Kæreste, dejlige jer
Risengrøden står og simrer med en vaniljestang i. Jeg lægger sidste hånd på arbejdet, før jeg kan nyde et par stille juledage og ikke se en eneste gang på computerskærmen de næste tre dage. Til venstre for mig ligger en stak julekort, som jeg glæder mig til at sætte mig til at skrive, når Eddie sover i aften. Ja ja, de skulle have været sendt for længst, men jeg fandt først på dem forleden. At det da egentlig kunne være ret hyggeligt at sende hilsner, nu vi ingen ser.
På min lille højtaler spiller Last Christmas. Igen. Adam sagde i går, at han slet ikke mindedes at have været så lidt i julestemning, som han er i år. Om det er det grå vejr der tynger (sådan mindes jeg de sidste mange år) eller om det er den lidt pudsige boligsituation, vi er i, der gør udslaget, det ved jeg ikke. Men jeg har nu sat Last Christmas på både til morgen, frokost og her til eftermiddag. Lyden af den 80’er synth plejer at få mig i mål. Og så snart vi går i gang med anden i morgen tidlig og duften spreder sig, så tænker jeg også, det må hjælpe lidt.
Om lidt kommer Eddie hjem sammen med Adam, og så skal vi bygge togbane og tale mere om nunemat (julemand), som måske, er vi heldige, kigger forbi i morgen med gaver.
Normalt til jul plejer jeg at have mødtes med Julie og skudt nogle fine julebilleder. Men eftersom vi praktisk taget har isoleret os selv herhjemme i tårnet mens smittetallene har været højest, og Julie selv sidder med en baby på armen, så har det ikke helt praktisk været muligt. Så hermed et lille gensyn fra tidligere år af julestemning og hygge.
De sidste par år har vi selv holdt juleaften. Måske nogen af jer husker mit indlæg fra 2016? Det om selv at blive en familie, så man kunne ’tillade’ sig selv at holde jul. Jeg husker den jul, som lidt hård. Vi havde prøvet at blive gravide fra marts-måned af. Det skete ligesom ikke. Men det gjorde det for flere veninder og der kom en del annonceringer til julefrokosterne det år. Nærmest 14 dage senere skulle vi få afklaret, hvorfor det ikke lykkedes os – og få den henvisning til behandling.
Og tænk sig; fire år efter har vi en dreng, der er så edderspændt på haver (gaver) og nunetræ (juletræ) og nunemat (julemand), og som har bedt om dillerhød (risengrød) hver aften efter sit varme bad. Og vi har tilmed en til på vej. Livet er forunderligt. Lunefuldt og til tider rendyrket lykkeligt.
Vi er endelig nok til at holde jul (det er man jo altid, men læs indlægget), og selv om i år er noget anderledes, både med Corona og nej tak til al juletamtam med andre end forældre, og vi i øvrigt bor midlertidigt og ganske småt, og ja, selv om Adam måske ikke rigtig føler den, så bliver det jul i morgen. Og jeg glæder mig. Min kjole hænger klar på skabet. Jeg har glædet mig længe til at tage den på, beundret den som den hang der på skabet. Jeg har pakket alle gaverne ind, og jeg kan næsten ikke vente til, at Eddie skal åbne den første gave i løbet af morgenen/formiddagen.
Jeg tænker, en lille gave til formiddag, så en god gåtur mens anden hygger sig. Så hjem til lejligheden for farmor (Eddies altså) kommer og har booket lejligheden lige over for vores, så vi kan rende imellem dem (og låne hendes køleskab, vores er tiny!). Måske åbne en lille gave til for Eddie. Nyde lidt æbleglögg jeg har sat over. Hygge os med farmor, med at dække bord, se Disneys julesjov. Og så kommer morfar, og vi kan gå til bords. Småt, hyggeligt, kærligt. Eddies øjne, når morfar pludselig forsvinder og ind træder nunemat ad døren. Åh jeg glæder mig!
Hvordan skal I holde jul? På arbejde? Eller hjemme med familien? På facetime med familien? Det bliver uden tvivl så anderledes i år, en jul vi aldrig glemmer. Heldigvis kommer der flere til.
Må I få nogle særlige dage uanset. Må julen snige sig ind med småkager, samvær, brun sovs, kærlighed, milde smil hvis I skal møde på arbejde. Må godhed og varmen indfinde sig i og omkring jer.
The post Glædelig jul appeared first on ROCKPAPERDRESSES.