Til kæmpe forskel fra dengang i april 2018, hvor vi var mødtes med Alona der skød fine, fine billeder af os til bloggen, da vi delte, vi skulle have Eddie – ja, så er de her billeder taget på et splitsekund i går eftermiddags med træt makeup, krøllet bluse og hunde/børnekaos. Et barn som elsker sin hund men på en ret grov og fysisk måde især. Det kræver fuld årvågenhed eller en flugtplan fra Fridas side af.
Det er et. meget godt realbillede af, hvordan overskuddet er nu versus dengang. Men nyheden og den lille glæde er på mange måder den samme.
Jeg er gravid
… Og jeg har lyst til at følge op med “for nu” eller “tror jeg”, for jeg er omtrent ligeså ængstelig nu, som første gang.
Ængstelig, var jeg også første gang, jeg var gravid. Dengang havde jeg gået så længe og bare ventet på to streger. To tydelige, skide streger – for jeg havde haft masser af tests i fingrene, hvor den lige akkurat slog ud, men aldrig stod stolt og rank.
Med Eddie-ægget dog havde lægen været overmodig fra start, skubbet til min skulder med sine knoer lige efter ægget var lagt op, mens mine underbukser hang nede om anklerne og sagt, “hvad siger man så?” – det kunne ikke andet end give et barn, det lille gyldne æg. Så jeg havde investeret i den helt store, dyre graviditetstest til blodprøvedagen. Sådan en digital en, der siger det sort på hvidt; er den der eller er den det ikke. Denne gang ville jeg ikke være i tvivl.
Den slog helt klart ud, blodprøven gik godt, hjerteblinkscanningen med, nakkefold osv. Men jeg, derimod, gik næsten i hundene. Jeg var slet ikke klar på, hvad der kom efter, efter en test. Når det hele stod der sort på hvidt, hvad så? Hvordan det så faktisk ville være at blive gravid, selv om jeg havde haft rigeligt med tid til at forestille mig og fantasere om det. Jeg troede bare, at lykken kom med to streger, men jeg endte i stedet med en håndfuld tryghedsscanninger, angst for hvad det ville betyde, når jeg skulle natarbejde for en lufthavnskampagne. Om jeg kunne miste det lille liv, hvis jeg tog på Coachella. Eller fløj til New York. Det var så dybt, dybt irrationelt. En afart af PTSD for behandlede, som ingen i systemet tager sig af, for nu er man jo gravid.
Det var sært at opleve. Jeg følte mig lidt hjemløs. For nu var jeg ikke længere én af dem i behandling. Og flere læsere sagde dengang på gensyn af samme grund. Men jeg følte mig samtidig heller ikke, som en af dem, der var under lykkelige omstændigheder. Det var bare nye omstændigheder. Jeg følte vist bare, at jeg havde ramt en heldig åre, men der kunne ligeså godt blive lukket igen. Som om det lille foster var en gave givet med bævende hånd, som ligeså godt kunne falde ind under fortrydelsesretten igen.
Men han blev. Og han kom til verden og på fredag fylder han to år. Det er vildt.
Og nu står jeg her igen. Denne gang et kæmpe chok. Så meget det nu kan være, når man er igennem ICSI, altså. Men ligeså timet og tilrettelagt processen er, ligeså flyvske er følelserne. Igen. Et kæmpe chok, fordi jeg i to år har gået og arbejdet mig op til behandling, grædt over at vi skulle igen (jeg begyndte aldrig på prævention efter fødsel), virkelig mentalt oparbejdet mig selv til endnu et maraton. Især med dårligere odds foran mig; jeg er blevet ældre. Men… Den er der vist.
Ja. altså, jeg har lyst til at skrive det, jeg har sagt til alle. Jeg er gravid, for nu. Og det er stadig tidligt. Og alle mulige andre andre små sætninger, der holder det hele lidt på afstand. Selv om lægerne siger, at den er der. Og jeg har set og hørt et hjerte blinke. Det er stadig tidligt, men jeg holder af statistikken, de gav mig; “der er nu 96 % chance for, at du føder et levende barn“. Mit hjerte, min hjerne og min krop skal bare lige forbindes helt og både mærke og tro på det.
Ængstelig men afklaret. For ja, på en mærkelig måde er jeg egentlig mere afklaret denne gang – det kan simpelthen ikke passe, at den skulle være der på det første og eneste æg, der var. Hvis den ikke bliver der, jamen så gør vi det igen. Det var jeg jo forberedt på. At det skulle tage lang tid. Hvor jeg første gang længtes så dybt og inderligt mod et barn, så føler jeg måske lidt nu, jeg har fået en gave, som ikke var adresseret til mig. Og hvis nogen kommer og henter den, jamen så må det blive sådan. Det kan jeg sige nu, så længe jeg ikke har mærket et lille spark. Så længe hjerte, hjerne, krop ikke er helt forbundet.
Det føles lidt som noget, vi leger, hehe… Det har været mildest talt et mind fuck, kan I fornemme min forvirring? Mon det er sådan for alle gravide? Eller er der dem, der tager en test og danser lykkedans i ni måneder? Det er måske prisen for at få lov at bære et liv – en følgesvend af tunge nerver.
Lige nu føler jeg mig heldig. Uanset – at få lov at opleve bare en my af det chok, de fleste “almindelige” får, når de tager en test. Jeg føler mig heldig, som Eddie sidder og tungt på mit skød. Han er mit pureste held. Måske har det i virkeligheden vendt for mig? Måske bliver den der, rent faktisk?
The post Gravid – for nu appeared first on ROCKPAPERDRESSES.