ØJ, hvor er I nysgerrige, og det er så dejligt! ELSKER at mærke, at I er (næsten) ligeså spændte som mig, haha!
I spørger både på insta og her og på Facebook. Hvad er så planen for imperiet? Fru Wichmands vilde værk, jeg bygger på. Det korte af det lange; jeg har endnu ikke en klar køreplan for, hvordan jeg overtager verdensherredømmet. Selv om jeg i et par måneder har vidst, at vores program skulle lukke, så vidste jeg ikke for alvor, at jeg skulle stoppe helt i Statsradiofonien indtil for nyligt. Så den store forkromede plan – den er stadig under udarbejdelse.
Jeg gjorde jo det, for et par måneder tilbage, at jeg skrev alle drømme og planer ned, en målsætning, hvem jeg godt kunne tænke mig at holde møder med osv. Og jeg har fundet ud af, at jeg har virkelig, virkelig mange drømme. Det glemmer man lidt, når man står op, spiser morgenmad, tager på arbejde, kommer hjem, lufter hund, spiser aftensmad og sover igen. Hver dag. Jeg drømmer om at lave en lille tøjkollektion inden for et nichefelt, jeg ikke synes, der laves særligt meget lækkert til. Det er ikke førsteprioritet. Jeg har også tænkt meget på at skrive bøger – et opslagsværk inden for bryllupsgenren er den første drøm. Men jeg gad godt at bevæge mig over i noget mere skønlitterært, men den gode, klare idé har jeg ikke endnu. Generelt drømmer jeg om at skrive meget mere og meget mere forskelligt.
Jeg elsker denne her fase. En hel masse drømme, ting jeg kan mærke i maven lyder sjove, og som noget jeg kan finde kærlighed til. Jeg tilføjer hele tiden til listen, fordi jeg pludselig har tid til at tænke og mærke. Det er virkelig en sund og meget værdifuld proces, og jeg føler mig sygt priviligeret, at jeg har mulighed for at tænke mig om. Det kan jeg primært, takket være bloggen.
Imellem alle drømmene skal jeg jo også tjene penge. Vi står både med et stort byggeprojekt, et ekstra dyrt babyprojekt og så er der den helt almindelige tilværelse, som koster penge. Og jeg har tænkt en hel del over, hvordan jeg mon skal kunne tjene penge – også til de næste drømmeprojekter.
Fordi jeg endte i en situation, hvor jeg selv måtte sige op, så har jeg karantæne fra dagpenge – og i øvrigt ingen fratrædelsesgodtgørelse. Jeg har skulle tænke hurtigt. Jeg har tænkt på, om jeg skulle søge ud i pr-bureauer og tusinde andre ting. Men jeg er nået frem til, at det ikke giver mening. Jeg har altså en platform her og på insta, der tager gode seks-syv timer af min dag, hver dag, og jeg har ikke tjent penge på den længe, fordi jeg ikke har måttet, men jeg har jo også haft en hovedindtægt et andet sted. Det har ikke været dødsnødvendigt.
Bloggen bliver rygraden i det kommende imperium. Jeg vil bruge mere tid på den, være med i kommentarfeltet meget mere, end jeg har været, fordi jeg nu har tiden. Jeg vil lave bedre indhold – fortsætte den gode stime fra den sidste halvanden måneds tid, hvor jeg har arbejdet dobbelt, både på radio og med bloggen for at give den kunstigt åndedræt efter pausen. Men jeg vil altså også tjene penge på den.
Jeg har allerede fået et par “ÅH GUD! Hvor jeg håber, du ikke vil begynde at lave sponsorerede indlæg” – men jeg forstår faktisk ikke rigtig, hvad problemet er med dem?
1) Vi kan selv klikke væk, når vi spotter en annonce på en blog – det står tydeligt mærket, så hvis ikke vi gider, klikker vi bare videre.
2) Jeg synes, der er mange, der laver rigtigt fedt og indholdsrige kommercielle indlæg, fx Emily. ALTID gennemarbejdede og tilpasset hendes univers. Så længe vi gør os umage, så synes jeg, det fuldt ud matcher resten af indholdet.
3) Vi betaler gladeligt 80 kroner for et modemagasin, som er fyldt med annoncer, product placement etc. En blog læser vi med på helt gratis, så for os at have en holdning til indholdet – det er sgu lidt forkælet.
4) For mig, personligt og kreativt, er det skidesjovt at lave de indlæg. Selv om det er noget tid siden, jeg sidst har lavet et, så er det lidt med en Mad Men-følelse i maven at udtænke og gennemarbejde annonceindlæggene. Ser mig selv som en modern day Peggy Olson. Et hjørnekontor på Manhattan, dødsenslækre Jon Hamm er min chef. Jeg, en kick ass copy writer i en reklamebranche, domineret af gamle, sure mandschauvinister. Jeg har en livlig fantasi. Men jeg får altså mere ud af de kommercielle samarbejder end bare penge. Det udvikler mig og giver mig udfordringer konstant.
Når alt kommer til alt, så skal jeg jo have en sund økonomi. Jeg kan ikke forsvare over for Adam at bruge SÅ meget tid på den, som jeg gør, og kræve, at han hjælper mig med den så meget, som han gør med billeder osv., hvis ikke, jeg kan betale min andel af regningerne herhjemme. Så skulle jeg droppe bloggen og finde et helt almindeligt arbejde at dedikere mig til, men det fandt jeg ud af i vinter, jeg ikke har lyst til efter min pause.
Det er sådan, det bliver, og ligesom I ikke skal arbejde gratis, så kan jeg det heller ikke længere, når jeg ikke har en indkomst andre steder fra. For at jeg kan blive ved med at give så meget af mig selv herinde, som jeg elsker, og som jeg synes giver mening, så skal det altså hænge sammen.
Æij, hvor jeg undskylder for mig selv, haha, men jeg ved bare, det er en gammel kæphest i blogverdenen, at nogen ikke kan lide annoncer, sponsoreret indhold etc. Det kan også godt være, det bare er et par enkelte, der ikke kan lide den slags, og de fleste af os har accepteret dem. Men i al fald, jeg skulle lige skrive det.
Hvad jeg ellers har på paletten, når jeg har fået en lille smule ro på omkring opstarten, fået styr på CVR, firmakonto og kort og alt det andet praktiske, det er podcasts. Det har jeg drømt om længe, og nu kan det være, jeg får tiden til det. Jeg har jo oparbejdet alle kompetencerne de sidste seks år. Jeg har et par idéer, jeg har købt det rigtige klippeprogram til det, så drømmen er at prøve det af. Og så håbe på, at det bliver så godt, at I også må høre det, hehe… Og kan lide det!
Lige nu er min tid fyldt ud med virkelig mange og virkelig spændende møder med alle mulige mennesker inden for forlags-, radio-, influencerbranchen. Det er skørt, som jeg i årevis har haft en grundlæggende følelse af at være lidt uduelig og ubrugelig og ikke heeelt dygtig nok – og så forlader jeg biksen, og en ny verden åbner sig. Og der er faktisk en masse folk derude, der synes, jeg kan noget. Ligeså angstprovokerende et sted jeg står, ligeså sundt er det at komme ud i en anden verden. Hvis nogen af jer står ved skillevej som mig, så kan jeg anbefale jer at tro på jer selv, vende kinden til den der djævel på den ene skulder og hoppe ud i det. Vi kan ofte meget mere, end vi tror.
Skrivebord – Eiermann // Skrivebordsstol + tøjstativer – IKEA // iPhone-cover – Swag my case
