Jeg kan få ret så dårlig samvittighed, hvis jeg ikke har været ude i løbet af en dag og nyde det gode vejr. Jeg føler, jeg har spildt et stykke kostbart sommer. Så selv om jeg arbejder i disse dage, så vil jeg ud i det blå så snart, jeg kan. Så derfor pakkede vi tæppe og picnickurv og gik ned til vores sted. Som os er alle andres sted. Søerne. For kl. 19.15 vrimler det med pizzabakker og løbere og barnevogne.
Det skulle ikke tage følelsen af at være verdens omdrejningspunkt i et øjeblik, som vi sad på picnictæppet og spiste medbragt sushi, drak kold hvidvin i fine glas og hjemmelavet danskvand. Vi snakkede om alt mellem himmel og hav. Mine læber var ved at brænde af med de stærke Edamamebønner. Så røg der lidt mere hvidvin ned for at køle af. Glimrende!
Glassene har jeg fået i gave i Riedel, og jeg har vist dem før. De er ret så smarte og fine. Nu går jeg jo op i at dække et pænt bord, og nu har jeg opgraderet bordet i det grønne også med krystalglas. Det er egentlig vinglas uden stilk, og det gør dem geniale til at pakke i picnickurv. Og hvad der er endnu smartere ved denne picnic-vinglas-udgave er den lille bøtte, de kommer i. For så er vinglasset beskyttet, indtil de skal bruges. Og da vi sad på et semikuperet område på toppen af en bakke, satte vi faktisk glassene ned i bøtten, så snart vi havde taget en tår. Så stod de ikke og vaklede. I kan finde dem HER.
Og så fik jeg et chok. Faktisk gange to. Mens vi havde siddet i sommervarmen med begyndende fregner, var det så småt begyndt at blive efterår med brunede blade. Det så i hvert fald sådan ud. Vi lader som om, de er fra sidste år og bare ikke vil give slip. Og kort efter den opdagelse blev vi angrebet af myrer. Vi havde sat os i et myrebo. Og så rykkede vi op på en civiliseret bænk. Slikkede det sidste sol. Følte en snert efterårskulde, som solen forsvandt bag byens tage. Vi må ud igen i dag, inden bladene falder af.
