Økonomi er ret privat og ikke noget man taler med alle om i min verden. Men min økonomi er pludselig blevet the talk of town i krogene. Læs det helst med et åbent sind. Og så beklager jeg, hvis jeg ikke helt har kunnet samle tankerne nok. Det blev en smule langt. Okay meget langt.
Jeg brokker mig sjældent eller måske i virkeligheden aldrig her på bloggen. Det synes jeg egentlig ikke, den er til. Altså jo jeg kan godt brokke mig over tyndskid og knækkede fortænder. Men ikke over andres opførsel (med mindre man bruger tre-i-ener i det offentlige rum). Nu skal jeg rense luften. For jeg er flere gange blevet ked og skuffet på det sidste. Jeg har taget mig selv i at forsvare mig selv uden grund. Og det gider jeg ikke bruge energi på!
Jeg har oplevet en del sladder og fjollede kommentarer på det sidste. Både på bloggen, fra venner og sågar familie. Nogen til mit ansigt, andet som sladder. Kommentarer der alle har været møntet på de køb, jeg har gjort mig over de sidste 2,5 måneder. Altså min Mulberry-taske. Jimmy Choo-sko fx. “Man skulle godt nok være blogger, hva?”. “Gid man var blevet radiovært”. “Du lever godt nok livet”. “Hold op, hvor bruger du mange penge”. Og jep! Lige nu nyder jeg for første gang nogensinde at have penge i mellem mine hænder. Og jeg bruger dem! På materielle goder og oplevelser. Jeg har endda ENDELIG købt mig et månedskort til metroen, bum bum! Jeg flotter mig virkelig!
Jeg har aldrig haft penge mellem hænderne som sådan. Jeg flyttede hjemmefra få dage efter huen kom på hovedet. Og så betalte jeg regninger, husleje, alt det sure, mens mine veninder nød godt af sabbatårets muligheder for at tjene gode penge og i øvrigt bo gratis hjemme på samme tid. SU er ikke en fest. Det ved vi alle. Og Talentholdet er slet ikke. Set på lønningsforhold. Men jeg har nu aldrig manglet noget – jeg har rejst og været ude at spise et par gange om året til trods for kedelig økonomi. Lige nu er det fagre nye verden: At kunne snolde eksklusive drømmesager til mig selv.
Hvorfor bliver jeg så så ked af det? Min farmor ville sige; “Spring op og fald ned på det”. Jeg bliver ked af det, fordi jeg knokler sgu for det! Og det ryger ligesom ud i folks mellemregningen. De sko på billedet er mine drømmesko. Jeg har altid drømt om et par nude Louboutin-stiletter. Men de der sko kommer på bekostning af noget andet. Jeg har knoklet for hver en centimeter hæl. På snuden kan du se min nieces fødselsdag, som jeg måtte hjem fra tidligt pga. arbejde. Svangen er de mange byture med mine bedste veninder, jeg har meldt fra til pga. arbejde. Hælen er alle de aftaler med venner og familie, jeg har aflyst pga. arbejde. Skoæsken og den fine postkasserøde dustbag er de 80-100 ugentlige arbejdstimer jeg har jongleret med de seneste par måneder. Er det så det værd? At knokle så meget og gå glip af fine øjeblikke i livet for et par sko? Meget muligt nej. Men sådan blev mit forår. Og nu har jeg den undehakkemig tænkt mig i det mindste at nyde godt af høsten. Post nedsmeltning. For det er det jeg står tilbage med. En god pose penge.
Jeg er ikke på SU. Jeg arbejder fuldtid. Og lidt til. Radiovært, blog, klumme, studie. Og indtil for en uge siden også i butik. Intet er kommet gratis til mig. At arbejde så meget er altid på bekostning af noget andet. Og det der med “man-skulle-blive-blogger/radiovært/klummeskribent” – det er altså noget forhutlet sludder. For det bliver “alle” bare ikke. Ligesom jeg heller ikke “bare” bliver borgmester eller cykelrytter. Alting kræver hårdt arbejde. Og der er ikke noget “bare radiovært” eller “bare blogger”.
Jeg har virkelig givet det meget tanke – skal jeg sige noget eller holde min bøtte? Men jeg synes alligevel den der – ja, hvad er det egentlig? Smålighed? Jalousi? Misundelse? Jeg-kan-tillade-mig-at-blande-mig-i-alt-genet? – det skal italesættes. Hvorfor har vi så travlt med at blande os i andres undertøjsskuffe? For det er der, vi er. Økonomi er vores undertøjsskuffe – mega privat, og andre omkring dig har ingen ret eller grund til at give dig dårlig samvittighed over eller blande sig i, hvordan du bruger dine penge. Kommer virkelig til at tænke på Carrie – dengang hun blev “shoeshamed” af en gammel veninde.
Skal I så bare “unfollowe” fordi fremtidens “dagens” på bloggen kun vil vise Celine, Prada, Louis Vuitton, og I måske ikke kan følge med eller lade jer inspirere? Nix – I må finde en anden grund! For det meste af mit tøj er fra H&M, og det er stadig min allerste-yndlings-butik i hele verden. Mine underbukser er de billige tre-paks i bomuld fra samme butik. Mine yndlingsstøvler er fra Vagabond. Min yndlingsclutch fra Pieces. Men jeg har gjort nogle virkelig gode eksklusive køb denne udsalgssæson. Gode investeringer som vil følge mig mange år frem (og ikke blive skiftet ud som mine tre-paks hvert halve år). Det har jeg aldrig kunnet før. Og det har jeg absolut ikke tænkt mig at skulle forsvare her fra og til månen eller for den sags skyld blive shoeshamed for.
