Jeg har været her før (læs bare HER eller kig lidt i arkiverne).
Jeg har lige lidt rigeligt om ørerne. Dertil hvor jeg har svært ved at sove og faktisk trække vejret, sådan rigtigt, nede i maven.
For et halvt år siden stod jeg med et program der lukkede i radioen, en fuck-hvad-skal-jeg-finde-på-følelse i kroppen, en angst for ikke at kunne skaffe penge til huslejen/byggeprojekt/babyprojekt – og ja altså, et byggeprojekt der sejlede, en dengang nyvunden diagnose som barnløst par (som I dog ikke vidste om på dét tidspunkt). Jeg var ærligt ramt af en grad af voksenangst, hvor jeg mest af alt havde lyst til at grave mig ned.
Et halvt år senere: Vi er stadig uden børn (og nu en ægleder fattigere), vi er stadig ikke igang med at bygge (selv om det er tæt på). Til gengæld behøvede jeg ikke bekymre mig den mindste smule på jobfronten. Jeg har faktisk aldrig haft så mange ting igang, som jeg har nu.
Ting jeg selv har sat igang, men også ting jeg bliver spurgt ind til, tilbudt osv. Jeg får henvendelser fra flere af jer, der spørger om jeg har lyst til at være med til at starte butikker op, caféer op – faktisk en helt vildt sjov og hyggelig tanke.
Så er jeg blevet inviteret til samtaler med pladeselskaber om at samarbejde. Et par produktionsselskaber har hevet i mig omkring tv. Jeg har talt alvorligt med en stor radiovirksomhed og faktisk nået til at skulle udvikle noget nyt. Et par forlag har inviteret mig til snakke om bøger. Og så videre, og så videre… Det har været seks vilde måneder.
Shit altså… At komme ud af en virksomhed hvor man kæmper om pladsen og bruger årevis på at føle sig værdsat, til at finde sin plads og kæmpe for at blive valgt til. Og så lige pludselig – at komme ud af den virksomhed og verden og mærke, at jeg har en arbejdsværdi. At mærke at der faktisk er folk, der ser noget i mig, uden jeg skal overbevise dem først. Det har været en kæmpe omvæltning – og rigtig sundt. Sådan en mediebranche-tilværelse, hvor man konstant kæmper – det er sgu lidt ligesom at være sammen med ham der, du ved ikke er god for dig for du giver alt for meget, og han giver alt for lidt. Men du bliver hængende med håbet om, at han ændrer sig.
Men det gør han jo ikke. Og det gør branchen ikke. Den kan være en kold skid, der altid har en ny klar i kulissen.
Jeg tror, jeg har brugt seks år på at undersælge mig selv og mit arbejdsværd. På et eller andet tidspunkt tror jeg, man går fra i sømmene, hvis ikke man kommer ud.
Det var godt at komme ud. Og så til rigtig mange sjove tilbud og muligheder. Men hvad fanden gør man, når tid er en målbar og ikke uudtømmelig størrelse? Hvad fanden gør jeg? Desværre har jeg kun to arme og et hjerte – hvad katten stiller man op, når ALT lyder sindssygt spændende, og jeg egentlig har lyst til bare at gøre det hele? Og jeg i øvrigt guilter mig selv ind i et “men-jeg-skal-jo-også-bare-være-taknemmelig”-hjørne, som sagtens også kan rumme naboen til taknemmelighed; usikkerheden med sit “tænk-nu-hvis-tilbudet-ikke-kommer-igen?” (det gør det altså som oftest, hvis ellers det er meant to be, og de virkelig gerne vil arbejde med netop dig).
Hvad gør man?
Man prioriterer. Først og fremmest i en “det-vil-jeg”– eller “det-vil-jeg-ikke”-bunke. Og det er jo så her, man også også skal være en karl til at sige nej. “Tak for tilbudet, men nej tak”. Og de nej’er dér, de sidder fanme ikke løst på mig, det gør de ikke. Jeg vil hellere køre mig selv ned til neglerødderne end at sige nej til folks gode ide, de har taget sig tid og mod til at præsentere for mig – for det er jo bare mig. Jeg kan sove, når jeg bliver gammel. “Det går jo nok” – eller også gør det ikke. Virkelig ikke. Og det er jo så dér, vi er nu, ikke? For Gud ved hvilken gang. Jeg minder sgu mere og mere om min mor og hendes pleaser-gen (dén slags har vi talt om før, det forbandende pleaser-gen).
Men kan man prioritere i en “ja tak”-bunke og en “nej tak”-bunke, så kan man gå videre til en “skal-det-være-lige-nu-og-her”-bunke og en “det-kan-jeg-godt-skubbe-et-halvt-år”-bunke.
Og det er så dér, jeg er nu. Hvad skal jeg kaste mig ud i lige nu og her? Og hvad kan vente lidt tid endnu?
OG OG OG. Når man så har gjort dén øvelse, så kan man jo se på, om man kan uddeligere opgaver, bede om hjælp eller på anden måde få en hjælpende hånd.
Så det er dét, jeg gør i de her dage. Foruden at takke nej til arrangementer med venner og middage. Hvis jeg er presset, må jeg lidt tilbage til basisudgaven af livet, hvor man ikke laver alt det der er nice to do, men mere hvad der er need to do. Og der kan vi alle være forskellige. På min need to do-liste er der træning, hundegåture, at få ordentlige måltider (selv om det kniber lidt til trods for gode intentioner), at komme i bad (som jeg fx slet ikke nåede i tirsdags), ordentlig søvn og at holde bare lidt hånd med Adam. Nice to do er vin med venner, en biftur, middage ude, familietamtam osv.
Jeg skal nok servere min plan, som jeg får den strikket sammen. Den store Autumn/Winter 2017-plan som foruden velsignelsen af en graviditet (come on, it’s time!) også byder på nogle sindssygt seje og spændende projekter.
Og så husker jeg lige at trække vejret imens, jeg taster…
(pssstttt… til de af jer der spurgte til mine lyttebøffer? Det er et par professionelle lyttebøffer fra Sennheiser, man bruger som DJ typisk og som radiovært – de hedder Sennheiser HD 25-1 ii, og de ligger omkring 1.300 kroner)
