Godaften venner – jeg er hjemme!
Vi landede i går aftes efter to rigtig gode uger, nogen har måske set de mange gode kaffer og croissanter og chokolader ikke mindst, vi har kværnet? Og hjemmebragt.
Det har været godt, rigtig godt. Jeg har i gode øjeblik glemt den sidste måneds tumult. Især efter mine sting, fire styks fordelt over midten af min krop, forsvandt undervejs. De har kløet, gjort ondt, gjort brug af bukser umulige med deres snærende liv. Det tog et par dage fra det første sting faldt af til det sidste gav op og gav slip. Og så er det næsten som om, det ikke er sket. Set bort fra de fire røde ar, der pryder mig som de tatoveringer, jeg har aldrig har turdet få men altid har drømt om. Indtil jeg læste, at det nye var ikke at have tatoveringer. Men nu har jeg så fået en slags alligevel, uden blæk men printet ind i kødet. Fire nye naboer til blindtarmstatoveringen. Ingen skal vel heller være alene.
Det har været godt. Selv om jeg på et tidspunkt spurgte Adam, om jeg mon nogensinde kunne blive rigtig glad.
Men det kan man godt. Måske ikke rigtig glad i et stykke tid. Måske jeg også binder mig selv fast til tanken om, at jeg skal sørge for det liv, der var begyndt, men som sluttede igen. Ud af respekt. Jeg kondolerer. Til mig selv. Til min stakkels livmoder, der i trods ikke gider give mig den menstruation, som skal betrygge mig i, at det hele fungerer som det skal igen. Og så vi kan komme videre. “Op på hesten igen”.
Men det er stadig som om, jeg ikke kan tillade mig at være rigtig noget. Helst bare en skygge af det meste. Ikke helt vildt glad. Ikke grine helt vildt, så hårdt at næseborerne vibrerer, og blæren kommer under pres. Heller ikke helt vildt ked af det længere. Mest af alt lidt mellem.
Der er øjeblikke. Små lommer, hvor jeg kan være lidt glad. Og så lidt mere glad i morgen måske. Og måske mere dagen efter.
Jeg har været glad for en god kop kaffe på en fortovscafé. Glad for en solplet i en park med en god bog. Glad for at mærke lægmusklerne ømme sig efter tyve-kilometer-mærket på en dag. Glad for at se solsikker vokse ind i horisonten. Så glad jeg selv mister fornemmelsen af, hvor det hele starter, og hvor det ender. Og det er rart at give slip. Lidt mere, dag for dag.
…
Jeg kører fortsat en lille smule sommerferie herinde de næste dage, skriver lidt her og der men er også i virkeligheden. Mest dér, så længe Adam også har ferie, han tager halvanden uge endnu.
Men jeg er her. Og jeg har hjertet fuld af ord og hovedet fuld af gode kaffebarer, skøre butikker og dejlige solpletter, jeg skal have nedskrevet til jer – der kommer små guides både til min yndlingsby over dem alle, Paris, men også til Antwerpen, til Rotterdam, Amsterdam osv.
Sov godt.
