… Er, at jeg i år ikke orker at pakke gaverne ind. Jeg kan ikke. Jeg har ikke tid. Overskud. Så ekspedienterne får virkelig lov at arbejde for deres timeløn, stakkels mennesker. Især når jeg har en stor familie og køber for flere tusinde kroner i Royal Copenhagen. I Magasin er de smarte. Der giver de gaveposer med, som jeg selv kan få lov at fylde i. Det kan jeg lige overskue. Det ligner ellers ikke mig, jeg har de sidste små ti år NYDT at finde på et nyt indpakningstema; det brune pakkepapir med en grangren bundet i båndet, det brune pakkepapir med små glasbilleder påklistret. Jeg har pakket ind i avispapir og en mu-li-ard andre slags. Jeg har altid nydt at sidde og se en ekstra gang på de indkøbte gaver, forestille mig modtagernes reaktion med lidt kilder i maven mens jeg taper løs og strammer båndet.
Denne her jul er anderledes end nogen anden jul indtil videre i mit liv. For første har jeg et fuldtidsjob. Samtidig med et fuldtidsstudie osv. osv. I ved jo godt, at jeg har gang i titusinde ting. Men det er for meget, især lige nu. Jeg fik i dag sagt til min kæreste, der i øvrigt også kører på de sidste benzindampe, “det er mig et under, hvis vi når flyet fredag”. På fire dag skal jeg følgende:
Et visum til Cuba der skal fikses (tjek!). 28 timers radio. Minimum 12 planlagte indlæg til – jeg er blandt andet med i en ret sjov challenge i uge 51, så det skal bare nås. Så skal jeg i skole to gange til. Skrive en eksamensopgave færdig. Have møde med ejendomsmægler. Til fodterapeut. Til bendame aka. Beauty Avenue, så skoven kan trimmes inden Cuba. Så skal jeg til en casting. Til frisør. Til et spændende møde. Så skal jeg skrive en klumme, rette en enkelt til. Vaske tøj. Pakke.
Jeg har fire dage og alt for få timer. Jeg er ærligt talt ved at brække hals og ryg og selvtillid. Selvfølgelig skal året sluttes med 360 km/t ligesom, det har kørt det meste af året. Alt andet ville da være mærkeligt, ikke?
Så hvis jeg ikke når alle indlæg, som jeg lover. Hvis jeg stresser og ikke svarer på alle kommentarer, så er det derfor. Jeg er udkørt, kørt over, kørt i sænk. Jeg har aldrig forstået voksne, der mener, at det er stressende at skulle på ferie. I get it. MEN. Jeg læser alle jeres ord. Jeg har dem med mig, og de opmuntrer mig, får mig til at grine i metroen, når jeg har glasøjne og ingen luft i lungerne. I dag var jeg ved at tude lidt i metroen, fordi jeg var skidesulten, træt, mast. Men så læste jeg en så dejlig og varm mail fra en af jer. Tusinde, tusinde tak.
