Hvordan skriver jeg de her ord uden risiko for at lyde uinformeret? Uoplyst? Som en der slår plat? Som en der misforstår? Som en hvid priviligeret kvinde?
Måske skal jeg netop af samme årsag skrive, løbe risikoen og gøre det. Det er ikke det værste at fremstå dum, når der andre steder i verden står mennesker i livsfare. Og det er i øvrigt netop dét, jeg er. En hvid priviligeret kvinde. Det er mit udgangspunkt for at skrive, forstå verden, møde verden. Jeg er et produkt af den kultur, jeg er opvokset med, de mennesker jeg har mødt, og den viden jeg selv har været nysgerrig for at indsamle. Men jeg vil gerne forstå hvilke strukturer, jeg selv er med at opretholde, og hvordan jeg kan være med til at nedbryde dem.
Jeg har oplevet diskrimination på baggrund af mit køn, min hårfarve, men aldrig nogensinde min hudfarve. Og det er mit privilegium, the white privilege. Den har aldrig spillet en rolle i mit liv, mine ønsker, den har aldrig hindret mig i at opnå dét jeg gerne ville. Eller blot hindret mig i at leve mit liv i fred. Jeg er aldrig blevet konfronteret med den, for jeg har altid været en del af majoriteten. Og det er så pokkers nemt at være ligesom mange af de andre, især i de yngste år.
Og fordi jeg aldrig har været konfronteret med min hudfarve, så har jeg heller aldrig skænket den en tanke. Jeg har hverken set min egen eller andres hudfarve, og derfor heller ikke set den som et problem. Det har jeg holdt fast i årevis som mit eget udtryk for at alle mennesker er lige i mine øjne. Jeg ser mennesker og ikke hudtone. Det har jeg opfattet som næstekærligt og omfavnende.
Hvid kultur
Men jeg har også haft det nemt. Stort set alt hvad jeg været repræsenteret for i kulturen, de serier jeg åd i timer, når jeg kom hjem fra skole. Beverly Hills 90210, Venner, Sabrina – Skolens heks, Melrose Place, Baywatch. Hvide, smukke, unge mennesker og hvis der var en sort skuespiller med, så havde det ofte en nærmest gimmicklignende karakter; et værktøj for at understrege en pointe. Men det faste cast: Hvide. Kun vide. Med mindre jeg skruede over på Tv Danmark, der viste Rap fyr i LA, The Wayans brothers, Martin.
Min første bedste veninde var sort. Vi var udadskillelige i tre år, indtil hun rykkede over i klubben, og jeg som var et år yngre forblev på fritten. Vi fortsatte til kor sammen, men langsomt gled vores venskab ud. Hvordan vi tog os ud var aldrig et emne. Jeg var misundelig på hendes fyldige hår. Hun sikkert på mit glatte. Som børn kan forelske sig i det, de ikke selv har. Men hinandens forskellighed så vi ikke. Så jeg ikke, for ærligt, jeg ved ikke, hvordan hun så verden, hvordan hun oplevede verden se hende. Jeg spurgte ikke, for jeg det var ikke en del af min forståelse at vi kunne blive behandlet, set på, forskelligt. Jeg var ikke mit eget privilegium bevidst. Jeg var syv, otte, ni år.
“Jamen, hvad skal vi så kalde dem?”
Men som jeg blev ældre blev der langsomt fyldt på min kulturelle bevidsthed. Der er forskel imellem os – i hvordan verden ser os. I skolen lærte jeg nye skældsord, for det var i de sammenhænge de var tiltænkt. Bøsse. Perker. Homo. Brugt som ammunition. Hvordan kan vi omtale andre mennesker grimmest? Men det er jo bare noget, man siger. Min dansklærer Vibeke holdt fast i, at der til fødselsdage blev delt negerboller ud. Hjemmefra har jeg hørt krakkemut om mellemøstligt udseende mennesker, og jeg har også nære familiemedlemmer, der holder fast i ordet neger. “Jamen, hvad skal vi så kalde dem?”, hvis jeg har udfordret ordene. Selv i dag.
De fleste år har jeg ikke sagt noget. Måske har det syntes som en tabt kamp, mundhuggeri. Måske har det bare ikke vejet så tungt, for det var ikke min kamp, måske fordi jeg i virkeligheden ikke sådan rigtig forstod, hvorfor det egentlig var et problem at kalde nogen neger, jeg vidste bare, at det ikke var i orden. Jeg havde forstået, at sådan taler man ikke, men havde jeg forstået hvorfor?
“Ain’t no white man ever go above 110th street”
Første gang jeg reelt blev opmærksom på min hudfarve var under min første tur i New York. Og nu udstiller jeg fuldstændig mine privilegier og naivitet. Vi havde lejet en airbnb – uden at være klar over, at det var in the projects. ‘Housing projects’ er socialt boligbyggeri – men altså en hel anden skala end det, vi kender herhjemme fra. For to unge mennesker, mig på SU, så var det bare en overkommelig pris i en virkelig dyr millionby. Jamal, som beskrev sig selv som struggling actor, var en forrygende vært! Sød, varm og hjælpsom til at guide os i nabolaget.
En aften hopper vi i subwayen, for vi skal et godt stykke op i Harlem for at spise på en legendarisk soulfoodrestaurant. En mand vakler ind vores vogn, og han prædiker om jesus, Gud, verdens undergang, det store fald. Og ser han os; “Ain’t no white man ever go above 110th street”. Vi så os om, og var de eneste hvide tilbage. Det var allerførste gang, at jeg forstod, at vi ikke er ens. Jo, af kød, knogler, hjerte og hjerne. Men vores historie er forskellig, vores baggrund ligeså, den nåde verden har vist os, har formet os forskelligt.
Hjemme i Danmark igen, og det gled i baggrunden. Jeg er bor i et område, hvor vi stort set alle sammen ser ens ud, kører den samme bil, og hvor sort kultur som oftest er noget vi sætter på anlægget eller fjernsynet. Mit menneskesyn favner dog bredere end mit postnummer. Jeg følger godt med i politik og har også skrevet lidt om det igennem tiden, som det her gamle indlæg, før det, synes jeg, skelsættende valg, hvor DF fik en enorm fremgang. Jeg stemmer inkluderende, så socialt bevidst jeg kan og med tanke for, hvem der har fokus på minoriteter, miljø og drager omsorg for begge.
Så når der i disse dage florerer et hashtag; #AllLivesMatter. Så forstår jeg, hvor det kommer fra. Det menneskesyn, at alle liv er lige meget værd. Det er også mit syn. Men problemet er, at det er de bare ikke. Alle liv er ikke lige meget værd. Når vi holder fast i vores ret til at brug nedsættende termer om andre mennesker, når der er en markant større risiko for at blive stoppet af politiet, hvis du har en udenlandsk baggrund , når vi hænger nostalgisk fast i kolonitiden. Alle liv er ikke lige meget værd, så når vi bruger udtrykket, gør vi vigtige stemmer stumme, og forfladiger en hel bevægelse, som er det Black Lives Matter (- too, som flere tilskriver for at få os til at forstå, at det er så simpelt) er. Det er ikke alle liv, der skal i fokus lige nu, men poc som igen og igen mister livet, mister deres stemmer, ikke har lige rettigheder, herhjemme som i USA.
“Død indianer i kano”
Hvad mener jeg egentlig? Det kan være svært at få øje på den strukturelle racisme herhjemme, hvis man ikke ved, hvad man skal lede efter. Og en ting er når man foreslår at sende mennesker ud på en ø til opbevaring, før de skal sendes videre. Hvordan vi taler til og om hinanden, (hej Grønlænder-bajer og “død indianer i kano”). Men der er også rigtig meget skjult racisme. Hyggeracisme (hør gerne A Seat at the tablet episode med selvsamme titel).
Jeg læste i går en virkelig interessant artikel fra 2015 i Weekendavisen, ved du hvorfor, det hedder kolonialvarer? Måske har vi glemt, at vi var en kæmpe spiller i slavehandlen og ansvarlige for mange tabte sorte liv? Har du tænkt over manden med den store hovedbeklædning på Tørsleffs vanilje? På den asiatiske mand brugt på Atamon-flaskerne? Den sorte unge kvinde, vi kender som Cirkelpigen? Hvordan vi holder fast i en billedkultur med en form for nostalgi, selv om den i virkeligheden trækker på et af de mørkeste kapitler af dansk historie: kolonitiden.
Måske du tænker, jamen herre gud… Irma bruger også en blond pige; Irmapigen. Er det så også forkert? Irmapigen har bare ikke denne her mørke, mørke betændte baggage med sig. Hun har ikke været marginaliseret, fanget, splittet fra sin familie, tvunget til slaveri og voldtægt. Hun bærer ikke 400 års racistisk historie i sin lille kurv foran sig.
Det blev tydligt for mig, at jeg mangler en kæmpe grundlæggende forståelse for den historie, fordi den er aldrig blevet mig fortalt. Først da en kollega, som jeg holdte meget af, fik sagt højt, da vi var hjemme hos en anden kollega, at den plakat med en sort kvinde på hun havde hængende i køkkenet, meget muligt Cirkelpigen, jeg husker det ikke længere, at den var dybt sårende. Da begyndte det at gå op for mig, at hvad jeg har anset som nostalgi og en fin plakat af en smuk kvinde faktisk repræsenterede noget meget større for ham, og var med til at holde sorte mennesker fast i en historie, som hvide menneskers ejendom. Det var ikke bare en plakat men et meget større signal, en del af hans historie så smertelig, og mig der slet ikke så det og så ham.
Det har ikke været hans ansvar at uddanne mig og min egen uvidenhed i raceforskelle og det forskellige historiske syn på os. Det er ikke andres ansvar at hverken uddanne eller oplyse os. Men det var som om, han løftede et slør for mine øjne. Jeg begyndte at forstå strukturer og for at forstå endnu mere, begyndte jeg at lytte til podcasts som Yo, is this racist? og A seat at the table. Jeg tyede mod populærkulturen og så When they see us og I am not your negro og Selma og Insecure. Jeg erfarede, at racisme ikke er et eksotisk oversøisk begreb – det findes herhjemme på så mange niveauer, det er stadig så dybt i vores strukturer, vores kultur, når vi går i Netto og handler ind. Jeg ser det som mit eget ansvar at forstå hvilke strukturer jeg bevidst og ubevidst er med til at fastholde. Og bare mit eget instagramfeed, dem jeg følger, jeg har virkelig haft brug for at få flere ind, som ikke ligner mig, som siger noget andet, som lever et andet liv. Jeg er nødt til udvide horisonten, så den sidste uge har jeg trykket follow på rigtig mange nye seje mennesker med et håb om at mangfoldiggøre de stemmer jeg hører.
Selv om det så absolut er med de bedste intentioner og det kærligste menneskesyn for øje, når man skriver #AllLivesMatter, så negligerer udtrykket i virkeligheden dét faktum, at rigtig mange mennesker i Danmark, USA og verden over ikke oplever, at deres liv er vægtet og værdsat.
Men som et hvidt priviligeret, hvad kan jeg gøre? Det er der fantastisk mange stærke stemmer lige nu, som hjælper os til at forstå. Seriøst, instagram flyder over.
En ting er politisk også herhjemme at placere sin stemme et sted, hvor vi føler vores værdier repræsenteret. En anden ting er at sige fra, plain and simple, når vi i det offentlige rum oplever racistiske tilnærmelser. Ikke være bange – og ikke tænke “Det er ikke min sag”. Det er det – og det er en af de sværeste punkter, synes jeg. Jeg er så fandens bange for at blande mig og sige fra i det offentlige rum, sådan set både på egne vegne men også på andres. Jeg har en opgave i at blive ved med at irettesætte familie, som holder fast i nedsættende termer. Men så har jeg også et ansvar i at støtte virksomheder drevet af minoriteter eller som støtter dem.
Natasha Al-Hariri har de sidste mange dage bedrevet, hvad jeg vil kalde public service for at fortælle hvem og hvor man kan støtte. Self-ish har delt en lang række virksomheder på instagram, som man kan støtte her i Danmark drevet af POC fx Isangs og Impact Roasters. Hvis du gerne vil støtte på et større plan, så følg Mary Consolata Namagambes arbejde i She for she, som hun har oprettet for at skaffe bind til unge piger syd for Sahara, så de ikke bliver tvunget hjemme fra skole fx. Du kan også støtte Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde i de mest udsatte områder (og læs i øvrigt denne artikel om deres arbejde for antiracisme, også herhjemme. Du kan også demonstrere fredligt sammen med Black Lives Matter Danmark, fx søndag i København her. Vær nysgerrig, søg information, ny viden. Jeg har lige bestilt bogen White Fragility, for forhåbentligt at blive klogere på mine egne mønstre, min egen angst for at tale om racisme og hvad lige nøjagtigt dét er med til at fastholde den.
Jeg vil meget gerne høre mere fra jer, hvis I andre anbefalinger på litteratur, organisationer, produkter jeg kan støtte.
The post Mine hvide privilegier appeared first on ROCKPAPERDRESSES.