Vild uge, sidste uge. Jeg havde ikke forestillet mig, at da jeg tirsdag aften omkring klokken 22.00 delte et billede på instagram fra juni-måned, dengang jeg tog den allerførste sprøjte i vores anden omgang i møllen, at det ville få os helt i mål med Borgerforeslaget. På godt femten timer var vi der, 50.000 underskrifter. Og det bliver ved – nu runder vi snart 56.000 stykker. Det var det vildeste sus! Jeg mener; æg på frys – det er sgu rimelig nichet, hvad? Det vedrører ikke specielt mange – og alligevel var der SÅ mange, der støttede op.
Jeg skrev også i et opslag, at når man føler sig lidt alene, i fertilitetsbehandling, så håber jeg, det føles som en stor og varm krammer, at så mange er klar til at gøre, hvad de kan for at bakke op. Jeg tror måske også, det er det, det handler om? Der er så mange, der kender nogen, og som pårørende er det så frustrerende ikke rigtig at kunne gøre fra eller til. Men her, væbnet med et lille Nem-ID, så kunne man gøre en lille forskel. Eller en stor forskel i virkeligheden, for den enkelte. For nøj hvor har jeg fået mange, “Jeg håber, I får det ændret… Mine æg skal destrueres til…” august, september, oktober… Faktisk er det sådan at hver 10. kvinde ikke bliver mor eller ikke får de børn, hun drømmer om. Det er ret mange uforløste kvinder! Så kender vi altså alle nogen med drømme, som er brast.
Og forhåbentligt er det her ændret inden alt for længe.
Det er sådan, at når et borgerforeslag opnår 50.000 underskrifter, så skal det fremføres af Folketingets formand for salen. Så bliver det behandlet første gang, og så anden gang – her kan man tilføje og ændre i vores tekst. Jeg har hørt på vandørerne, at især en (pisse sej) politiker ønsker at udvide og tale om hjælp til andet barn også, nu området alligevel skal behandles.
Der er sgu meget at gøre op med. Og nu taler jeg slet ikke om økonomi – det har vi politikerne til at fordele. Men tænk sig hvis man udvidede fra tre til seks forsøg i det offentlige behandlingstilbud. Det vil øge chancen for et født barn, fra 64 % til 83% (læs HER). Eller hvis man tilbød hjælp til andet barn i det offentlige også – så vi kunne undgå at gøre forskel på, hvor velstillet man skal være for at få en søskende til sit barn. Jeg synes egentlig ikke at ønske sig en søskende er for meget. Det tror jeg ligger i rigtig mange fædre og mødre. Så kunne man tale om brugerbetaling på barn 3, skulle man ønske sig det. Eller tænk hvis man måtte donere de æg, man havde på frost, til andre der kunne bruge dem, hvis man besluttede sig for ikke at ville have flere børn? Eller hvis vi i det hele taget fik behandlingsgaranti på det her område, ligesom man har det på laaangt de fleste andre i sygehusvæsenet – især taget i betragtning, at tid er en KÆMPE faktor for om man lykkes.
Åh, jeg gad godt, at man kiggede på hele det her område med opdaterede briller, hvor man ikke længere ser fertilitetsbehandling, som noget der er lidt spacey – men faktisk strengt nødvendigt for, at vi bliver ved med at være borgere nok til at betale regningerne. Og også med det syn, at det altså er et sted mellem 16-26 % af unge mennesker i den reproduktive alder, som får brug for assistance for at lykkes med børn. Det er altså mange! Det er den mest udbredte sygdom i denne her aldersgruppe; 20-45 år. Mere end astma og diabetes og andre gængse sygdomme… Og alligevel er behandlingstilbudet så mangelfuldt (eller selve mulighederne er fantastiske, de bliver bare ikke tildelt nok, hurtigt nok).
Og sidder du og tænker, ‘wow, det handler meget om æg herinde pt’, hehe… så ja! Jeg er blevet ægte bidt af en gal høne. Ej – IVF-humor parkeres her og nu! Men jeg sidder med det her emne HVER dag, fordi vi arbejder så intenst på WAWAWOMB også. Jeg læser rapporter fra WHO, fra ReproUnion, fra Rigshospitalet, fra universiteter i Østen, Mellemøsten… Det er tungt og svært! Selve det projekt skal jeg nok fortælle meget mere om – det går så hurtigt og vildt for sig. Vi har fået en ny partner ind, vi gør klar til at søge funding, og projektet er gået fra at være en lille hjemmeside, til at være en full blown techløsning, som kan understøtte alle i fertilitetsbehandling. OG give viden om fertilitet – især for unge mennesker. Altså, hvis jeg skal sige det, sådan helt, ydmygt; det er ret sygt. Haha!
Vi arbejder så intenst, fordi vi gerne vil i luften samtidig med, at vi forhåbentligt for Borgerforeslaget igennem Folketinget. Der arbejdes på, at det fremsættes i åbningsugen, og så går der 1-2 måneder, før det er i mål. I drømmescenariet i hvert fald. Med et stort ønske fra vores side om at nå det før 1. december. For pga. Corona er alle ægdestruktioner sat på pause frem til 1. december. Så tænk, hvis vi kan undgå, at nogen falder i et hul derefter?
Men det handler jo selvfølgelig også meget om æg og behandling, fordi vi er der. Midt i det. Det billede… Altså undskyld mit franske, men fuck, hvor var det hårdt at starte op. Altså vi har jongleret det frem og tilbage, og talt om det som vejede ingenting. Som om vi bare skulle ned og hive i en automat. Som det var ren hypotetisk. Men da jeg sad der med den første sprøjte… Det blev alvor! Og så stod det klart, alt det der lå foran mig. Jeg begyndte virkelig at græde og Adam græd med, og det gør han godt nok sjældent.
Selv om jeg blev ægte glad igen efter behandling og faktisk (næsten) følte, at jeg havde glemt hele det år i behandling, da Eddie først kom, så må jeg indrømme, at lige der, den aften, med duften af Menopur spredt i køkkenet, så kom det hele tilbage. Og det gjorde faktisk ondt på mig at tænke på hele den rejse, alt det vi var igennem. Kroppen glemmer ikke. Lugtesansen gør slet ikke. Og det føltes som om mit maveskind var lavet af læder, og nålen af gummi. Jeg kunne ikke få den ind. Og det tog mig så lang tid, hvor jeg bare sad og græd. Og blev lidt urimelig; hvorfor skal vi det her igen?
Men det skal vi selvfølgelig, fordi den største gave venter for enden af det hele. Og nu er det pludselig ikke bare en gave til os, men til Eddie, og det vægter dobbeltungt.
The post Vi er i mål! appeared first on ROCKPAPERDRESSES.