Jeg har lovet det her indlæg på min story engang i sidste eller forrige uge, og nu er det her! Helt gennemresearchet, så I kan kaste jer ud i diskussionerne med de gamle i familien, dem i møder på gaden og alle troldene på nettet. Der er nok at tage af og jeg tager gerne en håndfuld om ugen! Jeg ser det som chancen for at uddanne, og det er en temmelig vigtig opgave, eftersom hvert tiende barn i dag er undfanget med en masse kærlighed – og en ekstra hjælpende hånd.
Hvad taler jeg om? Det her indlæg er til dig, som gider at tage diskussionen på egne eller vores andres vegne om dét at have fået eller have brug for hjælp til at få børn. Jeg kan love jer for, at man skal høre så helt enormt meget (læs bare mit gamle indlæg her), før ørerne falder af. Og det sker faktisk ikke så sjældent endda, at jeg får beskeder fra nogen af jer om, at I savner nogle gode argumenter til de forstokkede familiemedlemmer eller kolleger eller internettrolde, der synes at børn ikke er en menneskeret.
Kom endelig med flere – og endelig underbyg! Ellers server mig fordommene, og jeg skal lede efter argumentation imod.
God debat ; ) Og tak fordi du gider!
Og til alle jer, der gennem tiden har sendt mig argumenter, hjulpet mig på vej – af hjertet tak!! Det her er en fælles ændring i samfundet, tak!
”Det er ikke en menneskeret at få børn!”
Jo, det er det faktisk. Det står stadfæstet i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder af 1948. De blev vedtaget efter Anden Verdenskrig og gælder for alle mennesker i hele verden – hele tiden. Og skal vi gå konkret til værks, skal man kigge mod artikel 16:
Stykke 1:Uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har mænd og kvinder, der har nået myndighedsalderen, ret til at gifte sig og at stifte familie. De har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse at ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning. Og såmænd også i stykke 3. Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse. Læs mere HER.
Alle mennesker i hele verden har altså ret til at stifte familie. Punktum. Så jo, det er faktisk lige nøjagtigt en menneskeret at få børn!
”Vi oplever en klimakrise – vi er i forvejen alt for mange mennesker på jorden”
Den konklusion kan man ikke helt drage. Først og fremmest; vi nærmer os (så småt) en stagnering i antallet af mennesker på jorden, og efterfølgende forventes et fald i antallet af mennesker. Det vil ske, som levestandarden på verdensplan hæves, bl.a. fordi piger og unge kvinder verden over får bedre adgang til uddannelse og prævention. Og det vil betyde, at der vil blive født færre børn på verdensplan (ligesom det allerede er tilfældet i fx Danmark – vi føder ikke nok børn). Det i sig selv kommer til at betyde, at vi kommer til at stå med en mindre arbejdsdygtig aldersgruppe og en stor ”ældrebyrde”, og det vil få store konsekvenser for samfundsøkonomien. En af konsekvenserne kan være færre ressourcer til at udvikle løsninger, finde nye teknologier og gøre kloden til et bedre sted – læs meget mere i denne her artikel og i denne her.
”Staten burde ikke betale for, at nogen får børn”
Set på sundhedsområdet er det faktisk et af de mest rentable områder at investere i for det offentlige. Personer, der enten har været lønmodtagere eller selvstændige i mindst 30 år, har i alt over årene tjent omkring 9 mio. kr. efter skat (find tallene her) – og det mest gennemsnitlige skattetryk pr. dansker er ca. 50 % (find tallene her). Det vil sige, at vedkommende har betalt samme ni mio. til statskasser i skatter og afgifter i deres levetid – det er altså min hurtige, dårlige hovedregning uden mellemregninger.
Hvad koster fertilitetsbehandling så? Ifølge denne her dog fem år gamle artikel koster det 76.413 kroner, hver eneste gang et barn fødes efter IVF-behandling. Det tal rummer alt fra plastikhandskerne til vand og varme. Men det er dog gammelt. Jeg kan fortælle, at en runde IVF koster ca. 24.500 hos fx Danfert, og det tager i snit 2,5 behandlinger for at opnå en levedygtig graviditet. Det vil sige, ca. 61.250 kroner pr. graviditet pr. patient. Og det er så uden bl.a. medicintilskud, som måtte være inkluderet i det første tal. Jeg tror ikke, de 76.413 kroner er helt skævt. Og så skal det endda siges at det private gennemfører flere behandlinger årligt end det offentlige. Der er ekstremt mange penge i det private – og der er ikke engang behandlingsgaranti. Er du endt i det private (fx fordi du ønsker dig en lillesøskende til dig barn), så betaler du hele gildet selv.
Efter behandling koster det selvfølgelig også staten, når kvinder bliver fulgt i graviditeten, ligesom vi alle betaler for, at kvinder kan føde på et hospital. Igen, i forhold til det pose penge mennesket i snit generer til samfundet, så er det peanuts. Desværre.
Det giver helt kynisk set virkelig god mening at bruge små 80.000 som investering i at få flere skatteydere (som vi kommer til mangle; igen ældrebyrden versus vores 1,7 børn per familie – vi skal have 2,1 børn for at gå i “plus” – læs HER)
”Det er da folks egen skyld, hvis de ikke kan få børn!”
Det er det faktisk yderst, yderst sjældent. Man ved som oftest ikke, hvorfor nogle er mere infertile end andre (der er selvfølgelig andre sygdomme, livsstil, arvelighed osv. som kan spille ind). Og fertiliteten er faktisk ikke en konstant men bevæger sig op og ned igennem hele ens fertile livscyklus. Dvs. det kan ramme virkelig forskelligt, livet igennem, menneske til menneske.
Men en af grundene sådan generelt set er, at vi venter længere på at få børn end hvad vores ”fertile vindue” rent faktisk er bygget til. ”Men så kan man jo bare komme i gang!”. Men så simpelt er det ikke. Samfundet har en enorm magt i forhold til, hvornår vi får børn. I mange år har det heddet sig fra forældre: ”Få du dig en uddannelse først”. Og fra staten: ”Skynd dig gennem din uddannelse og ud på arbejdsmarkedet!” og fra medierne: ”Se! Hvor kikset det er at være ung mor – de tror pommes frites er en grøntsag”. Vi skaber strukturerne og retorikken i fællesskab, og de indbyder ikke nødvendigvis til, at vi skal få børn som unge mennesker.
Men infertilitet i sig selv har mange og meget forskelligartede årsager og meget er endda stadig uvist. Men der er et generelt problem især i Skandinavien. Man mistænker den faldende fertilitet for at være påvirket af hormonforstyrrende stoffer i det, vi har spist, smurt os med, leget med, haft på af tøj som børn. Man mistænker miljøet; det vand vi drikker, og den mad vi spiser. Den luft vi trækker gennem lungerne. Og så er der selvfølgelig til tider fysiske årsager, som lukkede sædledere eller æggeleder (som kan skyldes alt fra en gammel klamydiainfektion til en bristet blindtarm) – der er mange, mange årsager! Og rigtig meget, der ikke er kortlagt. Men meget sjældent nogens skyld.
“Infertilitet er ikke en sygdom!”
Jo, det er det faktisk. WHO, som vi i Danmark læner os op ad, har for længst defineret infertilitet som en sygdom. Par der har forsøgt sig med at blive gravide selv i minimum 12 måneder uden en graviditet, vil blive diagnosticeret som infertile. Og de kalder den tilmed ”den mest udbredte kroniske sygdom i den reproduktive alder”. Mere end diabetes og astma. Læs meget mere hos WHO selv.
“Det er simpelthen ikke naturligt – børnene er kunstige!”
Det er faktisk en forældet retorik og dybt stigmatiserende. I dag taler man ikke om kunstig befrugtning eller reagensglasbørn men om assisteret reproduktion. Ligesom vi også prøver at arbejde os væk fra at tale om, at man har fået sine børn naturligt – for det modsatte bliver kunstigt. Man har fået sine børn – med eller uden hjælp.
Når det så er sagt, så går der lige nu over otte millioner mennesker rundt i verden, som er her takket været hjælp. Og de første børn, der blev lavet med hjælp for godt fyrre år siden, er blevet fulgt tæt. Det viser sig, at børn, der er kommet til verden med hjælp, er lige nøjagtigt ligeså syge, ligeså raske, og ligeså med et bankende hjerte og rødt blod i årene. “Studier med langtidsopfølgning har vist, at IVF børn er lige så sunde som andre børn” – tak Søren Ziebe – og læs et gammelt men spændende debatsvar om stigmatiseringen af infertile her.
“Rugemødre er altså ulovlige!”
I Danmark er surrogati ikke ulovligt – men man skal gøre det fuldstændig altruistisk. Det betyder, at man ikke må få noget som helst for det i nogen former i nogle som helst aftaleformer. Man skal bære en andens barn uden penge eller ting skifter hænder. Og det er der faktisk nogen, der gør. Det må være den største gave, man kan give – selve livet.
MEN. Det er ikke uden risiko, for dem der har haft behov for en rugemor. Man er faktisk exceptionelt dårligt stillet i Danmark på det her område. For man må nemlig ikke udforme en aftale med sin rugemor – det skal være frit. Så man har ikke noget at holde vedkommende op på. Og fordi hun har båret barnet, kan hun til hver en tid beholde barnet selv post fødsel – ‘blot’ fordi hun har født barnet – herhjemme bliver man. nemlig automatisk mor, når man føder. Også selv om det genetisk ikke er ens baby.
“Man skal ikke blande sig i naturen på den måde!”
Det gør vi allerede. Vi blander os hele tiden med og i naturen, sådan har det været i årtusinder. I vores landbrug på måden vi tænker marker, hvad vi sår, hvordan vi gøder, hvornår vi kan høsten. Vi blander os i naturen, når vi fikser en brækket arm, og når vi giver livsforlængende behandling osv. osv. Hvis vi ikke skulle blande os på nogen måde, så skulle vi leve mere spartansk end selv amish-folk. Så hvad er argumentationen for, at man må blande sig på nogle områder men ikke andre?
”Dem der ikke kan få børn, hvorfor adopterer de ikke bare? Der er masser af børn, der har brug for et hjem”
I dag er det faktisk virkelig, virkelig svært at adoptere. Det er både exceptionelt dyrt men også virkelig, virkelig svært at finde et barn. Selv om tallene er fra 2016, så viser de ganske glimrende den markante stigning. I 2006 kostede det omkring 80.000 at adoptere et barn. Det er rimelig sammenligneligt med, hvad det koster at være i behandling. Men i 2016 var tallet steget til 287.000 – altså seks gange så dyrt. Og det er fordi, der er færre børn at adoptere, og de omkostninger, der skal dækkes hos fx adoptionsbureauer, de skal nu dækkes af færre. I år 2000 kom der 716 udenlandske adoptivbørn til Danmark. I 2015 var tallet 76.
Og dertil kommer, at det ikke altid er let at være adoptivbarn i Danmark, man er mere udsat. “Blandt de adopterede bliver 7 pct. således anbragt uden for hjemmet, inden de fylder 18 år, mens 18 pct. har en psykiatrisk diagnose, når de er fyldt 20 år. De tilsvarende tal blandt deres jævnaldrende ikke-adopterede er henholdsvis 5 og 9 pct” – læs HER hos Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd.
The post Argumenter til de forstokkede om fertilitetsbehandling appeared first on ROCKPAPERDRESSES.