TO dage tilbage som helt almindelig lønmodtager med pension – på torsdag er jeg selvstændig og skide rad. Det skal nok gå… Det skal nok gå… Det skal nok gå! UIJ, jeg er så spændt. Og nervøs.
Selv om jeg var helt nede på batteri i forrige uge med smerter og alt det pjat, så er jeg endelig helt hundrede tilbage ved mig selv. Ingen smerter, ingen oppustet mave. Jeg kan cykle og træne og har gjort begge dele for første gang i sidste uge. Og det var mega hårdt, haha! Jeg havde stort set ikke cyklet i to uger, og i stedet havde jeg ligget på sofaen i nærmest en uge. Jeg kunne ikke engang holde ud at tale med min kollega samtidig med at træde i pedalerne på vej hjem på cykel, så forpustet blev jeg, haha! Nu går det stærkt fremad, og jeg minder mig selv om mig selv igen – hurra!
Lidt glemt fra den sidste uges tid, der har fået mig rundt om IKEA, burgerbar, Frederiksberg Have og solid morgenmad.
Vi skulle på det Kgl. Teater i lørdags og se ballet og i ren og skær tidsnød, blev vores “skal-vi-ikke-tage-over-og-besøge-det-nye-Westmarket-og-ose-rundt-inden”-date til en hurtig burger. Ind, ud. Og nogen gange er det sgu også lidt fedt at sidde i tylkjole og pink frakke og ligne en på vej til gallafest i 3. g, for så at forlade biksen med pomfrit-ånde, sovs på kinden og friture i frisuren. Det’ bare perfekt. Jeg stødte til gengæld ind i Chris og tænkte meget på, om hun kunne lugte pomfritterne bag ørerne, da vi krammede hej. Man skulle tro, jeg var immun overfor lugten efter tre år bag disken på McD. But no. Den hang stædigt i næseborene.
Så listede jeg mig altså lige til et lille billede under fremkaldelserne – det var det vildeste, jeg længe har set. Giant Steps – en blanding af moderne dans og ballet (ville jeg tro, uden at vide mere end, hvad jeg har lært af So you think you can dance og min ene sæson som balletdanser) i den smukkeste sal i København – den gamle scene på Det Kgl. Teater.
Jeg fik ståpels op og ned ad begge arme. Kors, hvor var det vildt. Vi sagde, i munden på hinanden, “vi burde gøre det noget oftere”, gå i teatret og støtte de dygtige mennesker, der vier deres liv til kunsten. Det er vi for dårlige til. Vi ender altid i bif eller til koncert. Mere teater – hvis I har set noget fedt på de skrå brædder, så del det lige med mig! Giant Steps spiller, såvidt jeg kunne se, indtil den 6. april, og man kan få billetter ned til 95 kroner. En meget fin gave at give en veninde i virkeligheden.
I søndags var jeg til træning for første gang i tre uger! Jeg tog til hot yoga i Senses (Maria Ejegods hold er altid så insane, og jeg er HELT smadret efter – vi taler ømme balder efter yoga. That’s new!). Ligeså hurtig jeg var til at tømme tasken, ligeså hurtig var Frida til at kravle op i den. Seriøst, mopser! Uforbederlige! De skal altid have noget at sove i eller på. Det er virkelig også sødt. Helt vildt sødt. Du kan smide indkøbsposen på gulvet, og så ligger der en mops to minutter efter. Eller tømme en papkasse. Eller smide dit håndklæde eller dine sure underbukser – så bliver de varmet af en mops efterfølgende!
Når Emily inviterer mig på date, så siger jeg JA TAK med det samme. Udover at hun er fortrinligt selskab, smuk som dagen er lang – også med glimmerjoggingbukser og kasket – så er det også sådan en flot morgenmad, der er i vente. Og vi har samme intention om at smage ALT på buffetten (og nogle ting to gang – fx flødekartofler), og det betyder også, at vi uden skam og skældud kan nappe fra hinandens tallerkner, så vi kan komme hele vejen rundt. Det fungerede, og jeg takker gerne JA igen (Emily, læser du det?) <3
Der er en grund til, at det er en af de mest instagrammede “varehylder” derude, ikke? Blosmtermandens udvalg gør mig altid glad. Blomster i overflod, der bare venter på at komme hjem og gøre en modtager glad. Fx en selv. Fra mig til mig.
Nårh, det der? Det er da bare mig, der er i IKEA alene en fredag morgen, som køber for stort ind og undervurderer hvor lille en Up egentlig er. Det var fordi, at der kom en ny kollektion møbler – sådan noget flet-noget og nogle nye puder af Piet Hein Eek. Og fletmøbler har jeg drømt om længe, men de der SIKA-fletting er lidt hampre i pris, så IKEA-udgaven ville være perfekt. Det havde de tyve andre kvinder, der stod og hev i sivlamper og gulvpuder også tænkt, så jeg var lidt svedt fra starten. Jeg glemte glædeligt størrelsen på en Up, da jeg betalte for en sofa, en skillevæg af flet, et ekstra tøjstativ og lidt ekstra tjams; servietter og det sædvanlige “Jeg-forlader-ikke-IKEA-uden…”. Da jeg så kom ud til bilen mødte virkeligheden mig; jeg må anderkende konceptet “mikrobil”. De første tyve minutter bliver brugt på at bakse sofaen ind. To ben inde i bilen og resten ude. Så hele herligheden ud igen, låse bilen, ind og returnere den der skillevæg, for den kunne umuligt være der. Få en masse snor med fra en sød ekspedient, så jeg kunne binde klappen ned om sofaen. Og så forsøge at huske, hvordan jeg havde vinklet sofaen før for at få den ind igen. Og så bakse med det i yderligere en halv time. Sæderne ned. Snor på. En vogn der triller faretruende tæt på nabobil. Alt i mens jeg grinte højt af mig selv over min egen præstation. Men tro kan flytte bjerge, haha! Det lykkedes. Jeg kørte med åben smæk, lav fart hele vejen hjem. En sofa og en svedig overlæbe rigere. Og en hel masse GIRLPOWER-attitude at møde weekenden med. Den fiksede jeg lige selv, psjjjj!
I fredags var det TI ÅR SIDEN vi kyssede for allerførste gang en sen time på Nørrebro Bryghus (I kan læse historien om, hvem der scorede hvem lige her) – og den 1. april blev vi kærester. Ikke så meget pjat der. Kyssedag fejrede vi med hjemmetapas-bord, bobler, X-factor og tre slags kager, fordi jeg ikke kunne beslutte mig. Hindbærsnitte, træstamme og kokostop. Det var perfekt. BTW er klart på TEAM CHILI (selv om det her sgu da er lidt mærkeligt – så find da på noget uden om TV). Hvem stemmer I på? Synes altså ikke Morten er dygtig nok, selv om han har en sød historie, er dybt charmerende og søstrene græder.
SE LIGE DET HAV, DER! Forår, forår kom igen, for du er min bedste ven <3 <3 <3 Frederiksberg Have er simpelthen for fin lige nu.