Tænk, at det er 2,5 år siden jeg udgav det her indlæg med Eddie i maven. Seriøst – klicheen omkring tid… Det går hurtigt!
Sødeste ventetid, eller hvordan er det nu? I al fald anderledes end første gang. Det er nok lidt mindre romantisk at være gravid denne gang – jeg husker også første graviditet for sit sus af store følelser. Vi skal være forældre, du bliver far – alle drømme, forestillinger og håb om alt det, vi slet ikke kender.
Det er ikke fordi, der ikke er store følelser nu, men vi ved jo på mange måder, hvad vi går ind til. Nu ligger de store følelser faktisk meget i, at Eddie bliver storebror. At tænke sig den kammerat han får. Det føles helt vildt stort. Jeg går og glæder mig ved tanken om at rulle med min tank af søskendevogn med mit hold. Og følelserne mellem os voksne er sådan lidt mere… Ja, det rammer os i ny og næ ‘shit, tænk engang når vi er fire’, hehe… Jeg husker også, at jeg var ret rørstrømsk første gang omkring dét, det der med at gå fra to til tre. Parforholdet – hvordan mon det ville påvirkes? (på mange måder BIG TIME – vi er jo aldrig bare os, I kan læse mere: Living together but apart, det der med at glemme hvordan man sover i ske (fyi.. indlægget var også en reklame for Auping), og det her om parterapi) og jeg var også lidt blues-ramt første gang; denne her ‘bare os to’, det kommer aldrig igen. Men jeg havde satme også tiden til at dvæle og blive nostalgisk, haha! Nu går vi fra tre til fire – og der er meget mere fuld fart frem i denne graviditet. Og det er jo livet, og det er helt fint. Jeg erfarede jo; nej livet bliver aldrig det samme igen – og det er helt okay. Selv om jeg uden tvivl savner kærestetid. Men hvis vi i ny og næ får et par timer sammen, kun Adam og jeg, så lever jeg højt på det længe.
Men venner, nu er jeg halvvejs i graviditeten – det er en virkelig dejlig milepæl at nå, for jeg mindes, at anden halvdel af graviditeten gik betydeligt hurtigere første gang. Og når jeg stadig kæmper med min ængstelighed, så er det dejligt, hvis tiden speeder lidt op. Og så på den anden side – vi skal nå at overtage hus, renovere det og flytte ind inden jeg når målstregen. Shit! Det er ret vildt at tænke på. Og det bliver super knebent, men mand, det drømmer jeg om. At jeg kan sidde i mit eget hjem, i min egen sofa, amme og pusle min lille baby… Jeg prøver at holde mig åben og tage tingene, som de kommer. Men altså, seks måneder uden vores ting -det er gået fint for nu, men aaaalt babygear vi jo, det er pakket ned… Pyt! Det er småting, og vi finder en løsning!
Kroppen
Det føles ikke som om, det er så længe siden, jeg har været gravid. Jeg husker det meste, og så alligevel er der ting der er anderledes denne gang – ja, kroppen har givet sig lidt hurtigere. Tror jeg. For ærligt har jeg ikke vejet mig siden dagen, jeg fik lagt æg op. Og jeg vejede mig heller ikke synderligt under sidste graviditet.
Til gengæld har jeg kastet helt utroligt meget op denne gang. Sidst kastede jeg op nogle gange – kun fordi jeg lettere blev køresyg eller drak et glas vand om morgenen på tom mave. Men denne gang? Jeg har kastet virkelig meget op og haft en vanvittig migræne i perioder… Så sent som i sidste uge, hvorfor her også var exceptionelt stille, der lå jeg i sengen flere dage og bare havde det træls. De første gange Eddie hørte mig kaste op, var han helt bekymret og spurgte nervøst til mig, og så sad jeg der og prøvede at smile mellem kaskaderne med hovedet i lokummet, “det er helt okay skat, mor kaster bare lidt op”, haha! Kors, altså…
Jeg har haft madlede, kastet op og så har jeg bemærket en ny ting; jeg synes min bækkenbund er sådan… Træt i det? Altså, den bemærkede jeg ikke under første graviditet, bækkenbunden. Men jeg mærker den nu som der er mere vægt på. Den føles træt og tynget, som den gjorde efter fødsel. Hm… Jeg tænke altid – det er sikkert meget normalt, men altså, jeg aner det ikke, haha!
Mit hoved
Jeg synes VIRKELIG, det har været svært denne gang. At turde tro på at der kommer en baby til mig, til os. At det er min baby at få. Det tog simpelthen fusen på mig, at den bare var der. Jeg har før beskrevet det som at have mentalt forberedt mig på et maraton i to år – og så rykkede målstregen pludselig et næsehårs længde fra startlinjen. Jeg sagde til Adam så sent som i sidste uge, at jeg stadig kæmpede med den følelse, at det slet ikke føles som min baby at få lov at få og elske… Måske er det sort for jer at læse, men altså, det er work in progress, mentalt. Og jeg nusser, så meget jeg kan, med maven. Taler til hende, siger godmorgen og godnat. Og jeg har også købt en lille babyting eller to nu..
Jeg har aftalt med mig selv nu, at jeg vil undgå flere tryghedsscanninger. Jeg vil ikke fodre det der behov for at se det lille hjerte slå. Da vi var til 20-ugers scanning, blev vi tilbudt at være en del af en kontrolgruppe i et forskningsprojekt, som indebar to gange fire scanninger de næste 20 uger, og jeg endte med at takke nej. Selv om jeg altid normalt vil stille op til forskning. Jeg kunne mærke, at jeg ikke havde lyst til at give efter. Jeg har brug for at hvile i mit indre og mærke hende i min krop. Og jeg kan love for, jeg kan mærke hende nu. Det hjælper allerede en del. Selv om moderkagen igen ligger foran som med Eddie, og Adam derfor endnu ikke har mærket noget, så kan jeg mærke hende betydeligt, og det gør mig så rolig. Den moderkage der; når den er foran, så virker den som en pude baby skal slå igennem for at kunne mærkes på den anden side, så jeg kan mærke hende indeni, men det er svært med en hånd uden på maven. Heldigvis ligger den lagt, moderkagen, fra livmoderhalsåbningen – modsat sidst. Ingen risiko for blokade af fødselskanalen som sidst, hvor de håbede på den flyttede sig med graviditeten – ellers kan man kun føde ved kejsersnit, fordi der er lukket. Skør ting – anede jeg ikke var en ting sidst.
Den der terminsdato…
Ja, den har jeg jo ikke helt med jer… Og det ikke fordi jeg vil være hemmelighedsfuld omkring det. Men jeg vil gerne dele forklaringen med jer.
Jeg har nævnt noget af det før på min story, men uden helt at afdække det nærmere… Men I har måske læst mit fødselsforløb (der ligger flere dele, den sidste om adskillelsen er HER). Det var ikke det nemmeste for mig (det er det i grunden for de færreste), og da Eddie endelig kom ud med hård kop, kunne de ikke få lungerne igang, og han blev derfor kørt på neonatal med det samme. Jeg fik ham ikke engang op til mig. Han kom ud, op på bordet og kørt væk efter de havde arbejdet på ham et stykke tid. Adam løb med, og så lå jeg tilbage på fødelejet med en blødning, der ikke rigtig ville stoppe… Jeg husker ikke en angst for ham og hans liv, jeg tror måske, jeg var for smadret, og jeg følte mig egentlig ganske tryg ved at være på hospitalet, og at Adam var med ham.
Men jeg lå jo der på stuen – længe. Indtil ved 18/19-tiden husker jeg rigtigt (og jeg fødte 12.29). Blødningen skulle stoppes, jeg skulle syes, og så lå jeg ellers for mig selv med mit toastbrød. Jeg havde ringet til min søster, men ellers havde jeg ikke haft luft til at starte det store telefontræ og ringe forældre op osv. Der var ikke rigtig nogen, der vidste, at vi havde født. Og så fik jeg en besked på instagram (ja, jeg lå der jo pænt mange timer, alene, med mega adrenalinrush i kroppen og uden mulighed for at kunne sove), et screendump fra anonyme Jodel; “Rockpaperdresses har født!”. Og dét var så dybt grænseoverskridende. Familien vidste ikke engang, at vi havde født. Jeg havde ikke engang fået lov at holde mit barn. Og så havde enten personale delt det på Jodel eller med en ven eller søskende – eller nogle medpatienter på neonatal. Det var så dybt sårende og grænseoverskridende – og jeg vil sige, at når man lægger sit liv ud, som jeg gør, så er man okay hårdhudet. Men det der, det var for nært, for hensynsløst, for sladderlystent uden nogen fornemmelse for, at vi var en familie i vores mest sårbare situation, at jeg i princippet ikke anede, om mit barn overlevede (hej dårlig telefonforbindelse mellem etagerne på Herlev!).
Det var faktisk årsagen til, at jeg ikke delte Eddies ansigt det første lange tid som helt spæd. Det var som om, noget meget privat var taget fra mig. Jeg havde ikke lyst til at dele ham med omverdenen, når det på den måde var blevet taget fra mig. Og det lyder måske som meget. For for nyligt skrev en Jodel-bruger til mig, at der nærmest hver dag op til, at jeg rent faktisk fødte, blev skrevet noget lignende derinde, at det bare var et lucky punch mere end sladder fra personale fx. Men altså, jeg fik ingen screendumps tilsendt nogen andre dage. Kun det ene, den dag det var sket, 12 dage før tid.
Men derfor har jeg heller ikke delt terminsdato… Det er heller ikke så vigtigt – en terminsdato er jo sådan en skæg størrelse og jo sjældent datoen, de faktisk lander på. Men altså, jeg er jo ligesom over halvvejs, så kan forestille jer et forårsbarn, og jeg tænker mig, at jeg får en lille følsom tyr.
Navnet
Hæhæ, jeg tror, vi har navnet! Vi havde ligesom to drengenavne og ét pigenavn, da Eddie kom til verdenen. Og det tog os lige en måneds tid at beslutte os mellem de to drengenavne. Men det betyder, at vi har ét drengenavn og ét pigenavn i puljen, de tiloversblevne navne. Ingen grund til at starte forfra, det er stadig super gode navne, synes vi selv.
Eller – Adam har ligesom skulle gå pigenavnet lidt til. Han var egentlig på sidst, da vi ventede Eddie; men der gjaldt det måske heller ikke for ham, for det var jo ligesom aldrig en pige, hehe… Men jeg huskede jo navnet, og da vi fandt ud af, at det var en pige, så sagde jeg ret hurtigt, “Jamen, så bliver det jo en Baby I****”. Og der var Adam pludselig lidt mere afventende og kritisk, hehe… Det er heller ikke et helt vildt brugt navn i dag. Men i går kaldte han hende alligevel ved det lille navn, så måske det vokser på ham igen?
Ingen beslutning er alligevel truffet, før hun kommer ud. Ligesom med Eddie, vi vil gerne se, at hun kommer ud, og at hun ligner sit navn. Altså det gør de jo bare ikke, haha! Ej jo, nogen gør, men jeg syntes beslutningen var umulig, for intet pegede hverken den ene eller anden vej i hans udtryk eller udseende.
billeder af Mia Jørgensen
The post Gravid uge 21: Halfway there appeared first on ROCKPAPERDRESSES.