I er jo nogle kloge nogen. Det er I. Og jeg ved ikke, om jeg egentlig får sagt det nok, men jeg tager virkelig tit noget med mig videre fra jeres kommentarer. Gode råd, jeres nye vinkel på sagen, alternative muligheder. Og noget der har rumsteret på det seneste, det har været Helles ord i kommentarfeltet HER.
Noget af det hårde ved fertilitetsbehandlingen, det er den store usikkerhed. Kommer der nogensinde et barn til os? Et barn ud af alle anstrengelserne. Jeg er sikker på, at vi kan blive forældre, hvis vi vil, på den eller anden måde. Men hvornår? Hvad vil det kræve af os? Går vi i stykker inden? Bliver jeg dårlig?
Den der usikkerhed, hele det her forløb, hele det sindssygt aktive valg om, at NU sætter vi igang til børn. Det fucker med din hjerne.
I udgangspunktet har jeg egentlig aldrig været skruk. Jeg har endnu ikke følt et dybt, dybt behov for at blive mor, jeg klistrer mig ikke til andre babyer, end dem jeg synes er mega nice mennesker – som jeg typisk også synes om deres forældre. Men på den anden side, har jeg heller ikke tænkt livet uden dem. Jeg har ikke tænkt, at vi ikke skulle få børn. Det er et alt for langt liv, jeg er alt for kort i, til at træffe en beslutning om ikke at ville have børn. Strengt, at vores forplantningsvindue er så skide lille i det store, lange liv! Selv om jeg er overbevist om, at livet også kan leves smukt uden børn. Men det er trods alt også den mest almindelige livsførelse; villa, volvo, vovse og 1,8 barn til samlingen. Og alt det her fertilitetsbehandlingshalløj. Det roder rundt i det hele.
Det er egentlig ikke særligt svært at stoppe med p-piller, når man først lige har givet slip på “ej, det kunne være meget fedt med dén der ferie inden…” og alle de andre præ-baby ting, der står på listen. Man stopper med p-piller, og i snit tager det otte-ti måneder at blive gravid. En form for human russisk roulette. Er den der? Er den der? Er den der, nu? Du er vildt spændt hver gang, op til menstruation, lidt angst, mest spændt. Og til sidst, så vil du ligesom bare gerne have det overstået – ikke så meget spænding, bare mest angst.
Men otte til ti måneder. Det er ligesom en ret glidende overgang, ikke? Og for hver “nårh-den-var-der-heller-ikke-denne-måned”, jo mere vil man den der baby. Det er egentlig en ret smart måde at være indrettet på. Så bliver man ligesom forberedt. Ja ja, så er der også dem der rammer den første gang, og det kan måske være et granatchok, men jeg har endnu ikke hørt, at granatchokket ikke er blevet til ren lykke, når man lige har tygget på den.
Men så er der jo ligesom os, hvor de glemte at putte kuglen i kammeret. Og når vi har ventet længe nok, så sættes møllen igang. Undersøgelser, blodprøver, resultat. Konklusion. Plan. Næste skridt. Og lige pludselig er det at få børn ikke tilfældigt. Det er nøje udregnet, medicineret, kontrolleret. Og lige pludselig er det ikke bare din kæreste og dig i hed omfavnelse. Men inklusiv en midaldrende læge, en laborant, en sygeplejerske. Rummet er ikke længere dit vante soveværelse men en steril rumstation. Det hele er uvant, lidt uromantisk og ret utilfældigt.
Og i alt det her er jeg stoppet op og tænkt – vil vi egentlig have børn? Det er ligesom det familiebillede, vi bliver overpræsenteret for, ikke? Man får da børn. Det gør vi da. Men det gør vi så ikke. Og vil vi så overhovedet? Gør vi bare, som man gør eller gør vi det, fordi vi vil? Det er helt sikkert rigtig sundt at spørge sig selv ærligt, og der er sikkert nogen, der kunne have tænkt en ekstra tanke omkring valget. Men. Jeg tror også, det er mit eget første forsøg på at beskytte mig selv. Passe på mig selv, passe på Adam i det her. Hvis nu det ikke virker efter hensigten eller bare tager rigtig, rigtig lang tid. For det kan det meget muligt. Men så ville vi måske heller ikke have børn, alligevel. Nårh.
Det er virkelig åndssvagt, men jeg har jo for tre år siden købt en lillebitte sparkedragt. Det var jo fordi, der var en mops på! Og siden har tanken spøgt lidt; er det straffen? Jeg tog glæderne på forskud. Altså, jeg er liiidt overtroisk generelt, især når det virkelig gælder. Og der er så meget overtro forbundet med livets største mirakel. Selvfølgelig har folk gennem tiderne skabt de sindssyge “regler”, uvidende at det ikke er med guds indblanding men bare to celler, der smelter sammen. Man må ikke rede babys seng – så får man den ikke med hjem fra hospitalet. Man må ikke få barnevogn eller vugge ind i hjemmet før baby er der osv. osv.
Det hele er skideusikkert, når man er dér, hvor vi er endt. Og så har jeg været bange for at glæde mig og forestille mig, fordi tabet så måske ville være større, lykkedes det ikke. Men så skrev kloge Helle jo i mit indlæg om al usikkerheden følgende:
Det der hjalp mig i kampen mod at give op og falde ned i håbløshedens dyb, det var at “tvinge” mig selv til at turde se frem mod målet. Fx turde drømme om børneværelse og klæde mig som en gravid, selvom jeg ikke turde hvile i den tilstand af frygt for, om den stoppede lige om lidt. Min erfaring i hele det barnløshedshelvede blev nemlig, at det sket ikke hjalp mig at forsøge at skåne mig selv.
Og det har jeg virkelig tænkt meget over. Jeg er ikke en bangebuks, jeg er en drømmer. Og nu har jeg besluttet mig for også at turde drømme om børneværelse og babytøj.
Så jeg hyggede mig kongeligt i går med at lave collage. Det hele blev pludselig virkeligt, vi bygger altså et menneske! Også selv om det tager længere end de ni måneder. Nogen skal have lidt mere tilløb. Om det tager lang tid, kort tid, en adoption. Det skal nok lykkes. Og så skal jeg også have en gyngestol at amme i. Og en sengehimmel og en flettet krybbe. Tak Helle!
Reklamelinks: Gyngestol – FDB Møbler // Sengehimmel – Ellos // Barnets bog lyserød eller blå – Designletters // Luftballoner rød, gul og grøn // Kirsebærtapet
