Jeg har ikke lukket et øje hele natten.
Der var uro i benene, i kroppen og ondt i maven og mine tanker summede hele tiden tilbage og rundt om dagens begivenheder. I dag klokken 08.50 skulle vi begge møde op på fertilitetsklinik. Jeg skulle undgå mælkeprodukter fra morgenstunden og spise to panodiler hjemmefra, og klokken 09.00 skulle jeg ind på stuen, smide bukser og lægge mig klar på briksen. Jeg skulle have taget æg ud.
Den sidste halvanden uge har været tung. Jeg har haft virkelig ondt i maven, og det er taget til. Lægen har trappet hormonerne ned, fordi jeg er så hurtig i min udvikling og løber fra dem, hvis de ikke overvåger mig tæt. Ingen træning, ingen fest, ingen bukser der strammer, ingen cykelture til arbejde. Min mave har været udspilet og føltes proppet – som én tur for meget i Jensens Bøfhus’ isbuffet. Jeg havde næsten glædet mig til i dag ved tanken om, at det skulle overståes. Men jeg var også skidenervøs – hvor ondt gør ondt? Et venflon til morfika, fire smertestillende sprøjter. Tyve minutters hvile bagefter og en træthed hele dagen. Det var dét, jeg fik præsenteret.
Ondt gør rimelig ondt. Jeg kom op på briksen, gentog mit cpr-nummer, fik forklaret igen, hvad der skulle ske. Hvordan vi kunne følge processen på en tv-skærm, som æggene kom ud til laboranten. Den mest syrede pauseskærm i verden.
Så gik de igang. Først smertestillende i armen, mit hoved snurrede. “Det er ligesom at drikke champagne”. Det ved jeg nu ikke helt. Så den første smertestillende sprøjte. Så de tre næste. Og de niver. “Ligesom bedøvelse hos tandlægen”. Hm… Jeg synes, jeg ligger der længe. Og jeg får flere sprøjter i min venflon. Hver gang føles det som at sidde på en kontorstol og blive snurret hårdt rundt. Jeg flyver af sted på mælkevejen. Jeg sover ikke, men jeg er ikke helt tilstede.
Atten æg får de ud. Jeg havde tidligere på ugen fået at vide at fire til ti var meget almindeligt. Atten æg. Jeg får en stærk smertestillende pille, og så er det slut. Sygeplejersken giver mig tøj på igen. Det er som om, de suget mine muskler med ud også. Jeg er tung i benene og må bruge armene til at få dem ned på gulvet. Det føles næsten som at stavre hjem fra en bytur i Stengade klokken 04.00, spritstiv og med en veninde på armen til støtte. Her er klokken bare lidt i ti en torsdag formiddag, min high er ikke daiquris men smertestillende og min veninde er en midaldrende sygeplejerske med gråsprængt hår.
Jeg bliver placeret inde i et hvilerum med tæppe på og vand ved siden. Adam sidder ved siden af, nusser lidt på armen, men det føles irriterende på huden. “Bare tyve minutter eller til du har det godt” siger min gråsprængte veninde. Men jeg har ondt. Rigtig ondt, og det føles som om min krop er blevet for lille, og jeg ikke kan være i den, så jeg vrider mig, strækker ben, trækker dem til mig igen. De begynder at måle puls og blodtryk, og det hele falder. Min puls roder rundt i fyrrene. Det, de er bange for, det er indre blødninger, “men det sker yderst sjældent”. Jeg er ikke rigtig i bedring, og jeg græder. Hormonerne, følelserne, smerterne. Jeg føles fremmed. Lige indtil jeg får et nyt glas “champagne” i armen, som får mig til at slappe lidt mere af. Sådan ligger jeg i en times tid, indtil farven vender tilbage i mine hænder og min puls kommer op igen.
Vi får besked på, at der er risiko for overstimulering, og hvis de lægger æg op på lørdag, som er planen, så vil den risiko forværres. Derfor skal vi vente en måneds tid og få min krop tilbage til normalen igen. Lidt ærgerligt, men der er ingen grund til at løbe unødvendige risici.
Vi bliver guidet til en bagdør i klinikken, så vi undgår for mange trin og skridt hen til bilen. Hver enkelte skridt jager i maven. Vi tager overtøj på. Det er en underlig tanke; at efterlade vores atten præ-babyer i favnen på en fremmed. De skal nu i varmeskab og se, hvem der udvikler sig flottest, før de så skal på frys til brug næste måned. Godt, de har hinanden, så de ikke er helt alene. Det er lidt hyggeligt at tænke på. Næste tanke. Tænk hvis jeg fik atten babyer. Mindre kan også gøre det.
Da vi kommer hjem, går jeg direkte ind i sofaen, og her ligger jeg det meste af dagen. Jeg skiftevis Netflixer, sover, spiser bolle som Adam henter hos bageren. “Er der andet, du vil have?”. Jeg får særbehandling. Mindre ondt, bare. AC har sendt den fineste buket til mig i går med lyserøde blomster anledning af “pink onsdag”, den til venstre. Min svigermor har været så god og bestilt en buket fra min yndlingsblomstermand rundt om hjørnet, og buketten ankommer, mens jeg ligger og bobler. Jeg placerer dem begge på en stol lige ved siden af sofaen, så jeg kan nyde dem tæt på, mens jeg griner af New Girl og spiser tandsmør et vågent øjeblik.
De næste ti dage skal jeg spise ekstra meget protein; kød, groft brød, mælk. Drikke tre liter vand dagligt. Alt sammen for at afhjælpe den væske der kan samle sig i æggestokkene og give smerter. Ingen hård træning heller, men jeg må godt vende så småt tilbage – men smerter er forventeligt. Jeg har fået en nightcap med hjem fra klinikken til at tage smerterne over natten. Det er perfekt.
Hvad man ikke går igennem for en baby. Men de siger, det er det hele værd.
