Det tog mig ca. to uger for snart syv år siden at fortælle min kæreste, at jeg elskede ham. Det var egentlig lidt et uheld, at ordene kom så tidligt. Vi havde grinet højt og dybt og længe, og så røg ordene bare ud. Jeg kunne intet stille op. Ikke trække det tilbage. Men de var jo også rigtige nok, ordene, jeg skulle bare lige vænne mig til, hvordan de lød på den anden side af min hjerneskal. Og så ellers vente uger, hvis ikke et par måneder på, at min kæreste returnerede dem.
Nu har jeg været i et forhold med jer i godt to år. Det er på tide, at jeg får sagt ordene, nu jeg mærker dem i maven; jeg elsker jer simpelthen. Det gør jeg. Det, at jeg kan fortælle, at det hele brænder på, og I så i retur giver mig ro og omsorg. Det er jo faktisk dét, der sker mellem folk, der holder af hinanden. Så tak, og hvor er det dog vidunderligt. Jeg er så heldig. Tak fordi I nærer omsorg både over for mig, men også hinanden.
Jeg har lavet et afkrydsningsskema for de næste par dage; det gjorde jeg også i foråret, da det var værst. Lister er min redning, fordi mit hoved får lov at stå tomt, mens jeg ræser af sted med 150 k/t. Uden listen ville mit hoved meget muligt brænde sammen. Hvis I har lidt meget om ørerne, vil jeg anbefale jer at gøre det samme.
… Ps: Indlæggene til bloggen, mens jeg er væk, har faktisk ikke været stressfaktor ligeså meget som alt andet. Og nu er jeg næsten i mål, så her ikke er helt tomt i knap tre uger 
