Jeg fik den skøreste fornemmelse hertil morgen, at jeg da egentlig var lidt vel meget over det hele lige i øjeblikket. Mon folk bliver trætte af mig? “Heeeiiiij! Nu har jeg lavet ny blååååg!” og “Nuuuu skal du skriver under på mit borgerforeslaaaag”…
Måske kom det mest af alt af, at jeg selv havde følelsen af at være mange steder. Og selv om Chris, Barbara og andre veninder blinkede med øjnene og mindede mig om ‘self-care’ og ‘husk nu at trække vejret’. Så har jeg ikke følt mig presset, på den måde jeg kender som min krop har så nemt ved at genkende og reagere på. Til trods for tusinde jern i fuld brand, så har jeg sovet så glimrende om natten.
Måske jeg er nået et punkt, hvor jeg vitterligt ægte føler og lever efter devisen, at jeg når det, jeg når? Jeg kan ikke løbe hurtigere, end jeg gør. Og når klokken er 14.00, senest, så har jeg altså hentet mit barn uanset travlhed. Har jeg virkelig formået at få mit arbejde på sådan en afstand, at jeg selv, bevidst vælger, hvor meget det må hænge i mig, og hvornår jeg hænger det til tørre? Har jeg lært at slippe det mentalt, når jeg lukker for dagen?
Hm… Måske har jeg også bare en rigtig god periode med mentalt overskud – maj er jo også min måned, for pokker. Energien flyder og jeg er i mit es, tvilling, hey giiiirl! Jeg skrev lige med Amanda (@månemama på insta) i går – jeg bookede sidste år en session, hvor hun lagde tarotkort for mig, og hun lavede et årshjul. Et kort for hver måned. Og så skrev hun pludselig; “Omggg jeg vil SÅ gerne vide, hvilke tarotkort der var for din maj og juni-måned. Du er jo on fire mama!”. Selvfølgelig kunne hun ikke lige huske, så jeg sendte billedet, jeg tog hjemme hos hende. Og lige dér, for maj-måned. 7 of cups. “Det kort handler om at have så mange ting, man gerne vil vælge til at man indimellem glemmer at vælge. Alle muligheder er åbne, siger kortet, så husk at træffe meningsfulde beslutninger, til og fra”
Jeg må grine! Det er jo mig og maj! Min maj! Kæmpe opgave med Nordea, nå at optage en hel podcast på to dage, forberedelsen i det. Ny blog oven i natten, sidder da bare lige og rykker 3.004 indlæg rundt, udvikler på detaljerne, hænger i telefonen med Ruby og Pia. Og køber måske en bolig on the side, og hvorfor ikke også skifte banke undervejs? Og så skal vi jo lige nå at pakke vores hjem ned og… hvad med den behandling? Tælle tælle tælle, dage til næste menstruation. Og min fødselsdag for familien på søndag og så er der det borgerforeslag.
Jamen! Gode menneske, hvordan holder jeg til det? Jamen! Jeg forstår det ikke. Jeg ved, at det er en knivsæg at balancere på, og som bekendt er det jo kun den sidste dråbe, der kan gøre udslaget. Men den har ikke været der endnu. Skal jeg være bekymret? Mm… Nej. Selv gode ting kan blive for meget af det gode, klart, men lige nu flyder det hele inden i mig, jeg får lukket ned og får også energi af alt det, der sker.
Jeg var alligevel lidt dum, da jeg forleden foreslog at lægge hus til en babyshower. Åh! I må være flere typer som mig. Den der, når alle andre tier, rækker hånden op og siger ‘miiiig, jeg skal nok klare ærterne’. Det er mig i en nøddeskal og simpelthen så meget story of life. Den vane, den evne, den har været så mange dråber i de glas, som ikke bare har fået det til at skvulpe men løbe over brederne gennem tiden. Når jeg i min iver, hjælpsomhed, måske også lidt mit pleaserhjerte får tilraget mig en bunke ekstra opgaver, fordi ingen andre melder sig, eller fordi det alt sammen simpelthen lyder for spændende til at jeg kan lade være at være med.
Dén egenskab har været min allerstørste stressfaktor gennem tiden tror jeg. For det er ofte alt det ekstra, som bliver for meget.
Jeg fik rakt hånden op og sat vores hjem på tavlen, selv om jeg faktisk på ingen måde lige har tid og lyst til at rydde op, gøre rent, fikse osv. Alt det der kræver som vært. Og jeg er tilmed ikke engang hjemme men kommer fra sommerhus. Alt kan jo fikses, men det skal det ikke altid af mig. Så på forunderlig vis fik jeg trukket i land igen og skubbet planløsningen over på fællesskabet og en grøn græsplet i byen. Og så åndede jeg lettet op.
Jeg gik også en tur i går og talte med min ældste, bedste ven. Hun er nøjagtigt ligedan.
Hvorfor kan vi ikke bare engang imellem holde vores kæft? Haha! Hold nu din fede kæft, Cathrine. For pokker mand!
Men for enhver forandring kan ske, så kræver det først og fremmest en opmærksomhed. Og jeg kunne nærmest høre mig selv sige til min hånd; “nej nej nej nej, stop stop stop, stooop! Du har ikke tid!”, da den i slowmo’ var på vej op i luften for at melde sig frivilligt.
God! Men for pokker, Rom blev ikke bygget på en dag, og jeg er jo bare ikke Ellen Hillingsøe endnu, så det tager tid, og jeg bliver hver dag en lidt federe, bedre version af mig selv. Som ikke kun tænker på at ville være helten, der klarer sagerne (for nogen gange kan man også godt lidt lide at være den der træder til og redder dagen), men også være en helt over for sig selv. Som sige hey, stop, vent – og vigtigst af alt: Træk vejret…
… Og så er podcasten jo i øvrigt ude, bloggen er launchet, så nu skal vi bare lige lave en baby, lidt lovændringer og finde et hjem! Halvt i mål!
The post “Kan du ikke bare lige holde din fede kæft?” appeared first on ROCKPAPERDRESSES.