Det er fantastisk, at I tager så vel imod mine rejseindlæg! Det giver mig blod på tanden til flere, men hæver også presset, hehe…
Efter en hektisk havanesisk ankomst, får vi en god nats søvn. Omvæltningen fra at sove med uldne sokker hjemme til åbent vindue og et lagen over os er vild og velkommen.
De hoppende og dansende myrer i maven og naboens galende hane har fået os ud af sengen tidligt lørdag morgen; vores allerførste dag på Cuba. Den lange og beskidte afrejse bliver skyllet af under en kold bruser, og solcremen fugter. Rodolfo, vores rynkede vært, kommer listende med friskpresset juice, “Buenos dìas!”, morgenbrød og søde sager; “huevos?”. Vores stadig sløve spanske forstår intet, så et “si, si, gracias!” resulterer i en omelet 5 minutter senere. De smukke, blåfarvede glas over døren til altanen står knivskarpt med solen bankende ind. En solstribe når næsten fødderne og havnens friske luft fylder næseborene. Den sorteste kaffe glider lige ned, “nu er vi her fanme, skat, skål”, og glassene klirrer mod hinanden.
Ud af døren og ned på gaden, der ser noget slidt ud. Den sene ankomst har ikke givet os mulighed for at fornemme kvarteret ordentligt, men den slumagtige fornemmelse er ikke til at tage fejl af. Gaden er hullet og skraldet. Tre drenge løb om kap og skiftes til at drible en flad fodbold. Vores bare og hvide ben tager fem skridt, stopper op for at tage billeder. Tager fem skridt og stopper op igen. Alt er så anderledes.
Vi går i hvert sit tempo og tager billeder med kameraerne. Jeg går syv skridt foran min kæreste, der et øjeblik er forsvundet, som jeg drejer om et hjørne. Jeg lister tilbage og ser en pæn herre i rød, løstsiddende skjorte tale med min kæreste. Jeg går mod dem, som de starter at gå sammen mod mig. “Where are you from?”, “Dinamarca!”, “When did you arrive?”, “Yesterday!”, “You know there is a salsa festival in Havana today?”. Manden tilbyder at vise os derop, og vi stopper forbi et lille madmarked på vejen, hvor en ung kvinde netop er ankommet på sin cykel med dagens varer.
Herren vil gerne vise os Casa de la Culturo, som Fidels mor ejede engang. Her er salsaundervisning og en bar, der serverer os tre mojitos. Hans øjne er trygge, og han fortæller os kritisk, at cubanerne knapt kan holde skindet på næsen. Fidel har suget alt ud. Han spørger, hvad vores planer er for Havana, og vi har ingen. I brystlommen finder han en tynd kuglepen afgnavet i toppen, lister seværdigheder op til os, “importante”. Han giver os en lykkemønt hver, en pesos, der svarer til få ører. “So are you going to buy cigars here in Havana?”. “Ehm, yes, maybe yes”. “Actually this is the last day to buy cigars, because of the Holidays. If you want to, I can show you a cooperativo, where my friends, who work at factory, are selling”. Vi betaler for alle tre drinks og følger efter ham. Ned ad en smøge, ud på en bred ere jade, og så står vi for an en opgang. Et hurtigt øjekast ind i mørket viser os en 20 meter dyb lejligheden. Vi følger efter vores nye ven op ad smedejernstrappen. To etager op. Og så ind i dybet, langt væk fra Havanas gader. Det føles næsten som om, vi kommer over i et nyt lejlighedskompleks, så langt går vi. Han hilser på et par mænd, der hænger ud på gangen, der ikke længere er dækket af tag, men et kig til åben himmel. Ind til højre, ind i et lille rum på 4-5 kvm. I hjørnet står et par dages opvask. En frodig cubansk kvinde, står og børster tænder.
“Hvad er det her for noget, skat?”. Til højre for os står et plastikhavesæt, og på bordet ligger 7-8 forskellige æsker. “Sit down!”. Vi sætter os på stolene, hårene på mine arme bliver elektriske og rejser sig. En mand kommer til syne i en døråbning og beskuer os. Vores ven fortæller om de forskellige cigarer, og giver os priserne. “Vi skal altså ikke have noget her, det er for mystisk”, vi taler dansk, og det gør vennen nervøs; “What is wrong?”, vi fortæller ham, at vi rigtig gerne vil købe cigarer, men ikke har så mange penge på os. Han foreslår at følge os til en bank for at hæve eller hjem til vores værelse, men vi står fast. “Can we meet you here later, at 3 PM?”. “No, I am busy later, it is now. You see my family and I don’t have food. If you buy now, I get a little money. I need food”. Stemningen bliver trykket, og kvinder spytter tandpastaen ud i håndvasken.
To nye mænd kommer ind i lokalet. To nye turister. De får samme smøre, køber to pakker cigarer hver. Vi skal ud. Vi skal bare ud på gaden og væk. Cigarernes ægthed er ikke sikker, vi har ikke lys til at famle med så mange penge. Vi foreslår igen at mødes senere, med tanken at vi evt. kan brænde ham af, når vi har tænkt os om. Men han afslår. Vi rejser os fra stolene. Mine efterhånden svedige lår efterlader to smalle striber sveddug på sædet. Han ryster på hovedet, gentager “I need food”. Vi går mod udgangen og efter et minuts søgen efter lyset, står vi på gaden. Siger mange tak for al hans hjælp, alle tips i bogen. Vi giver ham 5 CUC som et stort tak. Ca. 1/3 af hvad en cubaner tjener på en måned. Han tager pengene, ryster på hovedet og forsvinder hurtigt om et hjørne. Det var ikke den eneste dag, man kunne købe cigarer, erfarer vi.
Halvanden time er brugt, og vi stopper og mærker efter. Det var ubehageligt. Vi beslutter os for ikke at følge efter nogen igen, vi ved jo ikke, hvad der venter os i lejlighedernes dyb. Vi går mod centrum, og allerede to gadehjørner længere væk hvisker en ny mand, en ny “ven”; “Cigarro?”. “No me moleste, por favor”, læser jeg op fra parløren. “Lad os være, tak”. Det bliver en slidt sætning på rejsen.
Havana er varm, fugtig. Bilosen hænger tungt, og trækker i lungerne. Første møde med havaneserne på gaden var kaotisk. Men vi bliver stærke til at sige nej tak. Og de respekterer.
Vi får fem dage i Havana. Fem helt igennem vidunderlige dage. Vi starter tilbageholdende, men få dage fra start har vi givet efter. Vi er forelskede.
Guidebogen beskriver landet; “Trapped in a time-warp, Cuba is like a prince in a poor man’s coat. Behind the sometimes shabby cascades, gold dust lingers”.
Hvis Cuba er en prins i usle klæder, er Havana kongerigets brogede, krogende, opkæftende bordelmutter. “You come for a good time.” Fuld af farver. Historier. Anmasende og uden sans for pli. Omfavnende fremadbrusende, højtråbende. For meget, for fræk. For vild. Du er altid velkommen, og hvis du vil, og hvis du giver efter, så får du dage, du aldrig glemmer.
Sov // Elsa og Rodolfo, et ældre ægtepar – Rodolfo har kæmpet med Ché i 1950′erne. De har en skøn, stor lejlighed i Habana Vieja. Vi fik vores eget værelse, stue, badeværelse og altan med udsigt over havnen. De er fantastiske værter, laver god morgenmad og er super hjælpsomme (Inquisidor nr. 556 apt. 5, tlf.: 862-7100 – skriv til mig for mailadresse) // Spis // Meson de la Flota – flamengo hver aften (Mercaderes nr. 257). Sloppy Joe’s – historisk burger joint (Zulueta nr. 252) // Bar Dos Hermanos – Hemingways stamsted. Gode, simple skinke/ost-sandwiches (San Pedro nr. 304) // Paladar Los Mecaderes – gode drinks og romantisk altan at spise på (Mercaderes nr. 207) // Kaffe // Café el Escorial – skøn kaffe med vanilleis, direkte på Plaza Vieja (Mercaderes nr. 317) // Dans // Casa de la musica – it-stedet for cubanerne at danse så forbered dig på kø! (Neptuno)
