Jeg har simpelthen haft en mega øv-dag. Og det er selv om solen har skinnet, og vi har kaldt det søndag. Jeg føler mig næsten som et skarn. Kender I det, jeg kunne mærke det allerede, da jeg vågnede. Som tunge tømmermænd skyllede det masende ind over mig, så snart jeg åbnede det venstre øje ved alarmens kald. Jeg var lidt sur på Adam. Lidt sur på at vågne. Lidt sur over at jeg ikke havde sovet nok. Jeg var bare sur.
Så fik jeg åbnet lidt op og forsøgt at sætte ord på det over for mig selv, over for Adam. Og så handlede det egentlig ikke længere om at være sur. Det er bare den første nemme følelse at gribe efter i registret. Jeg var ægte mast.
Jeg sidder med en følelse af ikke at være herre i mit eget liv. Hvilket selvfølgelig, logisk, ikke følelsespåvirket er noget pjat. Jeg har min egen hoveddør at lukke, når jeg vil have fred. Jeg har en bil, jeg kan sætte mig ud i og bare køre bort i. Men, på de der helt store planer, så føler jeg ikke helt kontrol.
Først og fremmest er det her snart skidne byggeprojekt stadig ikke klar til ryk. Den deadline vi havde på at igangsætte byggeriet – det er ca. ti dage siden. Og… Vi bygger stadig ikke. Vi er faktisk slet ikke klar til at bygge, så tilladelsen er forlænget til oktober. Første gang vi ringede til kommunen og forsigtigt forespurgte, det var vist i oktober 2013. Klip til nu, 2017 – vi har aldrig været tættere på, men vi kan ikke selv sætte det igang. Det køres af vores arkitekter, så ude af vores hænder. Så skal der en ingeniør på at gennemregne. Så skal en anderkendt statiker til at gennemregne ingeniøren. Så skal der en mand med forstand på energiregnskab til at beregne om vi overholder alle forhold. Så en type med viden om brandsikkerhed, som kan godkende den ekstra tynde isolering vi bruger, for at maksimere gulvpladsen. Hele tiden en ny, og vi har ikke engang sendt det udbud. Hvis det bliver så dyrt, at vi ikke har råd, ja hvad så? Skal vi så flytte? Vi har, jeg har, virkelig brug for en afslutning. Få det lukket. Tage kontrol.
Og så er det blevet mere besværligt at lave en familie end vi lige havde forestillet os. Det ved I. Det føler jeg hele verden ved, hehe… Alt handler om læger, der siger “nu” eller “nej”. Spis din pille, tag din sprøjte, tag nogle flere piller, træn lidt mindre. I korte træk: Opfør dig gravid. Selv om du ikke er det. Og selv om du ikke ved, hvornår du bliver det. Jeg skulle have været til Milano næste weekend bl.a. med Kat – meeen klinikken mente, det var lidt fjollet at være ude af landet, hvis nu det er dér, det sker. Selv om det nok ikke er det, men det kan jo ske. Vores erfaring siger os, at alt (og intet) er muligt. Så vi roder jinxer ikke noget – jeg bliver hjemme.
Og så var det jo heller ikke helt planen, at jeg skulle ruske op i arbejdsforholdene.
Så… Lige på sådan en solskinssøndag ramlede det hele, og følelsen af ikke at måtte bestemme noget som helst på de store punkter i livet, den var altoverskyggende.
Jeg har brug for kontrol. Brug for selv at kunne bestemme et tempo, et ryk, hvad der skal ske. Ikke arkitekter, ikke kommunen, ikke læger. Os selv. Og så huske tilbage på, da vi selv tog beslutningen om at ville bygge. Ville lave en baby. Det var jo vores valg engang. Effekten af dem lader bare vente på sig.
En lur, en kop kakao, et opkald til min mor (virker ALTID), at aflyse planer (som ellers var gode og indeholdte min farmor og søster), gå en hundetur, tage til træning – det giver klarsyn, ro. Lidt fra denne her liste (den holder altså).
Ligeså tvær og trist jeg vågnede, (nogenlunde) ligeså smilende går jeg i seng. Ikke storsmilende, måske neutrale mundviger, men det er en helt okay start for i morgen. Jeg trækker vejret, helt ned i maven, og hører Frida snorke fra sin kurv. Et forsøg på at nyde det, der er lige nu og her, når nu jeg ikke kan bestemme, hvad der sker i morgen.
Image may be NSFW.
Clik here to view.
Image may be NSFW.
Clik here to view.
