Det var slet ikke det, vi søgte. Et hus. Vi har ledt efter lejligheder, villalejigheder, kigget lidt på rækkehuse. Men sådan; hus-hus. Nej.
Og alligevel er det lige nøjagtigt dér, vi er landet. Og på den ene side ved et tilfælde, på den anden side ved fuldstændig målrettet (på millimeteren) indsats, fra min side. Det skal jeg fortælle jer om i et andet indlæg, for vi endte faktisk med at købe et hus, før jeg havde set det, haha! Det har jeg dog fået mulighed for siden. Vi har været totalt cowboys, og det har sgu være lidt galimatias, processen, men det landede og blev helt rigtigt.
Men eftersøgningen som blev til en reel jagt med timelige opdateringer på Boligsiden, indmelding i diverse lokale grupper for boligområder her og der, opskrivning i køberkartoteker inden for en radius af 30 km – den er forbi. Og jeg er LETTET. Og jeg skal være ærlig; jeg tror stadig næsten ikke på det. Jeg har haft lyst til liiiige at tjekke med advokaten; er den nu ægte lukket? Men det er den. Og i går aftes sad jeg og afmeldte en masse notifikationer og søgeagenter – ikke mere.
Vi har ledt længe. For knapt to år siden fandt jeg en stuelejlighed i en villa nær Frederiksberg Have, og med lidt overtagelse fik jeg hevet Adam med ud og se den med en tiny Eddie på armen. Jeg så det for mig. Beliggenheden var en drøm. En stuelejlighed med egen have. Mulighed for at inddrage kælderen. Det kunne blive så vidunderligt. Vi ledte egentlig ikke, men jeg var så nysgerrig. Og det er sådan det starter; man ser noget nyt og så kan man næsten ikke længere se det gamle. Fantasien tager over. Hvordan livet kan være, har man nogle andre vægge… Hvor Eddie skal sove lur, og hvordan vi placerer juletræet bedst.
Vi satte banken igang, og de regnede og regnede – og da vi var klar til at byde, så havde overboen købt hele huset. Pokkers.
Men når fantasien har fået frit spil, så er den ikke til at styre. Frøet var sået og pludselig var det skideirriterende at have to trapper. At have naboer der smækkede med døren. At vi manglede lys. Så i foråret 2019 begyndte vi rigtig at kigge. Vi fandt den mest magiske stuelejlighed, og vi var smask forelskede. En lejlighed i en patriciervilla som var et gammelt sommerresidens for en lokal præst; på Frederiksberg. Det lyder pompøst, ikke? Det var så smukt. Vi bød, vi fik den, men vores advokat rådede os til et stort nej, hvis han måtte give et godt råd. Aldrig havde han set så mange fejl og mangler i en tilstandsrapport. En time inden forbeholdene udløb takkede vi nej og bakkede ud. Med knuste hjerter.
Så slikkede vi sår. Vi var virkelig forelskede. Men vi turde ikke, og det var et godt råd. Men så besluttede vi os for at sætte vores lejlighed til salg. Vi kunne godt se, at det der med at byde sig til med forbehold for eget salg – ikke just interessant i København. Men vores blev bare ikke solgt! Så vi tog den af igen, købte et sommerhus, tænkte os om. Vi fik vores eget tiltrængte space. Men som hverdagen vendte tilbage efter Adams barsel, så var der utroligt nok stadig mange trapper og for lidt lys. Så vi fik mægler på igen, og på tre uger var den solgt. Og uret begyndte at tikke; 7 måneder til overdragelse.
En sindssygt intens klapjagt satte ind.
Vi bød på to steder i Valby; den ene fortrød vi og trak budet tilbage. Den anden blev vi valgt fra trods højeste bud. Vi har også haft fire steder på Frederiksberg, hvor vi har budt og to af dem underskrevet også. Men uden held. Og så har vi kigget en del med venner, som dog aldrig helt har løst sig. Vi har prøvet at skulle byde uden forbehold for noget som helst, vi har prøvet at føle os snydt. Vi har prøvet det hele.
Og nu er vi endelig ‘hjemme’. Af respekt for sælger, så deler jeg ikke nogen billeder endnu. Men det er vidunderligt. Det er romantisk, med gamle sprossede vinduer. Der er en lille have og fuglefløjt. Der er masser af plads og plads til forbedring. Vi er så lettede og lykkelige – og stadig i tvivl om, om det virkelig bare var det? Er handlen virkelig på plads? Skal vi slet ikke gøre mere?
Jeg glæder mig til at fortælle jer om, hvordan pokker det lige lykkedes. Hvordan Adam var ude og se stedet klokken 23.00 om aftenen, mens jeg sad i sommerhus, og vi har budt frem og tilbage på sms. For jeg tror næppe, jeg har været så pågående i mit liv. Men det virkede.
Jeg glæder mit til at vise billeder og drømme. Og lige nøjagtigt dét, er der masser af tid til. Vi skal nemlig først overtage 2. februar. Og hvis vi er meget heldige; 1. december. Selv om vi er så mega klar. Men gode ting tager tid, og det er helt uden tvivl værd at vente på.
The post E-n-d-e-l-i-g: Boligjagten fik sin ende appeared first on ROCKPAPERDRESSES.