Det har været den rareste weekend med tid til lidt arbejde, tid til at hygge os, til at lave god mad og gøre ting. Sådan nogen ting vi altid taler om at gøre, men som vi aldrig kommer videre med.
Vi gik på Glyptoteket, beundrede de gyldne vægge, glaslofterne. Jeg bestilte to stykker kage, et af hver slags fra montren, et til Adam, et til mig, men endte med at spise dem begge selv, fordi Adam ikke var sulten. Jeg kan ikke lide madspild.
Og vi startede allerede hyggen fredag. Eller i måske begyndte vi slutningen på feriehyggen fredag. Vi lavede god mad og delte en flaske champagne; skål og god weekend, tak for ferie.
Da vi skulle giftes, aftalte vi, at morgengaverne – som man giver hinanden morgenen efter – skulle være på et lavt niveau. Ikke noget med ure, diamantørenringe og designertasker, som vi har hørt om nogen steder. Budgettet var under ettusinde kroner (som jeg dog – men det må komme i et andet indlæg – overskred, af særlige grunde med en ekstragave). Og det er dér, det kan blive svært, synes jeg. At være kreativ for begrænsede midler.
Først og fremmest mangler vi ingenting, nogen af os (utroligt, nu vi stadig bruger penge). Dernæst så er der også bare en eller anden forventning eller tradition omkring morgengaver. Det skal være noget særligt. Jeg var virkelig på bar bund – lige indtil jeg skulle købe Adams julegave 2015. Jeg stod nede i Juuls Vinhandel på Værnedamsvej og lurede på drinksgear til ham, og så stod den lige der. Vel nok den smukkeste flaske champagne, fra året 2007. Året hvor vi blev kærester. Håndmalet med bladguld.
Gaven til manden der har alt, men som virkelig elsker champagne. Vi elsker champagne. Jeg tror, det er noget, vi har arvet fra min svoger og svigerinde på Adams side. Når vi har besøgt dem i London, så har vi næsten hver altid sat os i stuen ved ankomst om aftenen, fundet snacks i køleskabet, åbnet en flaske bobler og hørt hvordan det går hele vejen rundt.
De har altid bobler på køl – man ved aldrig, hvornår man har en lejlighed til at fejre. Og den der slet skjulte positive tilgang til livet; at der er noget fejre, hvis man vil det. At solen skinner, at man er blevet forfremmet, at ferien er begyndt. Det gør, at vi altid har en flaske på køl. Selv om det kan ligge et godt stykke tid uden at blive åbnet – den er der.
Vi drikker så sjældent, aldrig i hverdagene, så hvis det skal være, så skal det være godt. Så på en eller anden måde gav det så sindssygt god mening, at det lige var champagne, jeg skulle give. Der var en lille hyldest til dén positive livsindstilling; at fejre det små, at vi skal huske og blive ved med det – også efter fem, ti og tredive års ægteskab. For mig sagde den flaske, den gave så meget.
Og prisen? Den nette sum af 900 kroner.
Man kunne sige, at det er helt afsindigt mange penge for en flaske champagne, og det er jo så dér, det særlige også kommer ind. Vi ville aldrig bruge så mange på en flaske champagne normalt. Det her var særligt. Den lille smule, men gode.
Jeg synes, det var den perfekte gave, haha, jeg tror tilmed, jeg tænkte, at det var genialt, gennemført og med omtanke. Selve champagnens symboler, dens betydning i vores historie, og så det særlige årstal – plus, at det var en skideflot flaske at give i sig selv. Ge. Ni. Alt.
Så har vi bare ventet på et tidspunkt at dele den på. Netop ved at være i den absolut dyre ende for os, så skulle det være særligt. I april havde vi ti-års-dag, om to uger har vi et års bryllupsdag. Det føltes som et meget godt år. Og med alt det vi har været igennem i årets syv måneder indtil videre, alt det in mente, så virkede det som en lille sejr at stå så tæt på vores bryllupsdag, som to (rimeligt) hele mennesker (minus æggeleder). Til trods.
Og så er det jo dét med at nyde det små. At jeg fx kan. Jeg er ikke gravid – men hvem ved om nogle uger, om en måned eller to. Lige nu, i det her øjeblik, der kunne vi åbne den og nyde den sammen. Så det gjorde vi. Og Adam lavede den bedste (veganske i øvrigt, det har vi ikke prøvet før) sovs, jeg i mit liv har fået (sorry Sovsekonge-far). Han lavede små pommes Anna, en syrlig salat. Jeg havde købt de lækreste bøffer med hjem fra Torvehallerne.
Alt var godt.
Det er jo det, jeg siger – der er små glimt af lykke.
