Jeg har en fuldstændig hjemmebrygget teori om, at man kan vurdere et lands BNP ud fra standarden af toiletter. Er det et hul i jorden (som i Tanzania), så går det sgu ikke helt godt. Er der både træk og skyl og måske endda et snurrende toiletbræt, så er der vækst og glade dage.
Hvad vil jeg med den teori her? Jeg har i tre uger levet uden toiletbræt – ikke at det ikke kunne sidde på, men cubanerne “sparer” brættet og lader hængslerne sidde. De bruger heller ikke toiletpapir. Jo allernådigst i lufthavnen, hvor en dame er ansat til at dosere tre skiver til hver toiletgænger. Og når du har brugt papiret, så skal du være så venlig ikke at smide det i toilettet, da rørføringen er meget gammel og ikke kan klare den slags. I min teori passer Cubas toiletvaner perfekt. De har ikke meget. Og vi lader os flere gange fortælle, at en gennemsnitlig månedsløn svarer til ca. 100 kroner om måneden.
Men ligeså fattige de er på sunde lokumsvaner, ligeså rige er cubanerne på både livsglæde, venlighed og smil så brede og hvide som de mest paradisiske bountystrande.
Jeg vil over 4-5 indlæg til jer fortælle min oplevelse af Cuba; folket, stemning, den fattige rigdom. Her er først mødet med Havana!
Vi ankommer til Aeroupuerto de la Habana, Cuba, den 13. december sent om aftenen. Luftfugtigheden på 90 % presser vores tøj mod vores varme hud og får det at gennembløde med salt sved på få minutter. Rygsækkene gnaver i skuldrene, og øjnene er matte. Men vi er fremme efter ca. 14 timers rejse. Kulde, det enorme arbejdspres lige inden afrejse, savn af familie – alt er glemt, så snart vi træder ud af lufthavnens automatiske døre og ud på taxaholdepladsen, der forekommer hektisk og som en lille myretue med 500 nyankome, friske turister som os fra samme fly. “Mister, mister – taxi to Habana?”. Ja tak, men vi skal lige veksle penge fra euro til CUC, nå at trække vejret og slå op i vores guidebog, hvad sådan en taxatur skal koste – de skal ikke tage os ved næsen allerede. Gamle rejserotter er altid på vagt.
Men chaufførens pris mod Habana Vieja (Havanas gamle bydel, hvor vi skal bo) er standard, så vores rygsække smides i baggagerummet på en gammel lada. Og da mine hænder glider henover dørens lak, kan jeg mærke ujævnheder og penselstrøg; selv om den gamle lada ser farligt velholdt ud, så har han selv været i gang med pensel og maling. Ind på bagsædet uden sele. Men hvad gør det, når jeg alligevel synker så langt ned i sædet, at to mand høj skal til for at fiske mig op igen?
Vi har givet chaufføren adressen fra vores casa, som vi har kommunikeret hjemmefra med – på spansk vel at mærke, ikke vores stærke side. Vi har ikke fået en endelig bekræftelse, men satser på en seng og et sted at sove alligevel. Tredive minutter efter stopper vi på en øde gade; “er vi her allerede?”. “I just have to talk to my wife”. Han er stoppet uden for sit eget hjem, og skal altså lige ind og have en besked fra sin kone. Imens venter vi i Ladaen.
Han kommer hurtigt tilbage og køre os ti minutter længere, og så stopper vi på endnu en øde gade, kun oplyst af narkomanafskrækkende, gule lygtepæle. “It is here!”. Tre unge drenge står i døren og en herre på ca. 40 år toner frem i døråbningen; “Cat-he-rine??”. “Si, si!”. “Habla espanol?”. “Un poquito!”. Og det er heller ikke lyv, jeg taler en smule spansk, som dog ikke er blevet opdateret siden 7. klasse. “Habla ingles?” spørger jeg, og han svarer “Un poquito”. En smule. Og så fortæller han os, at vi skal lige rundt om hjørnet for at finde vores casa. Hans vens casa. Så vi trasker, gennemsvedte igennem den hullede gade, badet i det gule lys, i et område der umiddelbart må anses som slum. Hen til en 5 meter smal og 40 meter høj bygning. “Vamos!”. “Af sted”, siger han, og så tager vi første trin af de ca. 50 stykker op ad trappen til vores casa.
Vi ringer på og hører trinene på den anden side af døren. “Buenas noches”, storsmiler en ældre mand, rynket som gammel kiwi. Ca. 70 år gammel. Vi giver hånden og ånder lettet op, hans øjne er milde. Her vil vi gerne bo. “No ingles”, fortæller den herre, der har fulgt os herhen. Vores vært taler ikke et ord engelsk. Men det forekommer ligegyldigt, for med kropssprog og fingerpeg bliver vi budt velkommen i hans hjem. En bygning fra ca. 1920.
Han viser os stolt vores værelse. Et turkismalet værelse med 5 meter til loftet, med de smukkeste håndmalede fliser i lyserødt mønster på gulvet. En gammel mahogniseng og -kommode er de eneste møbler i rummet. Men vi har vores eget badeværelse. Stue. OG altan med udsigt udover havnen. Og så begynder han at tale spansk. I 4 minutter uden stop, men med en endelse der lyder som et spørgsmål. Da vi intet forstår, returnerer vi bare med et“si, si”. Og 20 minutter senere kommer han listende med en bakke med aftensmad til os; dybstegt fisk, hjemmelavet appelsinjuice og sin kone traskende bag sig. “Bienvenidos a Cuba!”. Velkommen til Cuba!
