. Mon han forstår det? Lille elsklingsdreng. 2 år om to uger!
På med uld, strømpebukser, lune sko. I dag var første dag! Tænk at vi har fået så mild en september med. Hvad har vi dog gjort, for at have det så godt? (Udover at stå en dødvåd juli igennem, altså).
The post Hverdagsglimt appeared first on ROCKPAPERDRESSES.