Jeg havde ærligt glædet mig til, at Eddie skulle starte i vuggestue i marts. Vi var helt sikkert nået dertil, hvor vi glædede os til struktur i hverdagen, til at have et mønster og for mit eget vedkommende, at jeg skulle have koncentreret arbejdstid, hver dag.
Kort fortalt, fik vi vuggestueplads i august 2019, og der takkede vi nej. Vi syntes begge han var for lille, ti måneder, selv om det er ganske almindeligt starttidspunkt herhjemme. Så vi satte ny behovsdato – stadig ikke klar. Jeg havde Eddie hjemme tre dage, og så havde vi en babysitter og en bedsteforælder en halv dag hver om ugen, sådan ca. Da jeg omkring januar begyndte at kigge efter institutioner, så var der ikke plads nogen steder. Og dér hvor vi havde fået garantiplads fra kommunens side, der ønskede vi ikke Eddie skulle være, efter jeg havde været på besøg.
Ved rent held taler jeg med en veninde, som har fået plads i en lille privat institution, og samtidigt også i den offentlige, som var drømmepladsen. Så vi kunne jo prøve at ringe… Jeg ringede med det samme, besøgte den lille vuggestue. 12 børn, 4 voksne. Det var lige os. Vi kunne starte op i marts.
Klar, parat… Lockdown!
Da vi nåede dertil, så føltes det helt anderledes i maven end i august. Eddie gik så fint, sagde fra og til, sådan agtigt. Han var et barn og ikke længere end baby at aflevere. Vi nåede lige akkurat 8 dage i vuggestue, hvor Adam kørte ind – og så kom lockdown. Og så havde vi mange gode uger hjemme, hvor Eddie blev det større og sig selv. Og et par uger efter lockdown, da vuggestuen lige var kommet igang igen, så startede vi. Og det var forfra på indkøring. Min tur.
Kors, han var ked af det. Jeg var ret bekymret for, om de nu kunne give ham omsorg og nærhed, nu alt skulle sprittes af og social distancing osv. Men de var ligesom inddelt i mindre grupper, og det føltes faktisk ret optimalt at starte op sådan. Især for et lille menneske som Eddie. Jeg sagde allerede på første dag, at Eddie bliver overvældet af mange megen larm og mange mennesker. Han er en følsom lille sjæl men meget kærlig (og temmelig bisset, helt som han skal være). Og jeg følte mig lidt curling-træls, “mit barn er altså specielt”, det var ikke min hensigt, men blot lidt info – de skal jo lære et helt nyt, lille komplekst menneske at kende på rekordtid.
De første to dage skulle jeg være med i vuggestuen. På dag 3 skulle jeg gå. En halv time. Og dag 4 ligeså. Men på dag 4 kom vi lige 5 minutter over mødetid, og overleveringen blev så forhastet, Eddie skreg, og jeg fik ikke fat i, hvor længe jeg skulle være væk. Og jeg havde på ingen måde lyst til at være væk fra ham. “Det er så almindeligt!” – det siger alle. Men jeg kan ikke lade være at tænke, at det jo ikke gør det bedre? Vi har måske bare accepteret vores børns gråd som en naturlig reaktion, nærmest som om det er sundt, at de reagerer som alle andre? Men i virkeligheden kalder de jo med alt de kan på os forældre, og vi er der ikke. Jeg må altså bare sige, at jeg har følt det, som om jeg har svigtet ham. Og det hjælper mig ikke, at “han jo stopper med at græde, så snart du er gået” – fordi han måske indser, at det ikke nytter? At jeg ikke hører ham… At han simpelthen lukker ned for en lille følelse af svigt inde i ham? Av mit hjerte.
Så jeg blev stående lige uden for døren, indtil en pædagog gik forbi og sagde – “kom igen klokken 11.00”. Lige dér stod jeg i min allerførste situation nogensinde, hvor jeg følte behov for at sige fra på vegne af mit barn. Jeg tog mig mod til og sagde at den overlevering havde været for hård og hurtig. Der var ikke nogen, der skulle tage et grædende barn fra min arm og gå med ham. Han skulle have lov at finde sig selv i mine arme, for så at blive klar til at skulle ind til de andre børn… Det er jo stadig nyt!
Den største udfordring ved vuggestuestart
Det har faktisk været det allersværeste; 1) at passe på sit barn og forsøge at give sit barn den bedste start med masser af tid og ro – og så samtidig passe ind i en institutions rytmer, som jo tager hensyn til flere børn. Det er mega svært! Jeg har fra start sagt, at jeg har alverdens tid. Ingen hurtig indkøring. Men omvendt har de også en rutine og rytme. Men kan man køre alle børn ens ind, når ikke alle børn er ens?
Det er en helt vildt skøn institution. Og også både mit og Eddies første møde med andre voksne mennesker, end dem i hans familie. Nogen der kender ham og elsker ham. Det har været ret specielt. Også for mig i det møde at erfare, at jeg ægte kender mit barn godt. Det gør man bare! Der gik 14 dage, og så sagde en af pædagogerne, at han tit blev overvældet ved larm og gang i den og var meget observerende. Well, I told you! Hehe… På en anden måde, har det føltes lidt som en verificering, jeg egentlig ikke burde have behov for, men altså det her forældreskab, ved nogen af os egentlig, hvad vi laver? Men at opleve, at de ser præcis det barn, jeg gør. At min fornemmelse for ham og hans væsen – det ser de også. Og det er også bare vigtigt for, at de kan hjælpe ham bedst muligt i vuggestuen.
Nu er han der ca. 9-14.30, nogen gange kortere, mandag-torsdag. Fredag er min hjemmedag med ham, og det tager jeg som et kæmpe privilegium. Vi kan tage i zoo. På barselsbesøg. Finde en legeplads. Holde lang weekend.
Savnet
Men han græder altså stadig de fleste dage ved aflevering. Det gør han. Og det gør ondt. Jeg prøver ikke at være overglad og smilende og HAI HAIiii-agtig i mit eget behov for at prøve at lette stemningen, for jeg vil gerne prøve at møde ham i hans lille hjertesorg. Selv om han skal i vuggestue. Jeg har stadig svært ved at æde præmissen om, at det er heeelt normalt at de græder – i hvert fald ikke som noget, jeg kan sige til mig selv som trøst. For det er ikke en trøst for mig. Han græder, fordi det er hans sprog, og han siger; don’t go. Og selv om jeg ikke imødekommer det, så er jeg ret bevidst om det. Men jeg må jo også indrømme, at jeg synes det er skidedejligt, at jeg kan koncentrere mig om mit arbejde i en fem timers tid, og så hente ham igen. Jeg S.A.V.N.E.R ham.
Skulle vi have ventet længere? Eddie endte med at være 1,5 år, før han rigtig startede. Hm, jeg ved at meget pædagogisk forskning siger vuggestuestart ved 2 år, før er det ikke barnets behov med ‘socialisering’ med andre børn. Jeg har også læst det som ‘anbringelse’ eller ‘opbevaring’ af vores børn før det. Jeg følger en hel del kritiske stemmer indenfor pædagogikken på instagram. Jeg synes, det har givet en mindre stresset hverdag, at han skal det samme sted hen hver dag. At han får en rolig hverdag på den måde, fremfor mordag her, babysitter der, bedsteforælder der og så mor igen. Jeg er glad for, at jeg kan give ham korte dage. Og jeg har også set hans glæde dernede. Han har også glade øjeblikke, som jeg overværer. I dag har de sendt et billede, hvor en af pigerne holder ham i hånden. Skidefint altså.
Han sover som en sten om aftenen. Der er tryk på, for det lille hoved. Lille elskling. Det er min opgave, først og fremmest at passe på dig. Systemet skal i anden række.
Hvor søger jeg pædagogisk viden?
Hvis I er nysgerrige på, hvor jeg søger inputs, sparring og viden om pædagogik, så kan jeg anbefale at følge Blackbird Institute, Familie uden filter, Homeboybabyjazz, Jozefina Skovgaard, Kulturkritisk Forum og Børnetanker på instagram, hvis I er nysgerrige på, hvem der inspirerer mig omkring børnelivet.
The post Vuggestuestart: “Jeg sagde det jo!” appeared first on ROCKPAPERDRESSES.