Quantcast
Channel: ROCKPAPERDRESSES
Viewing all articles
Browse latest Browse all 1569

Hvordan du får buketter til at holde længst

$
0
0

rockpaperdresses, cathrine widunok wichmand

Jeg er blevet så begavet med blomster de sidste dage, jeg har nærmest aldrig haft så mange smukke buketter stående. Det virker vildt eksklusivt, hehe… Så nu bruger jeg ALLE tricks for at holde dem i live, alle tricks jeg nogensinde har lært og opsnuset fra diverse blomsterdamer, florister, min farmor og min mor.

Det er som hele læren omkring botanik, det ved kvinder 40+ alt om. Som en viden man pludselig tilegner sig klokken midnat til ens fyrre-års. Det er ligegyldigt, hvilken obskur eller livstræt plante i gården, jeg spørger min mor til – hun har altid svaret. Og hun ved altid, hvad man skal gøre ved den. Og min farmor er på samme måde. Hvornår får jeg overleveret den der alvidende bog, som de tydeligvis har studeret nøje?

Jeg følger forhåbentligt læringskurven for min alder, og alle de gode råd jeg har fået, dem giver jeg gladeligt videre til jer. For indtil videre står blomsterne smukt.

rockpaperdresses, cathrine widunok wichmand

Jeg vil lige sige, at I kan plukke og smide ud på listen, afhængig af hvor nørdede I er. Den er rimelig udvidet, haha! Men those ladies – de har bare så mange gode råd, jo!

Lad ikke værtindeblomster ligge på køkkenbordet for længe

Jeg kan selv være slem til at lade en værtindebuket ligge på køkkenbordet lidt for længe, hvis vi har gæster, fordi der er tusinde andre ting, der skal være klar. Afskårne blomster er skrøbelige og skal i vand ASAP. Og masser af det! En lun stue uden vand er ikke godt.Varme og mangel på vand er blomsters fjende numero uno. Ja ja, det lyder dejligt højdramatisk, haha! Men det er rigtigt.

Skær stilken på skrå ca. 2 centimeter fra bunden

Hvis dine blomsters stilke ikke er skåret på skrå, når du får dem, så sørg for at gøre det inden du sætter dem i vand. Det skal gøres med en ren og skarp kniv og gerne et par centimeter fra bunden. Jo hårdere stængel – fx roser, jo sværere har de ved at suge vand, jo vigtigere med det skråsnit. Har du fået en buket tulipaner eller en anden buket fra løgplantefamilien, så behøver du ikke skære på skrå. Jo mere vand de får, jo hurtigere drukner de, jo hurtigere afblomstrer de.

Fjern alle blade, der kommer under vand

Fjern alle blade, der kan komme under vand, når du om lidt sætter dem i en vase. De er med til at danne bakterier i vandet, og det tilstopper stænglerne og sørger for at de ikke suger.

Husk en ren vase

Tag en ren vase – hvis der stædigt sidder rester fra gamle buketter, så læg den evt. i blød i vand og soda natten over.

Vandets temperatur har noget at sige

Forskellige typer blomster skal have forskellig temperatur på vandet. Så her et par tommelfingerregler:

  1. Blomster med blødere stilke; tulipaner, fresia, påskeliljer og andre løgplanter (løgene kan godt være skåret fra), vil helst have meget koldt vand. Vi taler sådan noget 15 grader.
  2. Blomster med hårdere, træagtige stilke; roser, syrener og krysantemum, vil helst have varmt vand. Vi taler sådan noget 40-60 grader.
  3. Hvis du har fået en blandet buket, så giv dem lunkent vand eller giv dem vand efter, hvilken blomst der er flest af.

Rent vand, hver dag

Sørg for at skifte vand, hver dag, og er du en rigtig pernittengryn laver du et lille nyt skråsnit hver dag, så de på ny kan suge frisk vand.

Hvor længe holder en buket?

Hvis man passer godt på blomsterne, så kan de holde en uges tid. Krysantemum og solsikker kan holde op mod ti dage, men de fleste holder en uges tid, hvis man passer godt på dem. Jo mere de dufter, jo mere olie indeholder de, jo hurtigere visner de.

Og herfra, så går vi lige ekstra nørd…

Lad buketter overnatte køligt

Min svigermor stiller altid sine buketter ud om natten på en overdækket terasse, og det får dem til at holde endnu længere. De kan ikke lide decideret frost, men hvis der ikke er frost, så stil dem ud. Gerne op ad husmuren, på altanen fx. Eller stil ned i en kælder, eller i en kølig vindueskarm. Og tag dem så ind om dagen, når du nyder dem – men hold dem fra varme, fra radiatorer, brændeovne, masser af sol.

Den lille pose blomsternæring

Hvis du får sådan en lille pose pulver med buketten, så brug den endelig. Den hjælper til at holde bakterierne nede og giver blomsterne lidt næring. Så behøver du ikke skifte vand hver dag, i stedet fylder du bare op med vand, så der er nok.

Din frugtkurv “forgifter” din buket

Hold buketten væk fra frugtskålen – seriøst, hehe… Nogle frugter udskiller ethylen, som får frugten til at modne hurtigere, men det får også blomsterne til at forgå hurtigere.

Give ‘em space

Denne her kommer direkte fra farmor, og jeg ved ikke, om det passer. Hun siger, man skal klippe det lille bånd op, som blomsterdamen giver dem for at holde sammen på buketten. De falder mere naturligt i vasen, og så giver det dem noget luft, som de bliver glade for. Jeg stoler på farmor! Om ikke andet ser det pænere ud i vasen.

rockpaperdresses, cathrine widunok wichmand

 


Viewing all articles
Browse latest Browse all 1569