Mig: “Hvorfor holder du sådan en stor, fin fødselsdag, farmor, når du ikke fylder 80?”
Farmor: “Hvad nu hvis jeg ikke fylder 80? Hvis ikke jeg når det? Næ jeg holder, mens jeg kan”.
Mig: “Og hvad nu når du bliver 80 næste år?”
Farmor: “Så holder vi sgu en fest til.”
Denne smukke dame fyldte i går, på årets længste dage, 79 år. Hun skal fejres i dag med alle sine børn, børnebørn, oldebarn og sine søstre. Og det fortjener hun. Som fyldte hun 80. Fordi det har hun lyst til.
Hun er den største inspiration i mit liv. På sådan et helt menneskeligt plan. Verdens sejeste kvinde. Hun har elsket sin mand (og elsker stadig), verdens bedste farfar, i knap 65 år. Og de sidste 14 år af deres liv sammen passede hun på ham, som han blev mere og mere syg.
Med en svær, skilsmissefyldt barndom, har de to altid været min tro på, at kærligheden stadig kan lykkes. Hvis man gør sig umage: “… Og ikke lader solen gå ned over sin vrede, Cathrine”. Hun har lært mig, at man både “skal holde om og holde af”. Og så kan jeg sige alt til hende, og hun kan sige alt til mig. Selv om der er 55 år i mellem os. Og da min farfar døde i 2007, holdt jeg hende i hånden hele gudstjenesten igennem. Kun afbrudt af at jeg skulle op og synge ved alteret. Og når jeg ringer hver/hver anden uge, snakker vi i 45 minutter uafbrudt. Og så møsser vi altid farvel i telefonen. Det har vi altid gjort [møsselydmøsselyd].
Så farmor skal fejres! Stort! Og så skal hun leve for evigt. [møsselydmøsselyd].
