Jeg har haft en ægte SATC-oplevelse i dag. Jeg vil nærmest sige, det var så 1-til-1, at jeg selv blev i tvivl om, hvis liv jeg faktisk lever. Charlottes eller mit eget? Lige indtil mit bukseben satte sig fast om pedalen på min cykel, så var jeg ikke i tvivl.
Det handlede ikke om stiletter eller sød champagne, men jeg havde dog mine helt store Stella McCartney-briller på på vej derhen. Sådan nogle i brun, forloren skildpadde. Meget Charlotte.
I forbindelse med ægoplægning kan man forsøge sig med akupunktur. Hele sidste del af processen handler om at styrke og tykne livmoderslimhinden, så den gider tage varmt og velkomment imod et æg og holde fast på det. Den proces styrer man med et batteri af hormoner i pilleform. Men efter nu at være blevet scannet to gange uden at have styrket eller udbygget noget som helst, så besluttede vi os for at kigge lidt på det, alternativ behandling. Man kan nemlig ikke øge pilledosis, jeg er allerede gået op. Sidste udvej er at gå tilbage til de hormonsprøjter, jeg fik før ægudtagning, og dem undværer jeg gerne.
Et vennepar har fået to smukke børn af præcis samme behandling, som vi er i, og i denne her del af legen endte de også med akupunktur. Adam havde fisket navnet ud af dem og gav det videre til mig uden at forstå, mit emoji-værdige ansigt, da jeg så navnet. Dr. Mao. Seriøst. Dr. Mao dot dk. Det hedder hendes hjemmeside. Det er sgu da lige dele klichéfyldt og skæbnebestemt (for én der er kæmpe fan af Carrie og co.). Hun skulle være pisse dygtig og faktisk tage del i et forskningsprojekt, der kører pt. omkring fertilitetsbehandling.
Jeg kom ind ad døren. Stillede skoene i entreen i den store herskabslejlighed med nistrede væg-til-væg-tæpper. Gik ned ad en lang gang og satte mig ned med Dr. Mao. Jeg udfyldte papirer. “Hvornår var din sidste menstruation?”. “Hvor længe varer den?”. “Hvad vejer du? … og din højde?”. “Hvor meget træner du?”. “Hvad træner du?”. “Hvad spiser du?”. “Hvor mange gange om dagen går du på toilettet?”. Frue! Doktor! Et behov for at blive dus, før jeg fortæller om das melder sig. Men den luksus har man ikke i sygedoms-/behandlingsforløb. Du lægger dit gule sygesikringsbevis sammen med din kyskhed hos lægesekretæren.
“Okay, du vejer for lidt. Din krop har brug for fedt for at omdanne dine hormontilskud, og det har du ikke noget af. Du skal spise nødder. Helst cashew. Og så får du også nogle hvidløgspiller med herfra, inden du går. En morgen, en aften. Har du allergi?”
Jeg blev ført ind på en briks bag tunge, hvide gardiner. En nål i hver fod. To i hvert ben. En i toppen af hovedet. En i hver hånd. En på brystbenet og seks omkring maveregionen. Og så rullede hun en arkitektlampe hen over maven, som ikke var en arkitektlampe men en form for rugeaggregat, der i stedet for lys sendte varme mod nålene. To fleecetæpper over kroppen. Og så skulle jeg slappe af i tredive minutter.
I hver vores parallelunivers ligger vi der. På briksen, Charlotte og jeg, til lyden af rislende bække, afslappende elguitar og panfløjte, som nålepuder og leder centrum. Hun med lidt bedre hår end mig. Men ellers da, 1-til-1. Ikk’?
Hun virker god og forklarer mig meget mere om processen end min egen fertilitetslæge. Jeg skal tilbage i morgen, mandag og tirsdag. Og i den mellemliggende tid kan I finde mig med hånden i cashewnødderne.
