Jeg har mig lidt af en øv-dag i dag. Eller det vil sige – den er startet hyggeligt, fordi min smukke mor fyldte tres år, og vi var til morgenmad. Som hun siger, “der skal ikke mangle noget”, og det gør der ALDRIG. Hun er typen, der hele tiden render i køkkenet og fylder op. Det ender med en overflod, og hun når stort set ikke at sidde ned i løbet af dagen. Min mor er en over achiever, pleaser, men hun er også ren kærlighed. Hvis jeg har en dårlig dag, så skal jeg bare høre hendes stemme, og så giver jeg slip på det hele.
At have sådan en rolle i nogens liv – det må føles angstprovokerende, nervepirrende, voldsomt, ærefuldt, kærligt. Det hele på én gang. Og det fylder meget hos mig denne her søndag. Ikke de store filosofiske tanker, hvad det vil sige. Det kan jeg slet ikke gribe om endnu. At være nogens mor. Det ligger langt ude. Jeg kan lige knapt rumme håbet om at blive gravid. Og selv det, lige nu, det synes langt væk.
Jeg har det bare stadig skidt, nu på fjerdedagen. Ondt i maven, oppustet – det ligner, at jeg er gravid i femte måned. Jeg lider af sådan en regulær… Selvlede. Jeg føler mig ved siden af mig selv – jeg kan ikke alt det, jeg plejer. Gå tur med Frida, træne, spise det der passer mig. Det skulle gerne klinge af inden for de næste fem dage. Men æij, hvor er jeg en sørgelig undskyldning for mig selv, ha!
Altså for fa’en. Jeg har ikke brækket arme eller ben. Jeg er ikke syg-syg (selv om barnløshed er klassificeret som sygdom af WHO). Jeg er bare… Lidt uden håb. Og det tænker jeg er helt naturligt og helt normalt i alt det her. Det er faktisk første gang, jeg er sådan rigtig ked af det, så det skal der være plads til. Og det kommer nok i bølger fremover. Sorg, tristhed, ligegyldighed, spænding, anspændthed, ulykkelighed. Det hele er over det hele, hele tiden. Jeg kunne godt bruge en god følelse; glæde, lykke eller håb. Lige nu gør det bare ondt, og jeg føler mig meget lidt ovenpå. Min krop er fremmed, stadig.
Jeg fik tjekket op på næste skridt i går – der er næsten to måneder til. Det synes som for evigt. Det kommer jo oven i al den ventetid. Prøve et års tid uden succes. Vente. Så undersøgelser. Vente. Så skridtene i selve behandlingen. Vente. Den der uvished. Det er det værste. Det tager bare tid. Og det kunne have taget endnu længere tid. Jeg er meget taknemmelig for, at vi har mulighed for at vælge det private. Men hvor ville jeg ønske af hele mit hjerte, at vi ikke skulle igennem det her. Jeg ville ønske, at ingen skulle igennem det her. Alle de her følelser, op og ned, freaking hele tiden. Jeg får aldrig fred, for så minder min skøre krop mig om det hele.
Men. Nu anser jeg mig selv som rimelig dygtig til at hive mig selv op igen. Fx ved at plukke en eller flere af de her hjælpere på listen. Selv om det ikke hjælper at tage pænt undertøj på, så er jeg nødt til at gøre et eller andet. Noget håndgribeligt. Som at høre soundtracket til La La Land på repeat inspireret af vores biftur går. Som at tage de spritnye, crispy, lyserøde sneakers ud af boksen. At tillade mig selv at bestille indisk og få leveret til døren – det gør jeg ALDRIG, fordi jeg synes, det er så dyrt. Selv pampering. I dag må jeg gerne. Og nok også i morgen.
Jeg får det ikke bedre med det vuns, men stilstand er også okay. Måske begynder det ligefrem at gå fremad den næste uges tid. Stødt og roligt.
Skirt – Ganni // Knit – Custommade (online soon, similar) // Sneakers – Nike // Banana bag (old) – H&M // Coat – H&M Studio AW16 (similar) // Stockings – Falke “Pure matt“
