Jeg sætter virkelig alt ind på positivitet og det gode i livet nu – for der er masser af det, især i det små. Jeg tænker tit på ordene “det er en dårlig dag, ikke et dårligt liv”. Det er meget nemt at blive sur på det hele, når benene på stolen under os vakler. Men altså, alt er midlertidigt – også det kedelige. Så i stedet vil jeg fremelske det gode, sætte pris på det små og fine. Så nu en masse fokus på det fine og rare fra de sidste dage og uger.
Det er blevet en lille tradition, at vi på et eller anden tidspunkt i løbet af weekenden tager Frida under armen, eller, i hånden, og så går vi en lang tur i vores område. Nogen gange køber vi en kaffe, en kanelsnurre til deling. Men det vigtigste; vi får snakke om det meste. Alt det der bekymrer, glæderne. Hvad er der med gåture? Man taler altså betydeligt bedre, når man går side om side og kigger på bygninger og mennesker.
Vi var ude hos Marokk forleden og så de smukke sildebensfliser – drømme, drømme, drømme! De er så pokkers smukke. Jeg krydser fingre for at byggeprojekt, økonomi – det hele går op i en højere enhed, og vi kommer til at eje sådan et gulv.
Kender I instagrammer @Lauraiz? Jeg ELSKER hendes billeder af verdens mest nuttede datter i alle mulige og umulige kostumer, taget mens hun sover. De får mig både til at smile stort og grine, kæmpe instafavorit!
Jeg har lige købt sådan et lille fuglefoderbræt til uden på vinduet i håb om, at pipperne ville sætte sig og spise synkront med mig ved spisebordet. Men… Det er altså ikke sket endnu, haha! Jeg ved ikke, om de er bange for os på den anden side af ruden, men hver gang de kommer tæt på, så sidder vi inde i køkkenet og holder vejret i skræk for at bevæge os og skræmme dem væk.
Det mest nysselige, pink butiksvindue på Strøget forleden. Den farve, åhhh! Den gør mig så glad både på kluns, på læberne, alle vegne.
“Lidt sødt til kaffen” på Geist er den flotteste, store candyfloss – jeg har sjældent set noget så sejt på restaurant. Selv de seks fuldvoksne mænd ved bordet ved siden af os vendte sig om og spurgte, hvordan katten man fik sådan en. Candyfloss spreder åbenbart ligeså meget glæde hos børn i Tivoli, som hos voksne mænd til firmamiddag.