Det er egentlig ret fascinerende, ikke? At en container med vinger kan miste jordforbindelsen og nå 11 km’s højde. En container fyldt med gods; forretningsrejsende, familierejsende, kæreste rejsende, mig. Kufferter, odd-size, mad, drikkevarer. Det fascinerer mig gang på gang. Og hvis jeg tænker over det for længe, får jeg svedig pande. Tænke hvis man blev grebet af rummet og mistede jordforbindelsen helt.
SÅ snart jeg satte mig i det beige sæde, plads 41F, fik jeg “hot towel for you”. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fløjet så eksotisk, at jeg kunne starte med en minifacial inden afgang.
Stewardesserne er klædt stramt på. I stormønstret bomuldsdragten, der sidder tæt om deres forsvindende små kroppe. De kan ikke have meget luft i de lunger. Håret sidder i page, som om de har aftalt det på hotellet I københavn inden afgang. De er smukke, tykt sort hår, og tynde håndled da hun rækker mig mit hot towel med en pølsetang.
Jeg har med vilje undladet at tjekke, hvor lang tid, der er til Singapore. Tænker tiden går hurtigere. Men det gør den ikke. De 11 timer og 55 minutter er lange og seje.
Jeg har heldigvis forsynet mig lidt vel i bladkiosken – Bo Bedre, Elle, Costume og også den der bog, de alle taler om “Der bor Hollywoodstjerner på vejen” (Maria Gerhardt). Der er meget turbulens, og hver gang lukker jeg øjnene. Forestiller mig, at Adam holder mig i hånden, mens jeg knuger min egen. Det gør han altid.
Damen, ved siden af mig, vil vist gerne have sin søster ind på det ledige sæde mellem os. Søsteren står ved os længe, mens de taler hurtigt, malay, tror jeg. Efter vi begge har placeret vores fyldte dametasker på 41E, synes hun vist egentlig det er meget rart i stedet. Så søsteren finder plads på rækken foran os. Hun sover hurtigt, og jeg er egentlig misundelig. Jeg plejer at kunne sove på kommando. Men for meget turbulens og et mærkeligt tidspunkt på døgnet frarøver mig muligheden. Så jeg ser også lige Boyhood, som jeg har villet se længe. Spiser en bolle med mozzarella og pesto.
Jeg bliver kvalm og går mod toilettet. Jeg sætter mig på hug og krammer kummen med små tynde servietter i hænderne. Nærkontakt med et andet toilet end mit eget er svært. Toilettet suger ud, og jeg mærker suset ved fødderne. Der er tryk på. Hvor mon det ender henne? Har de en tank? Eller er der hul ud i luften, for det føles sådan, som kulden klamrer sig om tæerne. Jeg savner lidt en rejsekompagnon, der kan sørge for cola og vand. Husker min mors gode husråd om cola, rørt uden brus, mod kvalme “enten kommer det op, eller også bliver det nede”. Det bliver ikke nede. Ni gange. Uden at kunne ramme til sidst.
Jeg fryser, er træt og udmattet. Har ikke lukket et øje men pakket min trætte krop ind i det lattefarvede fleecetæppe. Vi lander, får min baggage og møder vores guide for de næste fem dage. Hun er singaporianer. “Okey dokey, goodmorning, RISE AND SHINE! We are going to have so much fun in the sun!”. Og jeg glæder mig! So much fun in the sun! Der er program fra kl. 12.00, så vi har to timer til at tage bad, sove, hvad vi har lyst til. Jeg har ikke spist i tolv timer, og kroppen er banket af turbulens og mavetræthed. Jeg beder om at støde til dem senere, men får et “I think I’ll see you tomorrow”. Det er nu også rart. bare lige at tage den med ro.
Mit værelse har en vindueskarm så bred som min ende, så jeg kan sidde her og skrive. Fra tiende sal med syn udover en regnvåd metropol. Skyskraberne er her. Ligner radiatorer på afstand med deres gulnede farve og stålstatur. Jeg drikker kokosvand og spiser yoghurt, mens jeg sidder med forbindelsen til omverdenen i skødet. I morgen er jeg frisk og klar på at starte tidligt, klokken 01.00 dansk tid. Klokken 08.00 Singapore time. Så kører bussen.